af Tom Van Grieken, formand for Vlaams Belang

Kære Danmark

Jeg er nødt til at begynde med at undskylde over for jer – over for jer alle sammen. Ikke som formand for Vlaams Belang, og heller ikke som flamsk medlem af vores fælles europæiske politiske familie. Nej, jeg vil gerne undskylde for nogle af de ting, vi har eksporteret. Og nej, det handler ikke om chokolade eller øl – men om de europæiske embedsmænd, Belgien har sendt afsted gennem årene. Begge de ikke-folkevalgte formænd for Det Europæiske Råd – Herman Van Rompuy og Charles Michel. Men mest af alt føler jeg behov for at undskylde for den værste politiske eksportvare af dem alle: det liberale sludrechatol, Guy Verhofstadt.

Ingen af dem repræsenterer store folkelige bevægelser eller partier, der rent faktisk vinder valg. Alligevel belærer de europas folkevalgte politikere. Folk som Guy Verhofstadt, der hævder sig selv på bekostning af hele nationer. Hvad bilder de sig ind? Folk, der taber valg efter valg i deres eget land, føler sig tilsyneladende stadigvæk kaldet til at belære dem, der rent faktisk vinder valg i deres egne lande.

Vi konservative bør efterhånden have luret globalisternes strategi. Vi har en fælles forpligtelse til at afsløre EU-elitens ideologi.

Tidligere formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker (for en gangs skyld ikke en belgier), forklarede det – i et sjældent øjeblik af ærlighed – hvordan det hele fungerer. Jeg citerer: “De fleste forstår ikke, hvad EU har besluttet, og hvis ingen gør oprør, fortsætter vi skridt for skridt, indtil der ikke er nogen vej tilbage.”

Og det er præcis det, de gør. Når vores kontinent, Europa, gennemgår svære tider, lyder løsningen altid: “Vi har brug for mere politisk union, mere magt til EU.” Og når det går godt, siger de nøjagtigt det samme: “Vi har brug for mere politisk union, mere magt til EU.” Så det er ligegyldigt, om det går godt eller skidt – i deres øjne er svaret altid det samme: mere magt og centralisering i EU, og mindre suverænitet til de enkelte lande.

Den barske sandhed er, at EU aldrig har været løsningen. De havde ingen løsning på finanskrisen. Ingen løsning på migrationskrisen. Ingen løsning på sundhedskrisen. Og i dag har de ingen løsning på energikrisen. Den nuværende Europæiske Union er ikke løsningen – den er problemet. Derfor har vi brug for mindre centralisering og mindre magt til EU – og i stedet flere frie og suveræne nationer, der samarbejder på egne vilkår.

Den globalistiske idé om, at én model passer til alle, har aldrig virket i Europa – og den kommer aldrig til det. Marxister, imperialister, globalister – de bygger alle deres verdenssyn på økonomi. De ser mennesker som universelle, økonomiske enheder. De tror på samfund, der kan konstrueres socialt, og de ønsker at nedbryde de organiske samfund og traditioner, der er vokset frem gennem historien. Vi har hørt det hele før. Historien skal skrives om. Statuer skal rives ned. Gadenavne skal ændres. Vores traditioner er for gammeldags og hører fortiden til.

Men vores bevægelse er ikke drevet af bekvemmelighed – den er drevet af overbevisning. Vi er en bevægelse, der siger: “Nu er det nok med globalismen.” Nok med rodløs kosmopolitisme. Nok med elitære regeringer, der glemmer deres egne borgere og deres fremtid. For den største trussel mod vores samfund kommer ikke kun udefra – den nedbrydes også indefra. Vores tro bliver gjort til grin, vores familier opløses, vores børn indoktrineres, vores grænser udviskes. Og oven i alt det bliver vores stemmer kvalt. Alligevel har de valgsejre, vi ser i hele Europa – på nationalt, regionalt og lokalt niveau – lært os én vigtig ting: Mod virker. At beskytte sine grænser virker. At stå op for sin familie og sine børn virker. At kæmpe for sit folk virker. Og den simple sandhed skræmmer venstrefløjen.

Frygt er en reaktion, mod er en beslutning. Og dem, der modsætter sig venstrefløjens ødelæggende fremmarch, har brug for mod til at stå op for det, de tror på. Ofte føles modstanden som en håbløs kamp – som om man står alene i en verden, der har besluttet, at alt det, vi står for, alt det, vi kender og elsker, skal kastes på bålet, og at de har samlet brænde i årtier. Men vi har en pligt til at minde dem, der tager kampen op, om, at de ikke står alene. Millioner af europæere står bag dem. Millioner kæmper den samme kamp.

Det er ikke en kamp imod nogen – det er en kamp for vores land og for vores folk. En kamp for vores kultur, vores arv og vores fremtid. Det er ikke bare modstand. Vores voksende bevægelse viser, at det er en ægte genopblomstring. Globalisterne tilhører fortiden. Vi konservative, vi patrioter – vi er begyndelsen på fremtiden.

Det bliver ikke nemt. Ligesom deres angreb er rettet mod selve kernen i vores arv – det sidste, der er tilbage af vores kultur i denne postmoderne verden – vil vores modstand uundgåeligt provokere en fjende, der tror, han allerede har vundet. De vil angribe os med smædekampagner, retssager og hele det statsapparat, de sidder på. Så fat mod. Vis dit mod hver eneste dag. Vores modkulturelle bevægelse er kun lige begyndt. Og vi er mere end klar til at tage kampen op.