Christian Egander Skov er forfatter til bøgerne “Borgerlig krise” og “Folkeligt skal alt nu være”

Hvad vil det sige at være borgerlig? Hvis man er studerende på et dansk universitet, kommer man til at opleve, at andre står klar til at definere det for en. Oftest på den mindst generøse måde tænkeligt.

Men den borgerlige position i politik og samfundsliv rummer både en interessant historie og et solidt udgangspunkt, hvorfra man kan tænke selv. Og det sidste er jo under alle omstændigheder det afgørende. Ingen politisk tænkning leverer svarene for en. Og støder man på en, der hævder netop det, er det med at komme af sted i en fart.

Borgerligheden rummer altid både noget liberalt – forsvaret for det enkelte individ – noget konservativt – forsvaret for kontinuitet, stabilitet og tradition – ja og så det sidste og måske afgørende element.

For dansk borgerlighed adskiller sig fra borgerligheden i mange andre lande ved historisk at have forstået sig selv som folkelig.

Den er ikke elitens forsvarsværk mod masserne, men en politisk tradition, der forbinder frihed, ansvar, national sammenhængskraft og det almindelige menneskes erfaringer.

Historisk er den i høj grad formet af 1800-tallets folkelige oprør mod eliterne: Bondebevægelsen, Grundtvig, lokalt selvstyre, mistillid til centraliseret magt og forestillingen om, at frihed først bliver meningsfuld, når den bæres af forpligtende fællesskaber.

Dengang var dansk politik præget af modsætningen mellem to partier, Højre og Venstre. Højre repræsenterede den gamle konservative statstænkning, mens Venstre udsprang af demokratiske, landlige og folkelige kræfter.

Venstre var dog ikke blot et liberalt parti i moderne forstand. Det rummede en kulturkonservativ og antielitær strømning, hvor den frie borger ikke blev forstået som et isoleret individ, men som et menneske forankret i familie, egn, forening, kirke, sprog og nation.

Her ligger noget af det særegne ved dansk borgerlighed. Dens interesse var den myndige borger, der ikke vil regeres ovenfra, men heller ikke reduceres til forbruger, klient eller offer.

Den lille erhvervsdrivende, den lokale forening og den ansvarlige familieforsørger har været vigtigere figurer i dansk borgerlighed end aristokraten eller teknokraten.

Skal man forstå baggrunden for dette, kan betydningen af præsten, digteren og den åndelige altmuligmand N.F.S. Grundtvigs næppe overvurderes. Hans begreb om folkelighed bandt demokrati, national kultur og personlig oplysning sammen.

Det var ikke simpel populisme, hvor man blot taler folk efter munden, men en langt mere radikal og udfordrende tanke: Det almindelige folk skulle løftes åndeligt og kulturelt for at kunne stå frit, myndigt og selvsikkert.

Frihed betød ikke frigørelsen fra alt, men var forudsætning for at kunne tage ansvaret på sig som borger.

Derfor har dansk borgerlighed på sit bedste været republikansk snarere end rent liberal. Det vil sige republikansk i filosofisk forstand, ikke som modstandere af monarkiet eller som støtter af et efterhånden outreret parti på den amerikanske højrefløj.

Borgerligheden har her insisteret på en sammenhæng mellem individets frihed og det fælles bedste. Den har, når den var bedst, afvist både statskonservatismens tendens til at sætte staten over borgeren og den elitære liberalismes tilbøjelighed til at sætte individets selvudfoldelse over samfundets sammenhængskraft.

Alt dette prægede ikke kun den del af borgerligheden, der kan føres tilbage til Venstre.

Da Det Konservative Folkeparti blev grundlagt i 1916, skete det i en erkendelse af, at også konservatismen måtte være folkelig. Højre måtte lægges i graven, og forsvaret for stabilitet og kontinuitet baseres på folkeligt grundlag. Således var partiets første program ikke alene et forsvar for orden, tradition og national sammenhængskraft, men rummede også en kritik af kapitalkoncentration og af de kræfter, som kunne gøre det frie samfund ufrit gennem økonomisk afhængighed.

Den tidlige danske konservatisme havde blik for, at et samfund ikke bliver frit, blot fordi staten fylder mindre. Magt kan også samles i store økonomiske enheder, centraliserede institutioner og hos kulturelle eliter, som mister forbindelsen til de mennesker, de hævder at tale på vegne af. Den borgerlige opgave er derfor ikke kun at begrænse staten.

Men at beskytte de livsformer, hvor mennesker faktisk kan være frie.

Jeg tror, at denne arv forklarer, hvorfor dansk borgerlighed lettere end mange andre højrefløje har kunnet forholde sig til udlændingepolitik, integration og national kultur, de kom på dagsordenen fra slutningen af 1990’erne.

Da Dansk Folkeparti voksede frem, var partiet ikke et fremmedlegeme. Partiets vægt på national sammenhæng, kritik af eliter og almindelige menneskers tryghed trak jo på strømninger, der allerede fandtes i dansk borgerlighed. Måske havde de andre borgerlige bare glemt det? Derfor kunne udlændingepolitikken ændres markant efter 2001 og siden blive en bred politisk konsensus på tværs af politiske fløje. Det skyldtes ikke kun taktisk tilpasning, men også at den nationale og folkelige dimension aldrig havde været fremmed for dansk borgerlighed.

Spørgsmålet i dag er om, borgerligheden stadig har denne sans for sammenhængen mellem dens tre konstituerende elementer, og ikke mindst betydningen af det folkelige. En borgerlighed, der mister forbindelsen til det almindelige menneskes livsverden, mister også forbindelsen til sin egen danske arv. Dansk borgerlighed bør hverken være nostalgisk eller snævert populistisk, men den heller ikke være elitær og progressiv. Den bør være folkelig i den dybere betydning: forankret i ansvar, nation, foreninger, små fællesskaber og den myndige borger. Dens opgave er hverken at tilbede folket eller at forsvare eliten.

Dens opgave er at holde fast i, at et frit samfund kun består, hvis friheden vokser nedefra. Rødderne først. Og herfra kan træets krone række efter selv den højeste himmel.