af Julie Tei, kulturredaktør på Modstrømmen
Forestil dig at rejse igennem Europa og opdage, at hvert eneste måltid, fra Palermo til Warszawa, smager som den samme grå, gennemsnitlige bolognese fra EU-parlamentets kantine. Hvor man krydser grænser uden at mærke forskelle. Hvor alle små gader, fra Nice til Budapest, prydes af den samme sterile EU-blå plakat med budskabet om en fælleseuropæisk kultur.
Det lyder dystopisk. Men det er i grove træk, hvad man i dag forsøger at fodre os med i fortællingen om den fælleseuropæiske kultur. Man snakker om Europas fælles kultur, som om hele kontinentet var skåret af det samme stykke pap.
Fælleseuropæisk kultur er blevet en politisk konstruktion. Der findes næppe et mere politisk ladet fatamorgana. Helt ærligt: Hvor meget kulturfællesskab er der egentlig mellem en ungarsk fårehyrde i Puszta og en svensk kosmopolit i Stockholm? Mellem den polsk-katolske familie, der går i kirke hver søndag, og den franske sekularist, der får myrekryb blot ved tanken om religion? Hvorfor skal de, blot fordi de ønsker at handle med hinanden, presses ind under den samme grå paraply af værdipolitiske regler, direktiver og reguleringer?
Man kan knap nok finde to nationer i Europa, der er enige om, hvad kultur egentlig er. Men i Bruxelles er man ikke bleg for at presse ungarere, svenskere, polakkerne og franskmænd ind i en fælles kulturel skabelon – så længe det hele serveres med den rette mængde gule stjerner.
Den fælleseuropæiske kulturfantasi er ikke blot harmløs – den er farlig. Den udvander nationale traditioner i globalismens navn og underminerer den suverænitet, som nationer har bygget gennem århundreder.
Det europæiske kulturliv har aldrig været fælles og homogent. Og det er netop derfor, det har været stærkt. Vi rejser ikke til Napoli for at opleve Bruxelles’ fælleseuropæiske kulturpolitik i praksis. Vi rejser for at mærke den særprægede stemning – det, der ikke kan standardiseres i et EU-direktiv.
Det moderne EU gør op med arven fra Europas klassiske dannelse. Det gamle Europa byggede på ære, pligt og fællesskab – nu fordrer man kun individuelle rettigheder, normkritik og kulturel plasticitet. I stedet for at ære traditioner, udvander man dem – under dække af tolerance og lighed. Men kultur uden rødder er ikke inkluderende. Den er tom.
De kulturelle forskelle kan være så udtalte, at man kan mærke dem, når man krydser en landegrænse. Det er derfor, vi rejser, det er derfor, vi forelsker os i vores kontinentet og fascineres, når vi som danskere står i en syditaliensk katedral og pludselig mærker en verden, der føles tusind lysår væk fra dansk kirkekultur. Alligevel gentages myten om den fælleseuropæiske identitet igen og igen i politiske taler, EU-debatter og integrationsprojekter.
Man kan sagtens designe et fælles flag, skrive en fælles hymne og udstede et europæisk pas, men man kan ikke bare fabrikere en fælles identitet. Og slet ikke en, som folk vil dø for. Intet menneske går i graven for et institutionslogo eller et åndsforladt, fælleskulturelt direktiv. Der er en grund til, at europæere glædeligt maler deres ansigter med nationale farver til fodboldkampe, men næppe ville iføre sig EU’s gule stjerner med samme entusiasme.
Kærlighed til fædrelandet vokser ud af sprog, historie, sted, tillid og tilhørsforhold. Den kan ikke bare stemmes igennem i EU-parlamentet. Den kollektive identitet, som EU drømmer om, vil altid stå i skyggen af den virkelige identitet. Den, der er rodfæstet i et land, en historie og et folk.
Det er påfaldende, at ideen om den fælleseuropæiske kultur ofte bruges som løftestang for centralistiske politiske projekter. Drømmen om en fælles europæisk identitet er ikke født i Europas gader, men i Bruxelles’ mødelokaler af bureaukrater, som drømmer om at udjævne forskellene. Fordi en homogeniseret kultur gør det lettere at styre et centraliseret politisk projekt. Fordi forskelle gør styringen bøvlet og magtudøvelsen besværlig.
Men kultur skal ikke styres. Kultur skal leves. Det kræver mod at stå fast på, at Europas rigdom ligger i forskellene, ikke i enhedstænkningen. Det må aldrig ende som en centraliseret kulturel udhuling. Der findes ét sandt europæisk fællesskab: Frihandel.
Det europæiske fællesskab er et frit marked, hvor forskellighed og frihed skaber det bånd, der faktisk binder os sammen: Respekten for de kulturelle, særegne og unikke forskelligheder.
Vi står i en tid, hvor kulturel selvsikkerhed betragtes som suspekt, hvis ikke direkte reaktionær. Men det er netop denne selvsikkerhed – det nationale særpræg – der har båret Europas civilisation frem. Uden mod til at være forskellige reduceres vi til forbrugere af identitetspolitiske skabeloner.
Så lad os tage det alvorligt. Vi skal ikke lade os spise af med flade politiske pandekager i kulturens navn fra en buffet vi aldrig har bestilt bord ved. Vi skal turde forsvare Europas forskellighed som netop det, der gør Europa værd at elske. En forskellighed, der er stor nok til at gøre forskel på os, men for lille til at skille os ad. Den helt rette balance.
Hvis vi vil bevare det Europa, vi elsker at leve i, rejse i, drømme om, skrive om og lade os inspirere af, skal vi turde stå fast på, at de interne kulturelle forskelle ikke er et problem, der skal løses med hårde økonomiske sanktioner. Det er netop den rigdom, vi skal værne om.