De intersektionelle briller

Af Emil Salzer, Digter og fast klummeskribent på Modstrømmen

I skolen gav min lærerinde mig
godhedens briller på.
Hun fortalte mig,
at sådan ser gode mennesker verden.

Da jeg fik dem på,
og linsen skærmede mine pupiller,
begyndte verdens farver at snurre.

Pludselig havde alle
mine hvide klassekammerater
giga hugtænder.
Horn stak ud fra deres lyse pande,
og pressede igennem tropehjelmen.

Glorier lyste op
over alle mine brune venner.
I stråleglans lød deres ord
som sandhed fra blideste engle.
Og jeg følte mig så ren,
da jeg forærede dem
mine madpenge.

Ud fra pigernes munde
flød det pure guld.
Kun 24 karat af absolut sandfærdighed.
Og de svømmede synkront
i et bassin af 12-taller.
Jeg følte mig så oplyst,
imens jeg lystrede dem smukt.

Så så jeg de pink og grønne bølger
danse i luften som lyden,
der var dagens tredje bønnekald,
og jeg gik på de venligste trusler
ind i skolens bederum,
og vendte mig på knæ mod Mekka.

Så kom min historielære
i sin ternede sweater af glad genbrug,
cirklende øreringe af sølv,
lykkebukser i uldent empatibrun,
retfærd og keffiyeh.
Hen fortalte mig, at der var noget galt
med mig.
Jeg måtte høre efter,
fordi hen havde septum!
Hen viste mig et spejl,
og jeg indså min fejl:
Der var jo ondskab mellem mine ben!
Djævelsk testosteron havde ødelagt mig
og verden længe!

Ad Regnbuevejens dydige sti
cyklede jeg til min læge,
og jeg blev bedøvet,
men med kniven fik vi problemet løst,
uden det blev alt for pompøst.

Ja, det var godt –
min hvide ondskab forneden var borte.
Ej, kunne jeg heller
få hvide, grimme,
CO2-udslippende kolonialistbørn.

Med mig hjem fik jeg østrogentabeletter,
som skulle forkorte de lange nætter.

Nu sover jeg med godhedens briller på.
Igennem dem ser jeg mine drømme,
hvor handicappede kan flyve,
indianere kører holocaust på MAGA’er,
Hamas henretter den sidste israeler,
imens Europa får sit længeventede kalifat
i harmoni med vort smukke matriarkat.

Del artiklen