Af Katrine Daugaard, socialordfører for Liberal Alliance

Otte adopterede fra Sydkorea har nu stævnet den danske stat for at have handlet i strid med menneskerettighederne og dansk lovgivning, i forbindelse med at de som børn blev adopteret til Danmark

De kræver ikke bare erstatning. De kræver anerkendelse af, at Danmark kan have svigtet grundlæggende i sager, hvor børn blev sendt hertil på falske eller mangelfulde papirer, hvor biologiske familier måske aldrig gav et reelt samtykke, og hvor danske myndigheder alligevel lod adoptionerne fortsætte.

Det er alvorligt. Ikke kun for de otte personer, der nu går rettens vej, men for hele Danmarks selvforståelse som retssamfund.

For sagen handler ikke om, hvorvidt adopterede har haft gode eller dårlige liv i Danmark. Den handler om noget langt mere grundlæggende: Om børn kan være blevet fjernet fra deres familier, registreret forkert, gjort “forældreløse” på papiret og sendt ud af landet – mens danske myndigheder lukkede øjnene og endda lagde pres på Korea for at modtage flere børn.

Når adopterede fra Sydkorea nu stævner den danske stat, handler det derfor ikke om utaknemmelighed. Det handler om sandhed, retssikkerhed og ansvar.

Jeg bliver ærligt talt forarget, når debatten reduceres til: “I fik jo et godt liv i Danmark.” For det argument ændrer jo ikke på, om børn er blevet stjålet, handlet, registreret med falske oplysninger eller ulovligt bortadopteret.

Man bliver ikke mindre kidnappet af at få rugbrødsmadder og et parcelhus bagefter.

Jeg har selv været i Sydkorea og mødt biologiske mødre, som lidelsesfuldt har levet årtier i uvished om hvor deres børn var endt og som stadig lever med konsekvenserne mange årtier senere.

Og lad os lige få én ting på plads: Sydkorea var måske fattigt efter krigen, men i 1980’erne var det ikke et samfund, hvor børn behøvede blive eksporteret til Vesten for at overleve. Alligevel kom børn til Danmark dybt underernærede og alvorligt syge, mens papirerne ofte beskrev raske børn. Professor Eva Hoffman har blandt andet afdækket omfattende brug af falske sundhedspapirer i adoptionssystemet. Papirer den danske stat burde have studset over var forbavsende ens. Jeg mødte i øvrigt Eva’s biologiske bror i Korea, og han fortalte, hvordan hans mor og hele familie aldrig blev det samme, efter Eva forsvandt fra den ene dag til den anden.

Hvorfor skete det? Fordi der var enorme økonomiske interesser i systemet, og fordi profit alt for ofte blev vigtigere end børn.

Derfor har jeg også tidligere stillet spørgsmål til socialministeren om blandt andet døde børn i adoptionssystemet og om de alvorlige uoverensstemmelser mellem koreanske og danske registreringer. Hvor blev de børn af? Hvor mange døde på vej til Danmark? Hvor mange døde på dansk grund? For hvordan kan vi kalde os et retssamfund, hvis vi ikke engang vil undersøge, om staten har været med til at svigte børn og biologiske familier?

Det mest opsigtsvækkende er næsten, at skiftende regeringer i årevis har været mere optaget af at beskytte systemet end af at få sandheden frem.

Nu risikerer vi i stedet årelange retssager, enorme regninger til Kammeradvokaten og potentielt massive erstatningskrav, fordi man ikke tog problemerne alvorligt langt tidligere.

Retssikkerhed gælder også adopterede børn som i dag er voksne danske statsborgere med de samme rettigheder som alle vi andre. Det gælder også når sandheden er ubehagelig.