af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen
Debatten om udlændingepolitik har længe været præget af dagsordener som kriminalitet og kulturforskelle. Ofte med rette. Men der findes også en anden ofte overset men fundamental kritik, som sjældent får spalteplads: en kritik af, hvordan den liberale elite tjener penge på tilstrømningen af udlændinge, mens både den økonomiske og sociale regning efterlades i hænderne på landets lavere middelklasse og relativt lavtlønnede arbejdere. En systemisk uretfærdighed har taget form, hvor eliten kapitaliserer på billig udenlandsk arbejdskraft qua udlændingetilstrømningen, mens den almindelige lavere middelklassedansker og arbejderen betaler prisen – både økonomisk og socialt.
Når den liberale elite, herunder erhvervsfolk og politikere, støtter en grænseløs udlændingepolitik, skyldes det sjældent ren idealisme. Tværtimod ligger der som regel en konkret økonomisk agenda bag, som systematisk tilgodeser erhvervslivets interesser. Billig udenlandsk arbejdskraft er guld værd for en række af landets største virksomheder, særligt i de relativt lavtlønnede brancher såsom rengøring og servicefagene. I takt med at virksomhedsejerne i sådanne brancher kan importere arbejdskraft til lønninger, som ingen danske arbejdere ville kunne leve af, presses arbejdsmarkedet til gavn for virksomhedsejernes profitmarginer men til skade for danske arbejdere.
Danske arbejdere, særligt de ufaglærte, oplever således konsekvenserne af den liberale udlændingepolitik på deres egen lønseddel, når de modtager den i slutningen af hver eneste måned. Når en virksomhedsejer kan importere udenlandsk arbejdskraft til markant lavere lønninger, presses de danske lønninger tilsvarende. Den lavere middelklasse, som ellers engang kunne stole på en relativt sikker indkomst og jobstabilitet, kan nu se deres økonomiske fundament smuldre. I stedet for det optimale arbejdsmarked, hvor danske ufaglærte kan leve af deres arbejde, får vi i stedet et arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere kan undgå at give ordentlige vilkår og lønninger, fordi de ofte kan finde billigere alternativer udefra. Se bare på virksomhederne Wolt og Nemlig.
De lave lønninger og dårlige arbejdsforhold, som mange udenlandske arbejdere accepterer, tillader danske virksomheder at maksimere deres profit og konkurrere på prisen – en konkurrence, der ville være sværere at vinde, hvis alle medarbejdere skulle have lønninger, man kunne leve af i Danmark. På papiret ser det godt ud for dansk økonomi: lavere produktionsomkostninger og øget konkurrenceevne. Men denne økonomiske gevinst kommer med en pris, som betales af almindelige danske lønmodtagere.
Eliten profiterer således på en udenlandsk underklasse af billig arbejdskraft, som de kan udnytte uden skrupler. Arbejdere fra Danmark, som førhen havde en relativ tryg position, oplever nu en usikkerhed i deres dagligdag, idet lønningerne presses ned, og mange jobmuligheder simpelthen forsvinder eller reserveres af billig udenlandsk arbejdskraft. Den lavere middelklasse, som engang var rygraden i vores samfund, er nu reduceret til tavse ofre for en grådig politik, der tilgodeser elitens profitbegær.
En anden skævhed opstår, når det kommer til placeringen af udrejse- og asylcentre. Disse placeres aldrig i de områder, hvor eliten bor – eksempelvis i Gentofte, Hellerup eller på Østerbro – men derimod ofte i landdistrikter og lavindkomstkvarterer, hvor arbejderklassen og den lavere middelklasse bor. For eliten er tilstedeværelsen af disse centre noget, der foregår i periferien; de behøver ikke bekymre sig om ejendomsværdier, der falder, eller om stigende utryghed i nærområdet. Deres kvarterer er rige og trygge, mens den almindelige dansker må leve med den belastning, der følger med placeringen af udrejsecentre.
Det resulterer så i, at den lavere middelklasse og danske arbejdere mister muligheden for at investere i deres egen fremtid, idet deres ejendomsrettigheder undergraves af politiske beslutninger, der træffes langt fra deres indflydelsessfære. Denne skævvridning i byrdefordelingen gør det tydeligt, at den liberale elites performative idealer om tolerance og solidaritet sjældent rækker så langt, at de selv tager del i byrden, der medfølger.
Den danske lavere middelklasse oplever ligeledes konsekvenserne af udlændingepolitikken gennem en presset folkeskole. Integrationsproblemer og sprogbarrierer fylder i skolerne i arbejder- og lavindkomstkvarterer, hvor ressourcerne allerede er strakte til det yderste. Med en stigende andel af elever med udenlandsk baggrund bliver der mindre tid til den enkelte elev, og det går uundgåeligt ud over danske børn, der går i disse skoler. I praksis bliver undervisningen i højere grad en integrationsopgave end en egentlig faglig læringsproces.
Den liberale elites børn går sjældent i de samme skoler som den lavere middelklasses og arbejdernes børn; de går på privatskoler og internationale skoler, hvor ressourcerne er rigelige, og hvor de kan få den opmærksomhed og undervisningskvalitet, de behøver. Den lavere middelklasses og arbejdernes børn, derimod, efterlades i et offentligt system, som presses til det yderste for at håndtere udfordringerne ved den omfattende udlændingetilstrømning. Resultatet bliver, at den lavere middelklasses børn får færre muligheder og ringere uddannelsesmæssige resultater, mens den liberale elites børn nyder godt af de privilegerede uddannelsesmuligheder, som deres forældres økonomiske ballast giver dem adgang til.
På boligmarkedet ser vi også de negative konsekvenser af udlændingetilstrømningen, hvor den stigende efterspørgsel efter boliger presser priserne op i en grad, der gør det umuligt for mange danskere at komme ind på markedet. Den lavere middelklasse og arbejderne, der tidligere havde en realistisk mulighed for at opnå boligejerskab, ser nu deres drøm om egen bolig glide længere og længere væk. Den liberale elite, der allerede ejer boliger – både som hjem og investering – ser imidlertid deres ejendomsværdier stige og kapitaliserer på et boligmarked, som udelukker dem, der har færrest midler.
Denne udvikling kræver et opgør. En stram udlændingepolitik er ikke kun nødvendig for at bremse kriminalitetsstatistikkernes opsving eller for at marginalisere kultursammenstød. Den er lige så nødvendig for at beskytte den danske arbejder og den lavere middelklasses jobmuligheder, boligdrømme og deres børns fremtid. Et opgør med den lempelige udlændingepolitik er således også et opgør med ulighed.
Den liberale elites udlændingepolitik er ikke blot en økonomisk model; det er en moralsk og social udfordring. Den fastholder eliten i en fordelagtig position og efterlader danske arbejdere og den lavere middelklasse på perronen – og der er kun 2 minutter til at næste tog med hundredvis af udlændinge ankommer til stationen, Danmark.