af Anders Vistisen, MEP for Dansk Folkeparti

I denne moderne tid, hvor wokeness, pride, individualisering og kulturradikalisme stortrives blandt landets ungdom, bliver jeg gang på gang overrasket over idefattigdommen hos os borgerlige. For sandheden er, at det borgerlige Danmark har været for dårlige til at nytænke politik og give svarene på helt konkrete problemer og dagsordener, som er betydningsfulde for danskerne. En faldende demografi, opløsning af kernefamilien og en institutionalisering som har taget overhånd. Det må være den borgerlige kerneopgave at give et modsvar på.

I de seneste år har vi oplevet en markant ændring i den demografiske udvikling i Europa. Et stigende antal europæiske lande står over for en alarmerende fødselsrate blandt den oprindelige befolkning, samtidig med at indvandrere, især fra muslimske lande, har en højere fødselsrate. Dette er ikke kun en udfordring for fremtidens velfærdssystemer, men også for den kulturelle og sociale sammenhængskraft, der binder vores samfund sammen.

Det er tid til at gøre op med den individualisering og den woke bevægelse, der har undermineret vores fælles værdier og samtidig sikre, at danskerne fortsat vil være en central del af landets fremtid.

I lande som Polen og Ungarn har man iværksat omfattende politikker, der sigter mod at fremme børnefødsler blandt den oprindelige befolkning. Dette er blevet gjort gennem flere økonomiske incitamenter, støtteordninger og kulturel opbakning til familier. Man har indset, at uden en stærk og støttet kernefamilie vil den nationale sammenhængskraft smuldre, og befolkningens størrelse vil falde drastisk. Det er en virkelighed, vi også bør tage alvorligt i Danmark.

I mange vestlige lande, herunder Danmark, har de sidste årtier været præget af en stigende individualisering. Det er blevet vigtigere at realisere sig selv end at skabe og opretholde stabile familier. Samtidig har den såkaldte woke kultur normaliseret, at traditionelle værdier og traditionelle familiekonstellationer ses som forældede eller undertrykkende. Dette er dybt problematisk. For ved at fokusere på individets behov for frihed og selvrealisering, mister vi blikket for det fælles ansvar, vi har for at sikre, at samfundet kan bestå og udvikle sig på en sund og bæredygtig måde.

I Polen og Ungarn har man valgt en anden vej. Her har man sat familien i centrum af samfundet og skabt politiske rammer, der gør det lettere at få og opfostre børn. Familierne får økonomisk støtte og der er skabt en kultur, hvor det at få børn og opbygge en stabil familie ses som en af de højeste værdier. Resultatet er, at flere unge mennesker vælger at få børn og dermed styrkes den nationale befolkning. Dette er en vigtig strategi for at modgå de demografiske udfordringer, vi står over for.

En anden alvorlig udfordring for Europa er den såkaldte befolkningsudskiftning, hvor indvandrere fra muslimske lande får langt flere børn end den oprindelige befolkning. De lande, som vi modtager flest asylansøgere fra, har alle en højere fertilitet end Danmark.

Afghanistan: 4,5. Syrien: 2,8. Marokko: 2,7. Egypten: 3,3. Hvorimod fertilitetsraten i Danmark blot er 1,7.

Denne udvikling fører til en langsom, men vedvarende ændring af Danmarks demografiske sammensætning. I Danmark ser vi allerede tegn på dette i de større byer som København, hvor en stor andel af nyfødte børn har udenlandsk baggrund. Denne udvikling risikerer at ændre samfundets kulturelle og sociale fundament, hvis vi ikke aktivt gør noget for at modgå det.

I stedet for at se passivt til, mens befolkningsudviklingen ændrer sig, bør vi aktivt fremme en politik, der styrker den danske families position og skaber incitamenter for, at flere danskere får børn. Vi skal skabe en politik, der belønner familier og understøtter dem, ikke kun økonomisk, men også kulturelt, så det igen bliver attraktivt at få flere børn.

Danmark skal tage ved lære af de resultater, man har opnået i Polen og Ungarn. Vi har brug for en familiepolitik, der aktivt fremmer børnefødsler blandt den oprindelige befolkning og understøtter kernefamilien som samfundets vigtigste enhed. Dette indebærer både økonomiske incitamenter, såsom skattelettelser og børnetilskud, men også en kulturel genoplivning af familiens rolle i samfundet. Familier skal igen være i centrum af den danske selvforståelse.

Særligt udviklingen i Ungarn er imponerende. Ungarn bruger omkring 5 procent af sit BNP på politikker som skattelettelser, lavrentelån til familier med børn og gratis in vitro fertilitetsbehandling, der tilskynder familier til at få flere børn. Siden 2010, hvor Orbán overtog magten, er Ungarns fertilitetsrate steget med omkring 25 procent og er således gået fra den laveste fertilitetsrate i EU til et stykke over blokkens gennemsnit på 1,5 fødsler pr. kvinde.

At vælge en sådan vej er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om overlevelse som nation. Vi står over for en demografisk krise, som vi ikke kan ignorere. Hvis vi fortsætter den nuværende kurs, risikerer vi at miste vores nationale identitet, vores kultur og vores sociale sammenhængskraft. Det er derfor nødvendigt, at vi griber ind nu og ændrer retning.

Min klare opfordring er, at Danmark burde følge trop: Lad os give en skattelettelse til børnefamilier, afskaffe studiegæld til dem der får børn under studie, give boligtilskud til unge børnefamilier og sidst men ikke mindst, må det aldrig være en økonomisk fordel af blive skilt i Danmark.

Det er på tide, at vi sætter familien først og sikrer, at Danmark forbliver et land, hvor danskerne kan trives og forme fremtiden.