Af Sander Teit Kruse Vanggaard, Studerende, Formand Konservativ Ungdom i Roskilde

Kokainforbruget er steget i Danmark de seneste år. Det kunne DR afsløre i juli, hvor spildevandsprøver viser, at det ikke kun er et stof, der indtages i weekenderne, men også i hverdagen. Det burde få alle alarmklokker til at ringe, for samfundet er ikke tjent med, at flere og flere begynder at tage stoffer. Alligevel mener Liberal Alliances Ungdom og Venstres Ungdom, at vi skal acceptere og lovliggøre alle former for narkotika.

Det er ikke at tage problemet alvorligt. Tværtimod. Narkotika bliver ikke mindre farligt, fordi staten ændrer lovgivningen. Kokain bliver ikke mindre vanedannende, fordi man kalder det et ”personligt valg”. Cannabis bliver ikke ufarligt, fordi det bliver solgt lovligt. Og en ung person, der udvikler et misbrug, bliver ikke mindre ødelagt af det, fordi stoffet er blevet mere accepteret i samfundet.

I Canada blev cannabis legaliseret i 2018. Siden da er cannabisforbruget steget, og en canadisk opgørelse viser, at antallet af cannabisrelaterede hospitalsindlæggelser steg fra 12,8 til 14,0 pr. 100.000 indbyggere fra 2019 til 2020. Ser man på en længere periode, steg antallet 120 procent fra 2007 til 2020. Det beviser ikke, at legaliseringen alene skabte udviklingen. Men det viser, at en mere liberal narkotikapolitik ikke er en mirakelkur.

I Oregon liberaliserede man også narkotikalovgivningen i 2021 og afkriminaliserede alle former for narkotika, ligesom Venstres Ungdom vil. Et studie fra Journal of Health Economics fandt en sammenhæng mellem den nye lovgivning og 23 procent flere end forventet årlige dødsfald grundet overdosis. Når man gør narkotika mere tilgængeligt, vil flere også få mulighed for at prøve det. Det risikerer at skabe en ond spiral, hvor flere udvikler et misbrug, og konsekvenserne bliver større for både den enkelte og samfundet.

Det er på tide, at vi tager narkotikaproblematikken alvorligt. Det er usolidarisk, at vi bare skal stå stille til, mens unge starter et misbrug, som også har konsekvenser for hele samfundet. Når debatten om narkotika reduceres til et spørgsmål om personers frie valg, forsvinder alvoren. En liberalisering af narkotikapolitikken risikerer især at fastholde unge i nye afhængigheder, som begrænser deres muligheder og friheder, da de ikke blot bliver syge af det, men samtidig ødelægger familier, venskaber og deres liv.

Svaret på et stigende ulovligt forbrug og misbrug må aldrig være, at vi giver op og lader en fremtidig større misbrugskrise bryde løs. Vi ville jo heller aldrig legalisere vold, blot fordi der kom flere overfald. Der er en værdi og et symbol i at stå fast på, at samfundet ikke accepterer stoffer, hverken i bylivet, på arbejdspladsen eller blandt venner. Men lad mig sige det tydeligt: De unge, der ender i et misbrug, skal ikke overlades til sig selv.

De skal have behandling, hjælp og en reel mulighed for at komme ud af misbruget. Men hjælp til misbrugere betyder ikke, at vi samtidig skal gøre narkotika mere accepteret eller lettere tilgængeligt. Og det er slet ikke løsningen at gøre det lovligt at besidde stoffer. Derfor bliver vi nødt til at stå fast på, at hverken salg eller besiddelse skal accepteres.

Vi bliver nødt til at bruge alle de kneb, vi kan mod pushere, hvis vi skal komme narkotikakrisen til livs. Det er ikke blot at italesætte problemet mere, men derimod at øge indsatsen imod banderne med mere politi i gaderne, hæve straffen for salg og besiddelse af narkotika, og få optrævlet det illegale marked, som smadrer menneskers liv. Dertil kræver det også, at vi tager debatten seriøst og erkender, at en liberalisering af narkotikapolitikken ikke giver mennesket eller samfundet mere frihed. For ingen, som er fanget i narkotikaafhængighedens klør, har mulighed for at leve frit.