Af Aston Braham, politisk influencer på Modstrømmen

De ville rive de gamle mure ned: racetænkningen, kvindeundertrykkelsen, homofobien, religiøs totalitarisme, social arv og censur. De insisterede på, at mennesket skulle ses som individ – ikke blot som hudfarve, køn, klasse, seksualitet eller ophav. Deres projekt var, når det var bedst, både moralsk klart og civilisatorisk nødvendigt.

Men noget er sket.

Nutidens ‘progressive’ synes i stigende grad at være i gang med at underminere og ophæve de fremskridt, progressivismen i første omgang var med til at skabe.

Hvor man for eksempel engang advokerede for, at hudfarve ingen betydning skulle have for et individs muligheder, gør de nu hudfarve til en central bestemmelse for, hvordan mennesker bør forstås, vurderes og behandles.

Hvor man engang kæmpede for minoriteters myndighed og ligeværd, behandler man dem nu som skrøbelige væsener, der skal beskyttes mod kritik, krav og ansvar. Minoriteter kan jo umuligt selv udrette noget gennem egne evner og kompetencer – nej, de må serveres undskyldninger og muligheder på et sølvfad. Ej heller besidder de nok intelligens til at kunne være bevidste om deres egne handlinger. Deres mentale robusthed må være så svag, at de umuligt kan stilles til ansvar for deres egen opførsel eller forbrydelser.

Fortidens progressive kæmpede også for retten til frit at kritisere magthavere, religioner, sociale normer og etablerede institutioner. Nutidens progressive advokerer derimod for udskamning og censur af dem, der tør kritisere de religioner, normer og strukturer, de progressive ikke selv ser noget problem med. Retten til at ytre sig frit, vil de nu have erstattet af en ret til at være fri for krænkelse.

Engang kæmpede de også for kvinders rettigheder, nu er mange af dem ude af stand til overhovedet at definere, hvad en kvinde er. Homoseksualitet skulle ikke straffes, fordi det var sådan man blev født, men nu mener de sagtens, at køn og seksualitet kan ændres fra dag til dag. Ulandene skulle stilles frit og selvstændigt – nu skal deres institutioner, incitamenter og samfundsmekanismer styres af vores penge.

Den moderne venstrefløj har på mange områder udviklet en mærkelig evne til at genoplive de idéer, den engang stod forrest i kampen for at bekæmpe – blot nu i et nyt og mere selvretfærdigt sprog. Racetænkning er vendt tilbage som “antiracisme”. Formynderi som inklusion. Censur som tryghed. Kolonialisme som bistand. Ideologisk ensretning som diversitet.

Men de såkaldte progressives værste, mest alvorlige tilbagefald, der gør, at de kan og skal fremhæves som vores samfunds absolut mest regressive, er deres omfavnelse af en ideologi, der ligner de onder, vesten har ofret mest for at nedkæmpe – nemlig islamismen.

De progressives jagt på den næste revolution er blevet så intens, at de vil omfavne enhver, der tilbyder en. Bevægelse er blevet vigtigere end retning. Islamisterne vender så den progressive energi mod de progressive idealer, mens de ”progressive” som nyttige idioter endda selv hjælper med at undergrave begrundelserne for dem.

Ikke nok med det finder de selvfølgelig også tid til at skælde ud på os konservative, alene fordi vi nu er de eneste, der fortsat overholder den fælles aftale, vores forfædre indgik, om at holde totalitære og tyranniske ideologier ude af vores land.

Ved at overse, at ikke alle rebeller er dydige, og ikke alle revolutioner er en befrielse, er progressivismen blevet selvdestruktiv.

Enhver seriøs progressiv bør på et tidspunkt være blevet konservativ i civilisatorisk forstand. Når ens frihedsrettigheder først er vundet, er den moralske opgave ikke længere at opfinde nye kampe for kampens skyld, men at beskytte sejrene. For når først jagten på den næste revolution bliver vigtigere end at forsvare friheden, så ender man med at åbne døren for kræfter, der vil afskaffe den.

De på venstrefløjen, som endnu ikke synes at have bemærket disse sejre, bør se sig lidt omkring. Ikke alene er Danmark det bedste land i verden, men der findes simpelthen intet bedre tegn på, at ens kamp for længst er vundet, end når man kan stille sig op og råbe sine dydssignalerende slogans om ”antiracisme” eller ”feminisme” uden frygt eller modstand fra staten og de etablerede samfundsinstitutioner.

Den progressive venstrefløj må indse, at vi står på en smuk og frodig eng på toppen af det civilisatoriske bjerg, som vores forfædre gennem generationer kæmpede og ofrede for at bestige. De bør se sig omkring, værdsætte og værne om det sted, hvor vi sammen befinder os, i stedet for at insistere på at fortsætte fremad ud over klippekanten og rive resten af os med i faldet.