af Mitchel Oliver, chefredaktør på Modstrømmen

»Gør hvad der er nødvendigt for at Europa overlever.«

I det senmoderne Europa, hvor nationalstatens suverænitet fortrænges af overstatslige teknokratier, og hvor begreber som grænse, folk og civilisationsbevarelse reduceres til retoriske levn, vokser en ny politisk bevidsthed frem. Den er intellektuel i formen, men eksistentiel i sit anliggende. Det var netop for at indfange konturerne af denne bevidsthed, at Modstrømmen tog til Rom.

Anledningen var konferencen Patriots for Freedom – en samling af unge, højreorienterede intellektuelle og nationale tænkere fra hele Europa. Der var ingen partifaner. Ingen slogans. Ingen performative identitetsmarkører. Til gengæld kunne man finde en samstemt, om end nuanceret, erkendelse af, at Vesten befinder sig i en fase, hvor man ikke længere blot diskuterer politiske valg, men overlevelsesstrategier.

Konferencens program omhandlede netop dette: Hvordan genopretter man en civilisations evne til at afgrænse, forsvare og definere sig selv – i en tid, hvor dens moralske infrastruktur er blevet dekonstrueret af kosmopolitisk ideologi, postnational identitetspolitik og migrationsfremmende humanitarisme? Det var med dette afsæt, at debatten om Europas ydre grænser ikke blot blev en grænsediskussion i klassisk geopolitisk forstand, men en decideret civilisationsdiagnose.

At netop Rom var konferencens værtsby, var langt fra tilfældigt. Rom er ikke blot resterne af et imperium; den er den arkitektoniske og politisk-juridiske arv, hvorfra idéen om Europa som civilisationsprojekt udsprang fra.

Rom udgør både en materiel og åndelig kontrast til den samtidige europæiske mentalitet, hvor hverken kontinuitet, vertikal autoritet eller civilisatorisk suverænitet længere har nogen intuitiv legitimitet. Mens nutidens institutioner opererer med rettighedsretorik og moralsk selvudslettelse som førsteprincipper, vidner Rom om det stik modsatte: At civilisation er noget, der skal hævdes – om nødvendigt med magt.

Konferencens implicitte præmis var da også klar: Hvis Europa vil overleve som andet end et marked, må det genlære, hvad Rom forstod og praktiserede: At uden grænser, ingen orden. Uden orden, ingen identitet. Og uden identitet, ingen civilisation.

Konferencen omhandlede det, kun få tør sige højt: Masseindvandringen er en uhelbredelig sygdom, der både presser Europa indefra og udefra.

Sygdomsmetaforen skal i sagens natur ikke forstås biologisk, men nærmere strukturelt. For masseindvandringens destruktive potentiale ligger både i antallet af migranter, man lukker ind, men også i det normative paradigme, der tillader og legitimerer den: idéen om grænseløshed som etisk norm, om afnationalisering som global progression og om folkelig opløsning som inklusion.

Flere oplægsholdere insisterede på dette grundlæggende skifte: At den moderne migrationspolitik ikke længere er en fejlslagen balance mellem integration og åbenhed, men en ideologisk besluttet overgang fra nationalstat til befolkningsadministration.

Det gælder ikke mindst EU, som i stigende grad fremstår som administrator af befolkningsstrømme snarere end garant for folkelig suverænitet. Og netop dette gør spørgsmålet om grænser fundamentalt: Ikke som en teknisk foranstaltning, men som et civilisatorisk imperativ.

Det var imidlertid under Eva Vlaardingerbroeks tale, at konferencens politiske og eksistentielle nervetråd blev trukket skarpest op: “Den globale elite og de venstreorienterede medier, der dækker over dem, vil aldrig kunne lide os. Så stop med at være pæn og venlig — og gør det, der er nødvendigt for at Europa overlever.”

Hendes tale – præcis, ubesmykket, uden tilkaldt patos – formulerede med kirurgisk klarhed det, der adskiller hende fra den progressive liberalisme og den alt for pæne konservatisme, som længe har defineret sig selv i forhold til venstrefløjens præmisser. Hvor det postmoderne centrum stadig opererer med et håb om anerkendelse fra systemets gatekeepere, var Vlaardingerbroeks udgangspunkt det stik modsatte: At man må vælge mellem selv at leve et bekvemt liv uden at tage de nødvendige kampe – det er naturligvis det kyniske og egoistiske valg – eller man må vælge at kæmpe for sin civilisations overlevelse.

Hun talte ind i en civilisationsdiagnose, der ikke søger reform, men rekonstruktion. Ikke tilpasning, men afgrænsning. Der var ikke tale om vrede – som medierne i øvrigt gør en dyd ud af at kalde det – men nærmere om alvor.

En alvor, der bygger på erkendelsen af, at man ikke kan føre forhandling med dem, der anser din blotte eksistens for illegitim.

Resten af konferencens programpunkter bestod af paneler med fokus på konkrete politiske værktøjer til suverænitetsgenopbygning: grænsehegn, maritim afskrækkelse, nationale veto-mekanismer og konventionel modstand mod domstolsaktivisme.

Men vigtigere end de enkelte, praktiske løsningsforslag var grundtendensen: at grænser ikke alene skal eksistere, men håndhæves. At migration skal reduceres til et absolut minimum. At Europas territorium ikke er til forhandling, og at ingen har ret til adgang til en kultur, de ikke ønsker at blive en fuldgyldig del af.

Der blev talt om repatriering som realpolitisk nødvendighed. Om renationalisering af asylsystemet. Og om kulturel selvoverlevelse som et spørgsmål, der ikke længere kan udskydes af hensyn til den humanistiske selvgodhed, som præger vestlige medie- og embedsapparater.

Rom, som lagde scenen for konferencen, vidner om noget, vores samtid nægter at erkende: at civilisationer ikke kun dræbes af ydre fjender, men også af indre tøven.

Hvis Patriots for Freedom var noget, var det netop dette: en insisteren på at tænke i kontinuitet, hvor andre taler om forandring. En modbevægelse, ikke blot mod masseindvandringens praktiske konsekvenser, men mod hele den antropologiske nedrivning, som den moderne filosofi hviler på.

Det bemærkelsesværdige ved konferencen var ikke blot dens tematiske præcision, men dens ideologiske spændvidde inden for højrefløjens intellektuelle spektrum. Der var ikke tale om en homogen nationalkonservatisme, men en bevidst og refleksiv pluralitet, hvor deltagere fra forskellige europæiske nationer bragte forskellige erfaringer og strategiske tilgange til bordet – forenet af et fælles mål: grænser som civilisatorisk nødvendighed.

Forskellen lå i metoderne, ikke i diagnosen. Hvor nogle pegede på øget statslig magtanvendelse, repatriering og juridisk afkobling fra internationale konventioner, insisterede andre på kulturel revitalisering og demografisk bevidsthed som forudsætning for overlevelse.

Fælles var en erkendelse af, at den nuværende orden – det vi kalder det liberale demokrati – har udviklet sig til et postnationalt forvaltningssystem, hvor suverænitet opfattes som et problem, og hvor kulturel homogenitet næsten er ulovligt.

Men netop derfor blev Rom – ikke Bruxelles, ikke Strasbourg – rammen om konferencen. For hvor EU kun formår at se fremad, pegede Patriots for Freedom tilbage på netop det, Vesten har forladt: et hierarki, hvor borgerrettigheder ikke gives til hvem som helst.

Da konferencens sidste oplæg var afsluttet, begyndte deltagerne langsomt at forlade spejlsalen. Uden hast. Uden behov for afrunding i klassisk forstand. Uden sammenfatning, fordi det, der skulle siges, allerede var blevet sagt – og forstået.

Udenfor var aftenen faldet på og den gyldne time kastede et sidste lys over kejserstatuer og sandstensfacader. I den lune aftenskumring, gik deltagerne hver til sit. Der blev ikke udvekslet store løfter og intet fælles manifest blev vedtaget. Men i blikkene lå en vished om, at det man her havde samlet sig om, ikke blot var en tilfældig protest, men begyndelsen på noget større.

Måske var dét netop det mest bemærkelsesværdige. At man forlod stedet med en følelse af, at noget alligevel kan bevares. At det, som Rom engang lærte os – om orden, grænser, gensidig forpligtelse og civilisationens skrøbelighed – kan læres igen. At det endnu ikke er for sent. At Europa stadig kan reddes. Og at nogle allerede er begyndt.