Af Louie Skougaard, formand for hovedbestyrelsen i Konservativ Ungdom
Den nye SSFMR-regering er blevet præsenteret. Dermed fik Danmark ikke en blå regering. Dansk Folkeparti har et betydeligt ansvar for, at borgerlig regeringsdannelse blev sværere, end den behøvede at være – og for at Danmark nu står med en rødlilla regering med en lempeligere udlændingepolitik.
Nationalkonservatisme begynder med en simpel erkendelse: Nationen er større end partiet, større end egoet og større end den næste meningsmåling. Politik må aldrig blive et spørgsmål om egen vinding. Det må være et spørgsmål om ansvar for vores fædreland og dets borgere.
Derfor undrer det mig gevaldigt, hvad Dansk Folkeparti har gang i lige nu.
For jeg er langt hen ad vejen enig med DF i udlændingepolitikken. Jeg mener også, at Danmark gennem mange år har ført en for slap integrationspolitik. Jeg mener også, at national sammenhængskraft kræver grænser, fælles normer og en sammenhængende kultur. Det er ikke dér, uenigheden ligger. Uenigheden ligger i spørgsmålet om, hvad man gør, når man faktisk har mulighed for at få indflydelse. For politik er ikke filosofiundervisning. Politik er ikke et sted, hvor man altid kan tillade sig at vælge det ideelt rene standpunkt. Politik er stedet, hvor man må forsøge at gøre det bedst mulige for Danmark i den situation, man nu engang står i.
Og her synes jeg ærlig talt, at Dansk Folkeparti svigter.
Alle ved, at en borgerlig regering i Danmark nødvendigvis ville kræve Moderaternes deltagelse eller støtte. Sådan er virkeligheden. Man kan være enig eller uenig med Lars Løkke Rasmussen. Jeg er bestemt heller ikke enig med ham om det meste. Men når alternativet er større indflydelse til SF, Radikale og Enhedslisten på dansk værdipolitik og udlændingepolitik, er det uden tvivl en pris, der er værd at betale.
Det har været tydeligt gennem hele valgkampen og regeringsforhandlingerne, at Moderaterne ville i regering, og at Lars Løkke Rasmussen ville have en central ministerpost. Blå blok kunne tilbyde Moderaterne mange af deres politiske ønsker. Den eneste reelle hindring var, at Moderaterne skulle være med i regeringen. Havde Dansk Folkeparti kunnet lægge vælgermaksimeringen og det personlige nag på hylden, kunne vi have fået en centrum-højre-regering i Danmark, der kunne føre en stram udlændingepolitik og en ansvarlig økonomisk politik. Det ville have været et tilbud, Moderaterne vanskeligt kunne sige nej til.
Hvis et sådant tilbud havde ligget på bordet, ville Moderaterne også have haft langt sværere ved at forsvare at gå ind i en centrum-venstre-regering, hvor de formentlig vil få mindre af deres egen politik igennem. Man behøver ikke elske Lars Løkke Rasmussen for at forstå, at en blå regering med Moderaterne og Lars Løkke som minister sandsynligvis ville føre en markant strammere udlændingepolitik end en regering, der er afhængig af Pia Olsen Dyhr, Samira Nawa og Pelle Dragsted.
Det virker nogle gange, som om konflikten i sig selv er blevet målet. Som om det vigtigste er at vise vælgerne, hvor vred man er. Hvor kompromisløs man er. Hvor lidt man vil bøje sig. Som da Morten Messerschmidt på valgaftenen erklærede, at Dansk Folkeparti ville arbejde for at æde Lars Løkke og hans folk op. Det synes jeg ærlig talt er en dybt forkert tilgang til politik – og til den pligt, vi har over for fædrelandet.
Nationalkonservatisme er ikke vrede. Nationalkonservatisme er pligtfølelse over for fædrelandet. Det er villigheden til at tage ansvar for landet, også når kompromiserne er frustrerende. Nogle gange får jeg indtrykket af, at dele af højrefløjen, navnlig Dansk Folkeparti, er blevet så optaget af at stå uden for og kritisere, at de næsten har glemt, hvorfor de gik ind i politik til at begynde med. Hvis man oprigtigt mener, at masseindvandring, parallelsamfund og kulturel opløsning er alvorlige problemer, så har man også et ansvar for faktisk at søge den magt, der kan begrænse dem. Ellers bliver politik reduceret til at råbe fra sidelinjen i stedet for at kæmpe reelt for fædrelandet.
Vi kan se, at Dansk Folkepartis populisme virker. Hvis der var valg i morgen, peger flere målinger på, at Dansk Folkeparti vil blive det største blå parti. Men hvad er gode meningsmålinger værd, hvis de ikke omsættes til indflydelse og konkret forskel for fædrelandet?
Hvis vi går tilbage til klassisk konservativt tankegods hos konservatismens fædre, såsom Burke, finder vi en erkendelse af, at samfund ikke styres ud fra forestillingen om perfektion, men ud fra det mindst dårlige valg i den konkrete situation. Det er sjældent romantisk. Det er sjældent rent. Men det er nødvendigt. Derfor bekymrer det mig, når Dansk Folkeparti gør det umuligt at samle et flertal, selv når store dele af den konkrete politik egentlig peger i samme retning. For i sidste ende er spørgsmålet ikke, hvem der kan levere den skarpeste tale, den hårdeste retorik eller den flotteste meningsmåling. Spørgsmålet er, hvem der faktisk er villig til at tage ansvar for Danmark, som landet ser ud i virkeligheden.
Det kræver nogle gange kompromiser. Det kræver tålmodighed. Og det kræver evnen til at skelne mellem personlige ambitioner, personligt nag og nationale interesser. Hvis man kalder sig nationalkonservativ, bør det sidste altid veje tungest. Men det gør Dansk Folkeparti desværre ikke lige nu.
Nu hvor Danmark er endt med en rødlilla regering med en lempeligere udlændingepolitik, bør Dansk Folkeparti spørge sig selv, om de virkelig tjente fædrelandet bedst ved at gøre borgerlig regeringsdannelse sværere. Lige nu virker det øjensynligt, som om Dansk Folkeparti kerer sig mere om vælgermaksimering end om fædrelandet.