Ryan Smith er forfatter til bogen “Gildet”

Denne udgave af Modstrømmen handler om borgerligt pensum og henvender sig til studerende. Et nærliggende spørgsmål for et ungt menneske er: Hvis de borgerlige har ret, hvordan kom vi så hertil? Hvad med alle de veluddannede mennesker, som gennem årtier har været ministre, politiske ordførere og rådgivere? Hvordan endte vi med at have formøblet usigelig rigdom? Hvordan endte topskatten på 56 procent?

Som Ikaros, der fløj for tæt på solen i den græske mytologi, kan det virke dumdristigt at tro, at man som ungt menneske ved bedre end fortidens samlede konsensus.

Men miseren er slet ikke så mærkelig.

I bogen The Myth of the Rational Voter: Why Democracies Choose Bad Policies fra 2007 argumenterer den amerikanske økonomiprofessor Bryan Caplan på baggrund af en lang række studier for, at vælgere ikke blot er uvidende om politik – de er aktivt irrationelle. Mange tror for eksempel, at priser primært stiger på grund af grådighed frem for udbud og efterspørgsel, eller at profit grundlæggende er et udtryk for udnyttelse.

De har også en tendens til at mene, at det altid er godt at “skabe arbejdspladser” – selv hvis de er unødvendige eller ineffektive – og at økonomien grundlæggende er et nulsumsspil, hvor den enes gevinst nødvendigvis er den andens tab.

Et godt eksempel er huslejeloft. Økonomisk forskning og historiske erfaringer peger overvældende på, at huslejelofter reducerer både antallet og kvaliteten af lejeboliger.

Når udlejning bliver mindre rentabel, falder incitamentet til at bygge og udleje boliger, mens de kunstigt lave huslejer øger efterspørgslen. Resultatet er mangel på boliger.

Nobelpristagerne Gunnar Myrdal, F.A. Hayek og Milton Friedman har alle fremhævet huslejeloft som et klassisk eksempel på dårlig økonomisk politik.

Den svenske økonom Assar Lindbeck gik endnu længere og sagde:”Lejeloft er den mest effektive teknik, der hidtil er kendt til at ødelægge en by – bortset fra bombning.”

Det er sjældent, at forskningen, eksperterne og de historiske erfaringer peger så entydigt i samme retning. Alligevel svarer omkring tre fjerdedele af vælgerne igen og igen, at de er positivt indstillet over for huslejeloft.

Hvordan kan flertallet være så galt afmarcheret?

Allerede den skotske filosof David Hume (1711–1776) bemærkede, at ingen enkeltperson kan overskue de komplekse sammenhænge, som holder et samfund sammen. Alligevel er mennesker tilbøjelige til at tro, at de intuitivt kan gennemskue, hvordan samfundet bør indrettes.

Den østrigske økonom F.A. Hayek (1899–1992) førte tanken videre.

Han pegede på, at menneskets intuition er udviklet til livet i små stammer – ikke til at forstå en moderne markedsøkonomi.

Vi er gode til at spotte snydere, dele retfærdigt og tænke i nulsumsspil. Men netop disse intuitioner leder os ofte på afveje, når vi skal forstå priser, handel, profit og markeder.

Vores intuition er udviklet til landsbyen, ikke til markedsøkonomien.

Hvis man spurgte danskerne, om kridttiden kom før eller efter juratiden, ville de fleste uden tøven svare: “Det ved jeg ikke.”

Og hvis en geolog forklarede svaret, ville de fleste uden videre acceptere forklaringen. De færreste føler sig kvalificerede til at udfordre årtiers forskning i geologi.

Med økonomi forholder det sig omvendt.

Her har næsten alle stærke intuitioner om skatter, huslejer, handel eller profit – også når de aldrig har åbnet en lærebog i økonomi.

På samfundsområdet erstattes “det ved jeg ikke” ofte af en urokkelig overbevisning.

Det er her, demokrati bliver forstærkeren. Demokratiet giver flertallets mavefornemmelser politisk magt – også når de er forkerte.

Politikere belønnes først og fremmest for at vinde valg, ikke for at have ret i økonomiske spørgsmål.

Derfor er der et stærkt incitament til at bekræfte vælgernes intuitioner frem for at udfordre dem.

På de fleste områder bliver vores fejltagelser hurtigt korrigeret. Bygger en ingeniør en bro forkert, styrter den sammen. Ordinerer en læge en skadelig behandling, viser studierne det. Virkeligheden giver hurtig feedback.

I politik er feedbacken langt svagere.

Hvis boligmanglen stiger, kan man altid skyde skylden på grådige udlejere. Hvis skatterne hæmmer væksten, kan man hævde, at der blot ikke var omfordeling nok.

De økonomiske sammenhænge er komplekse, konsekvenserne kommer gradvist, og ansvaret kan altid flyttes.

Det er her, det borgerlige pensum bliver relevant. Borgerlige er ikke nødvendigvis bedre begavede end venstreorienterede.

Men de tør stole på den akkumulerede viden, som årtiers forskning, historiske erfaringer og økonomisk teori har givet os – selv når indsigterne går imod mavefornemmelser og flertallets intuition. Det er modet til at være saglig og ofte også upopulær.

Derfor er det ikke arrogant, når et ungt menneske begynder at tvivle på den herskende konsensus. Tværtimod. Det er præcis det, der skal til, hvis vi skal undgå at gentage de samme fejl.

De voksne har taget fejl før. De tog fejl med planøkonomi i Østblokken. De tog fejl med prisstop og rationering efter krigen. De tog fejl med de store nationaliseringer i 1970’erne. Og de tager stadig fejl med de ekstreme marginalskatter og huslejeloft i dag.

De voksne har taget fejl før. Og de vil tage fejl igen, hvis ingen tør sige dem imod.