Af Jonas Hoeck, ph.d. i litteraturvidenskab
Efter sommerferien begynder mange håbefulde unge på deres universitetsstudier. Men de få borgerlige unge, som har forvildet sig ind på et humanistisk studie, bør kraftigt overveje at droppe ud og vælge en anden uddannelsesvej. For humaniora er ikke længere for borgerlige mennesker.
Det er ikke, fordi der ikke kan være stor værdi for borgerlige i at fordybe sig i humanistiske fagområder som litteratur, historie, religion, filosofi, antropologi og sprog. En sådan fordybelse kan gøre én klogere på livets og verdens mange facetter, og flere af vor tids mest interessante borgerlige personligheder er da også uddannet inden for humaniora.
Men de humanistiske uddannelser har bevæget sig så langt væk fra det klassiske dannelsesideal og er blevet så optagede af at fremme venstreorienterede teorier og politiske dagsordener, at det for borgerlige unge i dag giver mere mening at læse bøger og danne sig i fritiden ved siden af en anden uddannelse og senere et arbejde.
Tidligere fandtes der en større ideologisk diversitet på de humanistiske fakulteter. Der herskede en accept af, at forskellige idéer og traditioner skulle brydes med hinanden, og at universitetet skulle være et sted for fri undersøgelse og åben faglig uenighed. Derfor kunne man som studerende være heldig at få en borgerlig forsker som underviser. Men den tid er forbi.
Siden venstrefløjen kom i overtal på de humanistiske fakulteter ved de vestlige universiteter, har den gjort alt, hvad den kunne, for at holde anderledestænkende ude eller nede. Gennem kontrollen med de videnskabelige tidsskrifter er det lykkedes at gøre venstreorienterede teorier til accepteret videnskab. Samtidig er der blevet skabt konsensus om, at tekster og bøger, som ikke tager udgangspunkt i disse teorier, og som ikke er skrevet eller udgivet inden for universitetsverdenen, skal betragtes som pseudovidenskabelige.
De fleste venstreorienterede forskere vil godt nok stadig hævde, at der hersker stor tanke-, ytrings- og forskningsfrihed på universiteterne. Men ser man på pensumlisterne og på de forskningsartikler og bøger, som bliver publiceret, vil det være tydeligt for enhver, at de er domineret af tekster, som tager udgangspunkt i de samme venstreorienterede teorier og fokuserer på de samme politiske temaer, som venstrefløjen interesserer sig for.
I dag er det derfor meget svært at finde borgerlige forskere og undervisere på de humanistiske fakulteter. De forsvindende få, som findes, lever et stille og hårdt akademisk liv, hvor de ofte tvinges til at undervise i venstreorienterede emner og idéer, som de ikke selv tilslutter sig, og hvor de kommer i problemer, hvis de bedriver forskning, som ikke stemmer overens med venstrefløjens politiske pointer.
I Danmark er der jævnligt sager, hvor forskere selv siger op eller ikke fortsætter på universitetet, fordi de ikke kan holde meningsdiktaturet ud. Man har lige kunnet læse om professor i statskundskab ved SDU Gunnar Lind Haase Svendsen, som valgte at sige sin stilling op, fordi han var træt af at skulle underlægge sig venstreorienterede dogmer. Tidligere har man kunnet læse om Marianne Stidsen, som også valgte at forlade sin stilling som lektor i dansk og nordisk litteratur ved Københavns Universitet, fordi hun var under pres fra sine venstreorienterede kolleger.
Borgerlige, som vælger et humanistisk studie, kan derfor se frem til en studietid, hvor de konstant skal overvære forelæsninger, hvor både underviserne og deres mange venstreorienterede medstuderende prædiker om, hvor onde hvide, kapitalistiske og borgerlige mænd er. De vil igen og igen høre om, hvor vigtigt det er, at samfundet forandres i en feministisk, minoritetsorienteret og klimavenlig retning, og at cirkulær økonomi og andre nymarxistiske systemer indføres.
De kan ligeledes se frem til eksamener, hvor de skal beskrive og forsvare disse venstreorienterede idéer for at opnå en god karakter. For på de humanistiske studier kan borgerlige ikke længere regne med, at det er tilstrækkeligt at være fagligt dygtige eller argumentere godt. De venstreorienterede undervisere vil ikke acceptere borgerlige idéer som valide, men straffer i stedet de studerende, som ikke kan gengive de venstreorienterede teorier og idéer godt nok.
Man skal heller ikke være så naiv at tro, at det bliver bedre, hvis man er dygtig nok til at opnå et ph.d.-stipendium. Det er i dag meget svært at få mulighed for at skrive om emner, som ikke har med klima, køn eller race at gøre, og det er stort set umuligt at få lov til at bruge borgerlige forskere som kilder. Forsøger man alligevel, vil man få meget svært ved at finde vejledere og kolleger, som ønsker at samarbejde.
Man har i onlinemediet The Critic lige kunnet læse om en sag fra England, hvor den britiske ph.d.-studerende Matthew Keehan ved Solent University oplevede at blive frosset ude af sit kunstfaglige forskningsmiljø, efter at han havde ønsket at benytte tekster af den konservative Roger Scruton. Hans ph.d.-vejleder fandt materialet upassende uden at give en nærmere faglig begrundelse. Sagen kulminerede ved hans afsluttende ph.d.-forsvar, hvor Keehan blev kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at have reflekteret over sin position som en vestlig, hvid, mandlig forsker. Efter forsvaret var bedømmernes fælles anbefaling, at afhandlingen skulle gennemgå omfattende ændringer, og at Keehan skulle til et nyt forsvar. De ekstra studieafgifter betyder, at han nu risikerer at måtte opgive ph.d.-forløbet af økonomiske grunde.
De unge borgerlige, som har valgt en humanistisk uddannelse, bør derfor gøre sig selv den tjeneste at droppe ud og i stedet søge ind på et økonomisk studie, finde en traineeplads i en bank eller vælge en lignende vej. Det giver større økonomisk sikkerhed, mindre hovedpine og flere venner – og måske også en sød kæreste, som ikke hele tiden fortæller dem, hvor undertrykkende deres borgerlighed er.
Så længe politikerne ikke vil gøre noget seriøst ved dette problem og eksempelvis indføre krav om øget ideologisk diversitet i undervisningen, er det at være borgerlig og studere humaniora i dag en blindgyde.