Af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen
For en knap to uger siden offentliggjorde tidligere kongelig undersøger Troels Lund Poulsen sammen med LA og Konservative, at de foreslår en VLAK-regering. DF, DD og løsgængerne var med, men det hele kunne ikke lade sig gøre matematisk uden Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne.
Og den 22. maj kom det, som jeg troede ikke ville komme som en overraskelse for nogen. At Lars Løkke selvfølgelig ikke ville bakke op om en VLAK-regering, da han ikke selv kan blive minister i den. Måske var det en naiv tanke fra mig, eller måske endda ønsketænkning, at alle blå partier godt var klar over, hvad Lars Løkkes ærinde stadig er i dansk politik. Han. Vil. Være. Minister. For. Enhver. Pris.
Jeg blev decideret sur, da jeg hørte Inger Støjberg, nogle timer efter at Løkke havde vendt tommelfingeren nedad til VLAK-regeringen, sige at hun længe har haft den opfattelse, at Lars Løkke rykker sig længere og længere mod venstre. Og da politisk ordfører fra Konservative, Frederik Münster, kaldte det for et maskefald fra Lars Løkkes side på sin Facebook.
Og endnu værre skrev Alex Vanopslagh dette på sin Facebook:
“Vi har lige været vidne til et dybt forstemmende politisk maskefald. Lars Løkke har klart og utvetydigt vist, at politik for ham ikke handler om noget – det handler om nogen. Lars Løkke har afvist en regering, der ville gennemføre en stor del af den økonomiske reformpolitik, som Moderaterne gik til valg på, til fordel for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. (…) Moderaterne er ikke det midterparti, han solgte til vælgerne. Moderaterne er et rødt parti.”
Altså undskyld mig, men hvordan kunne det komme som en overraskelse for jer!? Det stod jo skrevet i stjernerne, at det ville ende sådan her. De seneste par uger har jeg ikke lavet andet end at blive pinligt berørt over den ene borgerlige politiker efter den anden, der ikke kan forstå Lars Løkkes gøren og laden. Og hvorfor har Støjberg ikke kategorisk afvist Løkke, hvis hun mener at han er blevet venstreorienteret?
Altså Morten Messerschmidt forsøgte at fortælle jer det og samtidig samle blå blok ved at frigøre sig fra Lars Løkke allerede tilbage den 3. oktober 2024. Nu står de øvrige borgerlige tilbage og kan ikke forstå, hvordan Lars kunne finde på det. Det vidner om en grundlæggende inkompetence at ville holde døren åben for Lars Løkke, fordi når blå blok forsøger at invitere Løkke og Moderaterne indenfor i den blå familie, så gør de Løkke til dansk politiks mest magtfulde.
Og der har endda været rig mulighed for at lukke døren i. Efter det kom frem, at Lars Løkke for anden gang havde forsøgt at købe et folketingsmandat, kunne de øvrige blå partier foruden DF træde væk fra det cirkus, som Lars Løkke er. Træde væk fra Løkkes udemokratiske natur og gudekompleks, der hæver ham selv over Danmarks bedste.
Men hvis en samlet blå blok havde haft nosser til at smække døren i Løkkes fjæs, så ville blå blok stå stærkt skulder ved skulder, hvor grundstenene var en stærk økonomi, stram udlændingepolitik, flere penge til forsvaret og en fælles kamp mod at gøre det billigere at være dansker.
Ja, blå blok kunne have stået tusind gange stærkere og mere samlet forud for valgkampen. Og hvis V og K klart og tydeligt havde afvist en regering hen over midten før valgdagen.
De “pæne og rene” borgerlige partier er dem, som har givet Lars Løkke sin magt som kongemager i midten, fordi de ikke smækker døren i hovedet på ham.
Men ak, døren blev ikke lukket, og nu står vi her, hvor medlemmer af den blå familie står i kø for at tude over, at Løkke gjorde det, som jeg troede alle kunne have forudset! I Løkkes verden handler det kun om ham – det skal en samlet blå blok snart til at forstå, ellers kan vi vinke farvel til at få samlet noget borgerligt på benene i fremtiden.
Så måske skulle Mona Juul, Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Troels Lund Poulsen have lyttet til Morten Messerschmidt, da han sagde, at blå blok samlet skulle frigøre sig fra Lars Løkke Rasmussen. Så havde vi i hvert fald ikke stået her med en ny indvandringsglad og kulturradikal regering (i det omfang der er en forskel).