Formanden for franske Rassemblement National, Jordan Bardella, var gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde 2024. Modstrømmen var til stede i salen og bringer her Bardellas tale i en oversat, dansk version.

Mine damer og herrer, kære venner,

Det er en ære for mig at tale ved kongressen for vores allierede i Dansk Folkeparti, på invitation fra vores venner, formand Morten Messerschmidt og Europa-parlamentarikeren Anders Vistisen.

Vi har netop afsluttet en intens valgperiode i Europa, hvor patriotiske partier har opnået et historisk gennembrud over hele kontinentet.

I Frankrig opnåede Rassemblement National, som jeg havde æren af at lede for anden gang, 31,37% af stemmerne – det bedste resultat i partiets historie og et af de højeste i vestlige demokratier. Dette hidtil usete resultat giver os den største delegation i Europa-Parlamentet, foran de tyske konservative fra CDU/CSU, hvilket er et tegn på de ideologiske omvæltninger, der er i gang.

Ved at danne den tredje største gruppe i Europa-Parlamentet, sammen med premierminister Viktor Orbán, som jeg gerne vil rose for hans mod og vedholdenhed, har vi sikret denne dynamik og indskrevet den i den nye parlamentariske virkelighed. Der er stadig meget at gøre for at opbygge et flertal, der kan styre Europa-Parlamentet i fremtiden, og jeg regner med jer for at fortsætte det utrættelige arbejde.

I denne gruppe af 12 nationaliteter er jeg meget stolt af at kunne regne Dansk Folkeparti blandt vores venner. I mange år har Dansk Folkeparti været på forkant med alle de store emner, der i dag står centralt i de nye politiske skillelinjer. Partiet har altid været skarpsynet og fremsynet i spørgsmålet om identitet og de trusler, som ukontrolleret, anarkistisk immigration udgør for vores europæiske og vestlige samfund, især immigration fra lande, der ikke deler vores værdier, livsstil og kulturer.

Sagen om “Muhammed-tegningerne”, der blev offentliggjort i den danske avis Jyllands-Posten i 2005, viste for det danske folk den dybe uforenelighed mellem islamisme og de friheder, som vi i Vesten har kæmpet så hårdt for. Denne uforenelighed blev allerede påpeget ti år tidligere af Dansk Folkeparti, da partiet blev dannet i 1995.

I har også været skarpsindige og fremsynede i jeres forståelse af, at den danske velfærdsstat primært skulle gavne danskerne, og at den ikke skulle bruges til at forsørge folk fra hele verden. Vores sociale systemer er frugten af vores historie, men også resultatet af en bestemt kultur og civilisation, der er unik for Europa. De er et udtryk for mod, intelligens og arbejdsomhed hos vores folk, og de bygger først og fremmest på national og ikke global solidaritet.

En grænseløs udvidelse af den nationale solidaritet er en fejltagelse, der uundgåeligt vil føre til dens kollaps under vægten af misbrug og mistillid.

I har også været skarpsynede og fremsynede omkring farerne ved den samme masseindvandring, som truer den civile fred og sikkerheden, og I har tidligt talt for strengere retslige foranstaltninger.

Endelig har I været skarpsindige og fremsynede i erkendelsen af nødvendigheden af at beskytte jeres nationale suverænitet mod indblanding fra EU-Kommissionen. National suverænitet er et andet ord for demokrati: Man kan ikke længere tale om demokrati, hvis folket ved hvert valg ikke har den reelle mulighed for at ændre politik, hvis de ønsker det. Hvad det franske folk sagde i 2005, nemlig nej til den europæiske forfatning, havde danskerne allerede sagt i 1992 ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. I har en lang tradition for at værne om national suverænitet, hvilket i dag giver jer mere frihed som nation til at føre den politik, I ønsker, især hvad angår immigration.

Det er derfor en ære og en glæde at kunne regne Dansk Folkeparti som en del af vores gruppe af patrioter for Europa. Jeg er overbevist om, at vores relationer vil være gensidigt gavnlige og frugtbare for vores medborgere.

Inden for vores nye gruppe har vi meget arbejde foran os. I denne nye mandatperiode vil vi fuldt ud påtage os den rolle, demokratiet har givet os: at være en vågen og indflydelsesrig opposition, der kan lægge vægt bag europæisk politik.

Udfordringerne er enorme, og lad mig nævne nogle af de vigtigste:

Med jer alle vil vi forsvare beskyttelsen af europæisk landbrug og landmænd mod de absurde krav fra den forfærdelige miljøpolitik, som gør vores bønder til forurenere, når de i virkeligheden sikrer vores fødevareuafhængighed og dermed vores selvstændighed. Det er ikke en anonym kommissær, der skal bestemme, hvad der er bedst for landmandens virksomhed.

Med jer alle vil vi være en ubøjelig politisk kraft, der aldrig vil acceptere Tyrkiets optagelse i EU. Tyrkiet er ikke og vil aldrig blive et europæisk land, og det er ikke til forhandling!

Med jer alle vil vi modsætte os indførelsen af europæiske skatter og afgifter, der vil ramme vores medborgere hårdt og udgøre endnu en udvidelse af beføjelser, der ikke tilhører EU-Kommissionen.

Med jer alle vil vi forsvare nødvendigheden af en grundlæggende reform af asylretten, som er blevet en ny vej til masseindvandring, og vi mener ikke, at vores kontinent skal tage imod hele verdens elendighed. Kampen mod den europæiske migrationspagt, som tvinger vores landsbyer til at modtage migranter, er langt fra slut og vil fortsætte.

Med jer alle, som jeg nævnte i går under vores fælles pressekonference, vil vi kæmpe mod antisemitisme og dens støtter, som findes på venstrefløjen i Europa-Parlamentet, men også inden for EU’s institutioner. Finansieringen af “Gaza-universitetet”, også kendt som “Hamas-campus”, med europæiske offentlige midler, samt EU-institutionernes fremme af den islamiske hovedbeklædning er skandaler fra den tidligere mandatperiode, og vi vil være opmærksomme på, at de ikke gentager sig.

Under alle omstændigheder vil vi kæmpe for Nationernes Europa, som har en enkel definition: frihed for producenterne, beskyttelse af lønmodtagerne, identitet for folkene, og suverænitet for nationerne. På det kontinent, hvor nationerne blev født, kan man ikke bygge Europa uden nationerne – det vil vi ikke tillade.

Vores folk har givet os opgaven at være deres stemme og øjne i dette Europa-Parlament: lad os være værdige til denne ædle opgave.

Lad mig afslutningsvis nævne situationen i mit land, Frankrig.

Selvom Rassemblement National fik 33 pct. af stemmerne i første runde og 37 pct. i anden, langt foran alle andre politiske partier, blev vi forhindret i at få magten gennem en unaturlig alliance mellem Macron-blokken og den ekstreme venstrefløj.

De, der kæmpede mod hinanden dagen før, accepterede dagen efter at trække sig til fordel for hinanden, og opfordrede deres vælgere til at stemme på hinanden, udelukkende for at forhindre, at franskmændene fik den politik, de i stigende grad ønskede.

De, der hævder at repræsentere den liberale midte, opfordrede til at stemme på en af de mest separatistiske og ekstreme venstrefløje i Europa – en venstrefløj, der overtager Hamas’ argumenter for at hidse de islamiserede forstæder op med en grænseløs kynisme. De, der hævder at forsvare lønmodtagernes rettigheder, opfordrede til at stemme på dem, der står bag en politik, der udviser social brutalitet, og som har påført arbejderklasserne og middelklasserne store problemer.

Disse magtspil har ført Frankrig ud i en blindgyde, som vi desværre forudså. Vores land, den næststørste økonomi i EU, synes at leve i et suspenderet demokrati på jagt efter et flertal, der ikke kan findes. Vores nye regering, en skrøbelig koalition af trætte og isolerede bevægelser, er den mindst repræsentative og mindst demokratiske regering i hele Europa. I mangel af en reel vilje til at handle, uden folkelig opbakning eller en klar kurs, er regeringens handlingsmuligheder stærkt begrænsede, og dens levetid ser ud til at blive kort.

Men jeg siger jer: Denne situation vil ikke vare ved. Selvom vi selvfølgelig vil bruge al vores indflydelse til at opnå sejre for franskmændene, er vi allerede i gang med at forberede det skifte, som er vores mål og ambition.

Og vi vil komme til magten.

Hvorfor? Fordi vi er de eneste, der udtrykker det, franskmændene tænker.

Vi er de eneste, der tør bryde tabuet om den sociale indvandring, der lægger en hidtil uset byrde på de offentlige finanser, og som ingen regering tør tage fat på, fordi de er underlagt politisk korrekthed.

Vi er de eneste, der siger, at franskmændene kun bør støtte den franske fødselsrate, ikke hele verdens, og at børnepenge skal gå til franske familier.

Vi er de eneste, der tør påpege den statistiske sammenhæng mellem masseindvandring og gadekriminalitet.

Vi er de eneste, der taler om middelklassens købekraft, som bliver presset af skatterne og tvinges til at betale for alt uden at få noget til gengæld.

Vi er de eneste, der har gjort spørgsmålet om købekraft og nedsættelse af tvungne udgifter til en akut prioritet.

Vi er de eneste, der foreslår pragmatiske løsninger til at genoprette skolen og modernisere den franske økonomi.

Inden længe, håber jeg, vil jeg vende tilbage hertil i Danmark, foran jer, som leder af det parti, der styrer Frankrig.

Indtil da, kære venner, lad os smøge ærmerne op. I Frankrig, i Danmark, i Europa – leve patrioterne!