Af Romeo Troelsgaard, Debatredaktør på Modstrømmen

Med en Starbucks-kaffe i hånden, en MacBook i tasken og en iPhone i lommen står der flere tusind unge mennesker i dag samlet, overbeviste om deres egen rolle som samfundets moralske kompas, og at de er undertrykte af nærmest alt. De taler højt om retfærdighed, omfordeling af rigdom og om nødvendigheden af at bryde med strukturer, de ofte kun perifert forstår. Alt imens de er nogle af verdens mest forkælede mennesker, der har ingen idé om, hvad undertrykkelse er.

De står der som lemminger i Fælledparken og råber aktivistiske slagord, gentager pointer, de har set på Instagram, og taler om frihed, mens de i praksis bevæger sig inden for snævre rammer af, hvad der er acceptabelt at mene.

De ved det ikke selv, disse unge venstreorienterede, men de er repræsentanterne for dobbeltmoralens politik og frigjorthedens position, hvor holdninger ikke længere udspringer af virkelige menneskers problemer, men af ønsket om at fremstå moralsk rigtige i kampfællernes øjne. En position, hvor man taler om frihed, men begrænser den for dem, der mener noget andet, og hvor man kræver tolerance, men kun praktiserer den ganske selektivt.

Det er en tilgang til politik, hvor signaler vægtes højere end substans, og hvor konsekvenserne af egne standpunkter enten ignoreres eller bortforklares, så længe man kan blive stående i følelsen af at være på den ‘rigtige side’.

“Vi er på den rigtige side af historien”, som de så ofte siger.

Dobbeltmoralen i deres politik er, at de netop har en utrolig snæver definition af, hvad man må mene, uden at man får en over nakken. Venstrefløjen reklamerer sig selv som de åbne, og som dem, der har plads til forskellige meninger. Og de slår ofte på tromme for, at man ikke skal være dømmende og respektere alle, uanset hvad de tror på.

Men når det kommer til stykket, er alt ikke, som de vil have det til at tro. Et studie fra 2023 fremviser, at det faktisk i visse sammenhænge er højrefløjen, der er mere rummelig over for uenighed. De kom frem til svaret ved at stille otte spørgsmål til deltagerne i undersøgelsen, som mange opfatter som kontroversielle – blandt andet om abort, om lesbiske og homoseksuelle par bør kunne blive gift, og om flere migranter bør hjemsendes.

Og det udfordrer det billede, som den humanistiske venstrefløj har bygget op. Selvom de i dag – på arbejdernes kampdag – eftersigende skulle være fortalere for åbenhed, anti-snæversynethed og reel meningsfrihed, så afsløres det gang på gang, at deres tolerance stopper dér, hvor uenigheden begynder.

Når man koger den politik, som i dag reklameres for, står man tilbage med noget af en tynd og bittersmagende fond. Det eneste, der er tilbage, er aktivistiske budskaber opfundet af udenlandske Instagram-profiler med vandmelon-emojis i deres profilbeskrivelser.

Der er ingen reel politik eller nogen tanker om, hvad der gør danskernes liv bedre, hvad der gør en forskel for de danske familier, for den enlige mor, hvor pengene kun lige akkurat rækker. Ja, typer som hende bliver overset, fordi det er så meget sjovere at demonstrere imod kriser langt væk hjemmefra, end det er at protestere imod de høje fødevarepriser, for eksempel, der er med til at gøre livet mere surt for en masse danskere. Danskerne er simpelthen ikke i deres søgelys. Medmindre de falder ind i de gyldne kategorier: minoritetsgrupperne – muslimer, indvandrere, homoseksuelle, psykisk udfordrede m.m.

Ja, du kan først få medfølelse og blive talt om, hvis du passer ind i den rette offerkategori, hvor din identitet kan bruges som et politisk værktøj i deres verdensbillede. Og hvis du er kvinde generelt, så er du også godkendt til at få medfølelse – ja, lige medmindre du er en borgerlig kvinde og vil noget så undertrykkende som at stifte familie.

Søren Krarup sagde engang:

“Der er i Systemet Politiken (de kulturradikale) fortsat ingen sans for det liv, den eksistens, den menneskelige og folkelige virkelighed, som er noget andet og dybere end frigjorthedens position. Må jeg gøre opmærksom på, at der foreligger en anden fortælling om Danmark i det 20. århundrede.”

Der er altså mere til livet end at stå udenfor historie og fællesskab og bilde sig selv ind, at man dermed har opnået en form for moralsk overlegenhed og frisættelse fra fortidens undertrykkende laster. For i det øjeblik, man stiller sig udenfor, frasiger man sig også den forpligtelse, der følger med at være en del af noget større end én selv.

“Rive løs sig rigets stænder/fra den fælles folkeånd,/da går hoved, fødder, hænder/latterlig på egen hånd,/da er riget sønderrevet,/fortidsalderen udlevet,/folket mødigt sover hen,/vågner vanskelig igen.” (N.F.S. Grundtvig, 1848)

Man mister forbindelsen til den virkelighed, hvor valg har konsekvenser, og hvor ansvar ikke kan vælges til og fra alt efter, hvad der føles rigtigt i øjeblikket. Det er netop i mødet med historien, fællesskabet og de konkrete vilkår, at politik får sin tyngde, ikke i en selvtilfreds position, hvor man hæver sig over det hele og tror, at gode intentioner alene er nok.

Det er, hvad der er galt med venstrefløjen. Deres verdenssyn og måde at se politik på er styret af, hvad der føles rigtigt i øjeblikket. De er drevet af lyst, følelser og det, der lyder mest rigtigt – og aldrig af, hvad der rent faktisk er det bedste for Danmark og danskerne.

Det verdenssyn er direkte altødelæggende. Og det er endda en underdrivelse.

Arbejdernes kampdag er gået fra at være en dag, hvor man kæmpede for bedre vilkår for landets arbejdere, der fik samfundets hjul til at køre rundt, til nu at være en værdipolitisk kampplads, hvor det virker til, at det at nå dumhedens yderlighed ved hjælp af alskens kampråb er deltagernes endelige mål.

Det handler ikke længere om arbejderne. Proletariatet. Bønderne. Nej, det handler om LGBTQ+-politik, klimaaktivisme, Trump-had, kamp mod imperialisme, Palæstina-støtte og naturligvis en åben og ikke-xenofobisk indvandringspolitik.

Og jeg synes på en måde, det er synd for fabriksmedarbejderen, skolelæreren og den hårdtarbejdende tømrer, fordi 1. maj skulle være deres dag – den dag, hvor de kunne råbe op om deres problemer og starte en dialog om, hvordan deres arbejdsvilkår kan forbedres. Men nu er det blevet et venstreradikalt arrangement, hvor tidens moderne aktivistiske kampråb skal se dagens lys. Og det morsomme i det – eller nærmere tragikomiske – er, at det, de råber på, går stik imod hinanden.

På een og samme tid råber de “Free, free Palestine!”, og så stikker der et regnbueflag frem i menneskemængden. De hylder altså et sted i verden, hvor homoseksuelle bliver stenet, kastet ned fra højhuse eller bliver halshugget.

Som den 25-årige palæstinenser Ahmad Abu Murkhiyeh blev tilbage i 2022. Han blev halshugget på Vestbredden, og det hele blev optaget og fejret på sociale medier af palæstinensere. Han var ikke israeler. Han var en af deres egne, der skulle dø alene, fordi han var homoseksuel. Mit spørgsmål er, hvorfor venstrefløjen, der både slår på tromme for LGBT-rettigheder og et frit Palæstina, ikke indser, at det går stik imod hinanden.

Og hvorfor bliver der ikke lavet sørgekampagner på TikTok eller Instagram over drabet på Abu Murkhiyeh, og hvorfor bliver hadet mod homoseksuelle på Vestbredden ikke fordømt?

Og svaret er egentlig meget simpelt – som så meget andet omhandlende venstrefløjen – det er både smart, trendy og moderne at tegne regnbueflag på sine kinder og have Free Palestine-klistermærker på sin dyre MacBook-computer.

De kortslutter simpelthen intellektuelt i deres politiske korrekthed, som Krarup ville have udtrykt det.

De nævner aldrig alle de kristne, der bliver myrdet af muslimer rundt omkring i verden, men hvis det var omvendt, at katolikker i Afrika råbte “Jesus is God!”, før de halshuggede muslimer med poser over hovedet – ja, så ville de straks være på banen. Men når uskyldige folk som ikke er med i deres nøje udvalgte gruppe, der må få medfølelse, så er der rungende tavshed.

De nægter også at anerkende, at hvis deres udlændingepolitik blev til virkelighed, vil vilkårene for homoseksuelle mildest talt falde markant, og de vil leve under lås og slå – som homoseksuelle på Vestbredden.

De vil simpelthen ikke indse, at deres politik har konsekvenser, fordi den eneste tanke, lemmingerne har gjort sig, er: Hvad lyder mest solidarisk?

Og svaret på det spørgsmål er meget enkel: Frigjorthedens position, som Søren Krarup skitserede det. Frigjortheden er en måde at anskue verden og sig selv i verden på. Det er at fritstille sig selv fra ansvar, tro, arv, normer, værdier osv. og dermed stå frigjort tilbage og hylde den position som det ypperste, et individ og samfundet kan opnå.

Fordi i frigjorthedens position ligger en total ansvarsforskydning, hvor man kan mene hvad som helst, uagtet konsekvenserne af den navngivne politik. Det er en position, der i praksis gør det muligt at tale om alt og alle uden selv at være bundet af noget som helst ud over den aktuelle moralske mode.

Frigjorthedens positions verdensopfattelse er grundlæggende ahistorisk. Det er en moderne forståelse og en national opfattelse, der bygger på, at alt før deres tid er forældet, undertrykkende og derfor automatisk må forkastes. Dermed reduceres politik til et opgør med fortiden frem for en forpligtelse over for fremtiden. De ser verden gennem en f.m.t.-forståelse – før min tidsregning – hvor alt vurderes ud fra en nutidig moralsk målestok, løsrevet fra de historiske og sociale sammenhænge, der har formet netop det samfund, de selv står i.

De tænker simpelthen, at alt før min tid er undertrykkende og dermed noget, man skal løsrive sig selv fra. Alt, hvad der kom før dem, skal de ikke have noget som helst med at gøre. Alt skal moderniseres. Ingenting må have åndelig betydning for danskeren, hvis ikke det passer ind i deres kulturradikale verdensbillede.

Her på 1. maj synes jeg, det er morsomt at nævne, at borgerlige partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance faktisk er større blandt danske arbejdere end SF, Enhedslisten og Alternativet. Selv de danske arbejdervælgere har indset, hvor lidt der er at hente på venstrefløjen. Dansk Folkeparti er endda det næststørste parti blandt arbejdervælgere.

Og det er i virkeligheden ikke så sært, fordi de socialistiske og socialliberale har forladt den klassiske arbejderkamp til fordel for en værdikamp, hvor identitet og symbolpolitik fylder mere end konkrete løsninger. Det betyder, at fokus er flyttet fra løn, arbejdsvilkår og leveomkostninger til abstrakte diskussioner om identitet og politiske dagsordener, som for mange almindelige danskere opleves fjerne fra deres hverdag.

Resultatet er, at dem, der tidligere udgjorde venstrefløjens kernevælgere, i stigende grad står tilbage uden et politisk talerør, der reelt adresserer deres problemer. I stedet mødes de med moralske formaninger og med politisk korrekt sprogbrug, men uden svar på, hvordan deres økonomiske og sociale situation konkret forbedres.

1. maj er blevet til definitionen på frigjorthedens position. De fremmødte her på kamppladsen er frigjorte fra arv og fædreland og ønsker dermed fri indvandring til Danmark og Europa. De er frigjorte fra normer og værdier, så de ikke behøver at følge nogen spilleregler, men agerer efter dagens humør. De er frigjorte fra tro, så de kan synde lige så meget, som de ønsker, uden at stå til ansvar for noget. De er frigjorte fra dansk kultur, så de kan erstatte den med grim, moderne ‘kunst’ og sange som “Ramadan i København” i højskolesangbogen.

Disse lemminger står i opposition til alt det givne og forpligtende for en dansker. Netop fordi de har frigjort sig fra alt af forpligtende karakter, har de stillet sig uden for det danske fællesskab, der er bygget på at gøre fædrelandet bedre. De har i stedet skabt deres egen klub, hvor de kun vander deres egne blomster og lader tanken om arv, folk og fædreland, som Grundtvig udtrykte det, glide ud med badevandet.

“Den moderne danskers frigjorthed ‘af familien’ er jo billedet af et menneske, der er ahistorisk, idet historie er et andet ord for afhængighed af det eksisterende, familie, børn og ældre og dermed også af nationen, som jo rent sprogligt betyder det medfødte” (Søren Krarup i 2012s første nummer af Tidehverv).

Krarups ord står netop i dag soleklart som aldrig før. De er ahistoriske og har afkoblet sig fuldstændigt fra det åndeligt givende, fordi det eftersigende skulle være undertrykkende. Og når man fjerner alt det, der giver livet substans og mening med tilværelsen, ja, så ender man med meningsløse liv, hvor det eneste, man har, er et arbejde eller en karriere. Det er altså en grund til, at depressionsraten blandt venstrefløjen er markant højere end hos konservative. Netop fordi de har taget meningen ud af alt i målet om at frigøre sig fra det ‘undertrykkende’.

Jeg står og ser på de røde faner og et helt felt af dårligt klædte unge mennesker og kan konstatere, at det er sørgeligt. Det er trist. Men arbejdernes kampdag er blevet beviset på, at venstrefløjen er garanten for dobbeltmoralens politik og frigjorthedens position. Som alt sammen er med til at nedbryde vort fædreland.

Må jeg gøre opmærksom på, at der foreligger en anden skæbne for Danmark i det 21. århundrede. Hvis bare vi tør sige nej til at frigøre os selv fra vores historie, normer og værdier. Hvis bare vi tør være danske – uden forbehold. Så på den bedste kampdags manér vil jeg komme med et opråb: Glædelig kampdag! KÆMP MOD FRIGJORTHEDEN OG FOR FÆDRELANDET!