af Eva Selsing, filosof og forfatter
Da jeg læste på universitetet i 00’erne og 10’erne, var der endnu ikke nogen egentlig cancel-kultur. Men der var ansatser, i form af en nærmest automatisk politisk ensretning: på min årgang på omkring 100 studerende var vi to erklærede borgerlige. Den ene rejste inden bachelor-eksamenen, og så var ’vi’ én tilbage. Jeg husker nogle få debatter med mine medstuderende om politik, som endte med, at de forlod situationen i vrede. Det var også mit indtryk, at kulturen på stedet trak de studerende mod venstre. Flere unge mænd, der startede på samme tid som mig, så til at begynde med ordentlige og pæne ud. Soignerede, glade, friske. Inden året var omme, havde de ændret deres udseende til noget, der bedre harmonerede med hashtågerne fra studentercaféen Alkvantor og de dertil hørende holdninger. Hvad der end er modsætningen til ’soigneret, glad og frisk’. De fik nyt livsindhold i læsningen af (eller, hvis jeg må være fræk, om) Frankfurterskolen. En færdigsyet identitet, hvor politikken ligesom bare fulgte med. Hvor meget, denne udvikling skyldtes pensum og hvor meget, det skyldtes den øvrige socialisering, er jeg ikke sikker på. Men der var en både social og kulturel bevægelse mod venstre, som ikke så med venlige øjne på dem, der gik den anden vej.
Samme fænomen gjorde sig gældende blandt underviserne. Dengang kunne mængden af borgerlige undervisere tælles på én hånd (og alle de andre undervisere vidste, hvem disse borgerlige var, og rynkede på næsen ad dem. Jeg ved det, fordi jeg så det). De få borgerlige var stort set alle omhyggelige med at skjule deres politiske holdninger, mens de venstreorienterede havde fri bane. Ja, det var nærmest en konkurrence om, hvem af dem, der mest åbent kunne skilte med, at de var ’very liberal’, som man kunne skrive i sin bio på Facebook.
Mit universitet var socialt intolerant og ensporet, men der var stadig en slags plads til én som mig. Der var stadig alment accepterede idealer for sandhed. Selv de mest venstresnoede undervisere anerkendte, at sandheden var uafhængig af budbringeren. Er det fortsat tilfældet? Jeg er ikke så sikker. Under alle omstændigheder har et vestligt sandhedsideal trangere kår, hvor der hersker cancel-kultur. For bag mobningen og udskamningen, der overfladisk set kendetegner aflysningen af bestemte positioner og ytringer, ligger netop en forkastelse af dette ideal.
Hvis man går på et naturvidenskabeligt fakultet, lyder den slags sikkert besynderligt, men den er god nok. Skal man forstå sandhedsopgøret, bliver man nødt til at forstå Foucault. En tænker som næsten alle humanister og de fleste samfundsvidenskabeligt studerende har stiftet bekendtskab med, men de færreste har forstået. Slet ikke lektorer i teatervidenskab.
Foucault hævdede, at sandhed er et resultat af magt. Ja, faktisk er det meste af livet magt. Hvorfor straffer vi mordere? Et resultat af magt. Hvorfor synes vi, at liv og familie grundlæggende er opbyggeligt? Magt. Hvorfor mener vi, at en kvinde er et menneske født med en livmoder? Magt. Alt er magt. Selv tyngdeloven og farverne.
Man kan sige, at magt er en social konvention. Den findes ikke hos noget enkelt menneske, men er snarere en diffus størrelse mellem os. Derfor bliver gruppekategorier pludselig relevante i spørgsmålet om sandhed. Der er nemlig hvide sandheder, lesbiske sandheder og sydamerikanske sandheder. Altså, ikke rigtige sandheder. Bare noget, nogen har rottet sig sammen om at mene.
Livet er et spil om magt, og i det spil er det de hvide mænd/heteronormativiteten/de borgerlige/etc., der har taget magten. Det er derfor, de alligevel tager fejl. Med al deres magt har de blandet kortene, så de altid falder ud til deres fordel, og så disse onde typer kan undertrykke andre. Verden er uretfærdig, fordi [indsæt sæsonens hadeobjekt] bestemmer. Derfor må alt, der associeres med dette hadeobjekt – om det så er sandhedssøgen, traditionelle kønsroller, biologisk køn, kristendom, familieskabelse, fædrelandskærlighed, værdsættelse af orden eller objektive kriterier for videnskab – nedbrydes. Og det gør man blandt andet ved at nægte dem, der menes at repræsentere disse værdier, en stemme.
Naturligvis, og åbenlyst, det stik modsatte af, hvad et universitet er. Den politisk motiverede, bevidste kvælning af divergerende perspektiver på verden, på en bund af ideologisk had. Hvordan kan sådan en bevægelse vokse frem i akademia, der skulle være den frie tankes helle? Udover svage ledelser og undervisere, som selv er (meget) venstreorienterede, er der en underbelyst facet af cancel-kulturen: dens kvindagtighed. Altså den indirekte aggression. Hvor man med sladder, bagvaskelse i form af politisk skandalisering og eksklusion forsøger at eliminere dissens. Mænds aggression er (eller har været) direkte, i konfrontationer med åben pande. Kvinder har, af evolutionære årsager, været nødt til at passe på fysisk, og har derfor udviklet andre metoder. Disse metoder lader til at være præcis hvad cancel-kulturen, som den venstreorienterede mand pikant nok har taget til sig, er gjort af.
Og så har vi den intellektuelle falliterklæring, som er aflysningskultens modus operandi: man vinder ikke ved at have de bedste argumenter, eller ved at frembringe de mest lødige og overbevisende videnskabelige artikler. Altså ved den ærlige, åbne konfrontation med ord. Man vinder ved at ekskludere de andre. Intimidere, diffamere, sladre. Ammestuens mekanik.
Foucault har, for så vidt som cancel-kulturen får lov at blomstre videre, vundet over sandheden og dermed også over universitetet. Spørgsmålet er, hvad det så er for en institution, der er tilbage.