Jonas Hoeck er ph.d. i litteraturvidenskab og præst

»The great European universities used to act as our intellectual conscience, but with their decline, we are on our own.« (Bloom, 1987, 252)

Sådan skrev den nu afdøde amerikanske professor i filosofi Allan Bloom i 1987 i sit berømte værk The Closing of the American Mind. Bloom havde oplevet universiteterne før 1968 og vidste derfor, hvad der gik tabt med ungdomsoprørets nedbrydning af de klassiske principper for højere uddannelse. Han vidste, hvad klassisk humanistisk dannelse var, og han forudså, at den politiske propaganda, som venstrefløjen erstattede den humanistiske dannelse med, ville føre til, at de humanistiske fakulteter ikke længere kunne producere andet end socialistiske aktivister og samfundskritikere.

Her 39 år senere er det tydeligt, at Bloom fik ret, om end han naturligvis ikke kunne forudse præcis, hvordan fremtidens universitet ville udvikle sig. I dag er stort set alle forskere og undervisere på humaniora venstreorienterede. Det er blevet bredt accepteret, at pensum på de humanistiske uddannelser er domineret af venstreorienterede teorier og emner som klima, race og køn.

Kort sagt er de humanistiske studier blevet lige så antihvide, antimaskuline, antivestlige og antiborgerlige, som den politiske venstrefløj er det i dag. Af samme grund ser man gentagne gange, at det er på og omkring de humanistiske fakulteter, at klimabevægelser, LGBT-grupper og Gaza-aktivister opstår, mødes og afholder arrangementer og demonstrationer.

Som jeg har uddybet i et indlæg med titlen ”At være borgerlig og studere humaniora er i dag en blindgyde” (Hoeck 2026) i Modstrømmens onlineudgave, er de humanistiske studier derfor ikke længere værd at søge ind på for borgerlige mennesker. Det er ganske enkelt spild af tid og SU og skaber kun udfordringer og mistrivsel for borgerlige mennesker.

Så længe politikerne ikke vil gøre noget alvorligt ved problemet og eksempelvis indføre krav om større ideologisk diversitet i undervisningen, vil det at være borgerlig og studere humaniora være en blindgyde.

Det betyder imidlertid ikke, at borgerlige mennesker skal vende humaniora og den vestlige kulturarv ryggen. Tværtimod. Som Allan Bloom og andre tænkere som Harold Bloom, Jordan Peterson og C.S. Lewis på forskellig vis har beskrevet, giver det stadig mening at beskæftige sig med de gamle klassikere, mens man læser et andet fag eller passer sit arbejde (A. Bloom 1987; H. Bloom 2000; Peterson 2018; Lewis 1970). Først og fremmest fordi man derved på egen hånd får mulighed for at tilegne sig den viden og dannelse, som universitetet ikke længere ønsker at formidle, og som tidligere udgjorde grundlaget for at blive et civiliseret, moderne vestligt menneske.

De filosofiske og samfundsrettede klassikere giver os mulighed for at forstå de idéer, som den vestlige civilisation er blevet bygget på.

Hos Platon møder vi spørgsmålet om, hvad retfærdighed er, og hvem der bør styre samfundet.

Hos Aristoteles undersøges forbindelsen mellem dyd, fællesskab og det gode liv.

Edmund Burke lærer os, at et samfund ikke kan konstrueres fra grunden efter abstrakte teorier, fordi det er vokset frem gennem generationers erfaringer, sædvaner og institutioner.

Tocqueville viser, at demokratiet både kan skabe frihed og lighed og føre til ensretning, materialisme og flertallets tyranni.

Det værdifulde ved at læse de filosofiske og samfundstænkende klassikere er, at de gør det klart, at vores egen tid ikke er historiens målestok. De idéer, der dominerer samtiden, er ikke nødvendigvis sande, blot fordi de er moderne. De rummer også fejl, der kan føre samfundet på afveje.

Som C.S. Lewis skriver i essayet ”On the Reading of Old Books”: “We all, therefore, need the books that will correct the characteristic mistakes of our own period. And that means the old books” (Lewis 1970, 202).

Man skal imidlertid ikke kun læse for at lære noget om fortidens samfund og idéer. Man skal også, som Harold Bloom skriver i How to Read and Why, læse, fordi vi som mennesker har behov for at lære os selv og vores indre natur bedre at kende (Bloom 2000, 28–29). Her er de store skønlitterære klassikere uundværlige, fordi de på forskellig vis viser os de menneskelige grundvilkår, der består, selv om teknologien, samfundsformerne og de ideologiske moder skifter: kærlighed og tab, hjem og fremmedgørelse, pligt og frihed, skyld og soning, storhed og fald.

Homer lærer os, at storhed og ødelæggelse ofte udspringer af de samme egenskaber, og at friheden ikke nødvendigvis består i at løsrive sig fra alle bånd, men også kan findes i troskaben mod hjemmet, familien og den orden, man tilhører.

Shakespeare viser os, hvor lidt herredømme mennesket har over sine egne lidenskaber, og hvor let magtbegær, jalousi og forfængelighed kan ødelægge både mennesker og dem, de elsker.

Og Thomas Mann minder os moderne vestlige mennesker om, at vi kun kan bestå, hvis det lykkes at skabe en balance mellem ånd og krop, disciplin og drift.

Gennem klassikerne bliver vi dannet, fordi vi lærer, at livet handler om mere end samtidens kampe om køn, race og klasse.

De skærper vores forståelse af godt og ondt, rigtigt og forkert og viser os, hvilke dyder vi bør stræbe efter, og hvilke tilbøjeligheder vi må bekæmpe.

Af samme grund er klassikerne særligt vigtige for borgerlige.

Borgerligheden kan ikke reduceres til økonomisk politik eller modstand mod venstrefløjen.

Den må bygge på en forståelse af mennesket som et ufuldkomment og afhængigt væsen, der formes af familie, tro og tradition.

Klassikerne lærer os ikke blot, hvor vi kommer fra, og hvad vi skal bevare.

Men også, hvad vi skal skabe: et samfund præget af sandhed, ansvar, pligt, troskab og frihed, hvor familien, den historiske arv og den kristne og europæiske civilisation kan føres videre og danne grundlag for fremtiden.