Af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen
En ny undersøgelse viser, at hvert syvende barn søger følelsesmæssig støtte og omsorg hos kunstig intelligens. Det sætter Romeo Troelsgaard ord på i dette digt.
DIGITAL TRØST ER ALT, DE KENDER
Danmarks børn
tørster efter trøst
hos chatrobottens
flatterende
glatte glans
og miskundhedssvar
skærme
blikke ud af øjenkrogen
det er alt, de kender til
for forældrene
lever i genskæret
af deres skærme
når de ikke har
overarbejde
weekendvagter
og spontane telefonmøder
men robotten
den svarer altid
den har aldrig
travlt
det hele bimler og bamler
iPads
bliver givet i dåbsgaver
legetøj er blevet uinteressant
for hvordan kan fantasien
og en plastikko hamle op med
alskens overstimulerende
sensoriske stimulanser
på skærmen
er alt, de kender til
en generation af
efterladte børn
opdrages
af alt det
hurtigkørende og åndløse
TikTok
Snapchat
Insta
swipe
streaks
stories
stories
skønt der ikke er mange
fortællinger at fortælle
andet end at »børn«
er et udødt fænomen
alle drenge skal
gå i dyrt mærketøj
til skolebal
pigerne skal have
fuld makeup
i mellemtrinnet
alle skal være seje
og store
i ræset trænger ensomheden
ind gennem persiennerne
og maler en grå stribe
på børneværelset
de kan ikke læse og regne
men de kan
differentiere
hvad der er
»cringe«
og det nyeste nye
man bare skal eje
lyset fra skærmen
er blevet
den nye natlampe
den gør blind
og ansigterne
bliver endimensionelle
et uhørligt råb om hjælp
der runger som tinnitus
i deres trykkende brystkasser
og angstfyldte mavesække
er alt, de kender til
der søges omsorg
hos techgiganternes
nyeste »smarte« projekt
med svar programmeret
af en algoritme
men hvem kan fortænke?
for se den kolde verden
de møder
når blikket løftes
fra telefonen
se de udeblevne svar
og tomme rum
med rungende tavshed
chatrobottens konstante rådighed
er alt, de kender til
og et sted derude
i den mørkegrå aftenvind
suser der partikler rundt
af efterladthed
af barndommens
skrøbelighed og fantasi
en flaskepost hvirvlende
gennem vestenvinden
må lande på en strand
et sted
med en ulæselig besked
kun dem der stadig
har legeaftaler
og dem uden mobiltelefoner
kan forstå
en aften for nylig sad jeg
og indså
at jeg er af
den sidste generation
af barndomsfyldte børn
vi er de sidste
der fik lov til
at kede os
kom med
vi gør det sammen –
vi flygter fra
bekvemmelighedens
endeløse jagt
i farten
trøsten findes
i det menneskelige
sikke en skam
når vores mål
nu om dage er at
køre det hele i sænk
giv mig et kys i skumringen
hold mig i hånden, mens vi
drukner i edb.