Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

Det er ikke ofte, at et meme bliver genstand for omfattende diskussion blandt politikere, journalister og andre kommentatorer. Men der er et meme, som de sidste par år har vækket genklang, et navn som beslutningstagere nu taler om: Nicolas, 30 ans. Men hvem er han? Og hvorfor er han berømt?

Den 30-årige Nicolas er hovedpersonen bag ”den sociale kontrakt”, et Twitter-meme, der dukkede op i april 2022 og blev delt af den franske anonyme konto ”Bouli” – et navn fra et fransk tv-program om en venlig snemand. Boulis Nicolas kommer dog ikke fra arbejderklassen. Tværtimod er Nicolas en velklædt ung mand fra middelklassen, og var han blevet født for blot nogle årtier siden, ville han have haft et meget anderledes liv.

I dag er Nicolas overbebyrdet. Med hovedet i hænderne føler han, at samfundet er imod ham, fordi hans løn bliver taget fra ham. For blot nogle årtier siden kunne Nicolas med et velbetalt job spare op til en lejlighed, mens han i dag bor til leje i en skodlejlighed i Paris, der tager det meste af hans løn som prisen for at bo tæt på sit arbejde. Det vækker genklang hos mange europæiske unge, hvis drøm om at eje deres egen bolig ikke længere kan realiseres.

I stedet bliver Nicolas’ løn brugt på velfærdsordninger til ”Karim, 25 ans”, som højest sandsynligt sender pengene til sin familie i Afrika – en familie, som den franske stat i forvejen bruger Nicolas’ penge på at betale udviklingsstøtte til. Derudover går Nicolas’ løn til ”Bernard et Chantal, 70 ans”, privilegerede boomere, der kan nyde deres otium understøttet af Nicolas, uden at Nicolas har udsigt til at kunne gøre det samme.

Nicolas giver alt, men får intet tilbage. Tilbage står spørgsmålet, om det var formålet med velfærdsstaten.

Den sociale kontrakt har altid rummet et element af, at de unge giver, mens de ældre modtager. Men med lav fertilitet, høj indvandring og stigende skatter føler mange, at den sociale kontrakt er brudt. I denne kontekst er det ikke overraskende, at flere veluddannede fra middelklassen i Storbritannien flytter til Dubai for at undgå de høje skatter.

Memet blev hurtigt populært og er blevet genskabt i flere versioner, herunder en dansk variant. Her er det i stedet ”Rasmus, 30”, der er hovedpersonen.

Rasmus sidder også med hovedet i hænderne. Ligesom den franske Nicolas er Rasmus opgivende over, at den høje skat bruges til alle mulige formål, som ikke kommer ham til gode. Men er den sociale kontrakt brudt i en dansk kontekst? Danske unge får gratis uddannelse og SU, og i modsætning til i mange andre lande er det ikke helt umuligt at eje sin egen bolig i Danmark. Alligevel er skattetrykket i Danmark det højeste i Europa, og alle under 40 skal nu arbejde, til de er 70 – hvis ikke længere.

Velfærdsstaten vil nemlig blive presset i de kommende årtier. Den uudtalte del af den nordiske model handler om demografi, som tidligere byggede på antagelsen om, at der ville være flere arbejdende unge end pensionerede ældre. Denne demografiske pyramide eksisterer ikke længere og vil i stigende grad blive vendt på hovedet. I Danmark er TFR 1,5, mens den i Sverige og Finland er endnu lavere.

Pensionssystemet vil blive udfordret, da der vil være færre erhvervsaktive til at forsørge de pensionerede. Det betyder enten lavere pensioner, højere skatter eller en højere pensionsalder. Skatter kan kun hæves til et vist punkt, før produktiviteten stagnerer, og yngre talenter forlader landet. I Danmark har regeringen prioriteret en højere pensionsalder, hvilket gør Danmark til et af de lande med den højeste pensionsalder i verden – samtidig med at vi allerede har et af verdens højeste skattetryk.

Med en TFR på 1,5 børn vil befolkningen blive reduceret med cirka 30 procent over to til tre generationer uden indvandring. Det er et eksistentielt spørgsmål om et folks overlevelse såvel som om velfærdsstatens fremtid, der vil mangle en stor andel unge til at bære den voksende ældrebyrde. I et aldrende demokrati kan unge ikke stemme sig ud af det høje skattetryk, da de 18-30-årige blot udgør 10-15 procent af befolkningen i Europa. Gennemsnitsalderen i Europa var 44,9 år i 2025. Ældre samfund har andre prioriteter end unge, og det er sandsynligt, at den ældre generation vil stemme til fordel for egne pensioner. Trods oligarkiske elementer i alle samfund vil politikere i et demokrati prioritere den største vælgergruppe for at bevare magten.

Masseindvandring var blandt andet tænkt som et plaster på den demografiske krise i Europa. I stedet for at forsøge at øge den nationale fertilitet besluttede flere europæiske regeringer at importere mange mennesker, som ved deres blotte tilstedeværelse skulle løfte BNP i samfund, der har valgt at deindustrialisere og i stedet fokusere på serviceerhverv og teknologi. I Europa ligger gennemsnitsfertiliteten på 1,41-1,46 i 2025. Indvandrere fra lande med høj fertilitet konvergerer først mod de indfødtes fertilitetsniveau efter tredje eller fjerde generation, og kombineret med fortsat indvandring – både lovlig og ulovlig – har det konsekvenser for den demografiske sammensætning i de enkelte lande.

Demografiske fremskrivninger fra Europol og FN viser, at befolkningerne uden indvandring ville falde, hvilket har økonomiske konsekvenser. Problemet er det manglende samtykke: Befolkningerne i Europa er ikke blevet spurgt, om de foretrækker denne måde at håndtere den demografiske krise på, og om de mener, at de økonomiske gevinster er prisen værd i lyset af den ændrede demografiske sammensætning i deres lande. Når meningsmålinger overalt i Europa viser, at europæerne mener, at indvandringen har været for høj, må man formode, at der ikke foreligger et reelt samtykke.

I demokratier skal folkevalgte tjene folket. Men i flere europæiske lande omgår kosmopolitiske eliter, hvad befolkningerne faktisk ønsker på dette område. Det indebærer de facto, at demokratiet ikke fungerer efter hensigten, og at samfundskontrakten er brudt.

Danmark ses af mange som et forbillede i Europa, fordi regeringen valgte at stramme op hurtigere end i andre europæiske lande. Det ændrer dog ikke ved, at befolkningssammensætningen også ændrer sig i Danmark – blot langsommere end i vores nabolande.

Som situationen er nu, er ”Nicolas, 30 ans” blevet en del af højrefløjens begrebsverden. Memet eksisterer ikke længere kun online, og den franske venstrefløjspolitiker Jean-Luc Mélenchon blev konfronteret med et publikum, der identificerer sig med Nicolas og ikke ønsker højere skatter for at finansiere Mélenchons planer.

Der mangler større ærlighed om, hvad den faldende fertilitet vil betyde for vores samfund. Regeringen kan enten begynde at tage fertiliteten alvorligt nu og gøre, hvad den kan for at øge den. Ellers må man planlægge efter, hvad det indebærer at have en faldende befolkning – og se, hvor længe Nicolas og Rasmus vil acceptere de høje skatter.

Vores politiske ledere skylder befolkningerne at være ærlige om, hvad der kan vise sig at være Europas største krise. For helt ærligt: Intet politisk spørgsmål er vigtigere end det europæiske folks kontinuitet. Ellers er den sociale kontrakt blot en farce.