Af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

Der er noget teatralsk over det. Ligesom i den slags bøger og skuespil, der skildrer libertinerlivet, hvor karaktererne har mistet sig selv i dekadence og selvmedlidenhed, og hvor døren pludselig går op, og ind træder… ja, far. Ikke i nogen blid betaudgave med følelserne ud på tøjet. Nej, i skikkelse af dét, Niall Ferguson med vanlig sans for kulturelle tendenser har kaldt: Daddy’s home.

Forestil dig huset af 2014. Et hjem forfaldent af frihedens overdrev. Et sted hvor ingen længere førte rationelle samtaler, men kun tænkte på egen selvrealisering. Hvor intellektet var underkastet den evige renselsesproces, identitetspolitik. Hvor intet, udover den enkeltes følelsesliv, var helligt. Hvor alt skulle dekonstrueres. Bortset fra selvet, som nu skulle afgudsdyrkes.

Men så klappede far i hænderne.

Og ungdommen, som ellers havde danset sig selv søvnløs i det postmoderne maskebal, stoppede op. For noget i dem huskede lyden. Lyden af orden. Af form. Af civilisation. Og således begyndte det, man i dag kalder vibeshiftet. En tilstand, hvor ungdommen finder tilbage til fornuften.

Det var i det tomrum, Jordan B. Peterson trådte frem. Som en professor med Nietzsches ånd i ryggen. Han talte ikke om følelsernes frigørelse, men om pligtens nødvendighed. Ikke om følelser,
men om ansvar.

Og miraklet skete: de unge mennesker med træthed i øjnene og en nihilistisk tilgang til livet begyndte at rydde op. Ikke kun på deres værelser, men i deres hoveder.

Peterson fortalte dem, at merit betyder noget. At mennesket ikke kun er offer, men aktør. At man kan leve uden konstant at læse sig selv ind i intersektionelle klagesange.

Samtidig, i et andet hjørne af denne vestlige dekadencens opera, overtog Elon Musk Twitter. Og med tre ord sendte han chokbølger gennem mediearistokratiet: “You are the media now”, skrev han til hele verden. Det var, som havde man lukket solen ind i en kælder. De selverklærede sandhedsforvaltere, dem med mildest talt tåbelige redaktionelle linjer og en forkærlighed for følelsesportrætter, mistede grebet. Den frie tanke brød igennem. Mennesker begyndte igen at spørge: “Er det sandt?” og ikke bare “Hvilket narrativ bekræfter det?”

Den talende klasses kejserdans blev afsløret, og selv gymnasieelever begyndte at gennemskue, hvordan de var blevet fodret med dogmer forklædt som fakta.

Selv i dette lille, pæne kongerige, hvor meninger helst skal serveres med salt og peber, er noget ved at rykke.
En ny generation er ved at genopdage det, vi kaldte dannelse, før ordet blev misbrugt til klimaopdragelse og feministisk hjernevask. De har fået nok af følelsespolitikkens herredømme. Nok af narrativer, der ikke tåler kritik. Nok af den stadige paranoia for, om ens ord eller tanker nu også passer ind i huset af 2014.

Men der er én ting mere, der kendetegner denne nye generation. De er ikke bange længere. Der var en tid, hvor enhver afvigelse fra doktrinen kunne koste dig jobbet, dine venner og adgangen til de hellige haller og fine saloner. Den tid er forbi. I dag ser man unge, der med stoisk ro og et glimt i øjet siger, hvad de mener, koste hvad det vil. De har gennemskuet moralens manipulatorer. De ved, at dæmonisering er den venstreorienterede ideologis stærkeste våben. Og derfor nægter de at spille med. De kalder en kvinde for en kvinde. De insisterer på, at Vesten er værd at forsvare. De vil have lov til at være almindelige uden at undskylde for det.

Under det hele ligger en dybere impuls. En længsel, som ikke kan forklares alene med kulturkritik eller politisk lede. Det er den nietzscheanske livskraft, der ulmer. En livskraft, Nietzsche selv beskriver således:

“I know of no better life purpose than to perish in attempting the great and the impossible.”

Denne kraft nægter at reducere individet til offer og insisterer på at ville noget med livet. Flere og flere unge føler sig draget af denne ånd og denne livskraft. Nærmest som en eksistentiel betingelse. De fornemmer, at mennesket må ville sig selv. At kampen, lidelsen og striden ikke er tegn på et defekt samfund, men selve livets vilkår. At livet som højreorienteret ikke bare skal overleves.
Men leves.

De søger ikke længere tryghed og komfort, men råstyrke. Ikke længere anerkendelse fra deres venstreorienterede bekendte, men sejre i egen ret. De vil ikke formes af tidsånden, men tage deres egne beslutninger.

Og de ved, at det moderne opdrag “at føle sig frem” og aldrig støde nogen, er åndens, modets og personlighedens dødsleje. Derfor vender de sig mod Nietzsche, mod Peterson, mod idéen om, at der findes noget værdigt i tilværelsen, men at det kræver vilje at nå frem til det. Mod hvem end der er deres daddy. Derfor er vibeshiftet i virkeligheden et udtryk for genopdragelse. Genopdagelsen af de skikke og normer, som aldrig burde være blevet glemt: at fakta kommer før følelser, at meritokratiet altid vinder, at civilisation kræver form. At orden ikke er undertrykkelse, men forudsætning for frihed. Og at den form for frigørelsesliberalisme, der prædiker frihed uden ansvar, er infantil.

Så når Ferguson proklamerer, at far er hjemme, så handler det om, at nogen igen tør rejse flaget for det, der gjorde os frie i første omgang: pligt, rationalitet og viljen til at stå oprejst, selv når stormen raser. Og måske er det netop det, der gør dette vibeshift så farligt for den gamle orden: De unge, der rykker til højre, gør det ikke med skum i mundvigene. De gør det med stolthed, rank ryg og et fremadskuende blik. Og de har tænkt sig at rydde op. Far er nemlig kommet hjem. Og han er kommet for at blive.

Velkommen til Modstrømmen 4.0