Af Frederik Christensen, debatredaktør på Modstrømmen
Ved sidste folketingsvalg i 2022 leverede den konservative forfatter og filosof, Rune Selsing, en bredside til de borgerlige partier ved at pege på Socialdemokratiet som det mest konservative parti i Danmark. Ikke overraskende faldt den påstand mange borgerlige for brystet, som fandt det grotesk, at en konservativ overhovedet kunne overveje at sætte sit kryds ved Socialdemokratiet. Ikke desto mindre er det værd at reflektere over Selsings påstand, både fordi det vidner om, hvor rædsom en forfatning den borgerlige fløj har været i, men også fordi det giver et indblik i konservatismens lidt spøjse størrelse.
For konservatismen har bestemt også en social dimension – hvor banalt det end lyder – der igen er spiret frem, efter at have været fortrængt af en naiv og rodløs neoliberalisme, der har stået som den herskende ideologi siden murens fald og haft som konsekvens, at en ladeport er blevet åbnet for hyperindividualisme og maskeret marxisme. Overalt i den vestlige verden ser man, at de konservative har genfundet en social dimension, der udfordrer den ekstreme liberalisme og politiske kollektivisme, der har stået uimodsagt i flere årtier.
Arbejderklassen stemmer i højere grad på konservative partier, som omvendt har taget fagforeningerne til sig som et nødvendigt korrektiv til laissez-faire kapitalismen og indset, at økonomisk og social ulighed ikke uden videre bør accepteres som et uundgåeligt resultat af frihed. I samme periode har vi oplevet, hvad den britiske historiker Niall Ferguson kalder for et “vibe-shift” – en erkendelse af, at politik er nedstrøms fra kultur, og at kulturen er et værn imod ideologisk ensretning og modernitetens hang til gruppetænkning.
Det betyder, at Gud, Konge og Fædreland igen er blevet acceptabelt at ytre, noget som Socialdemokratiet virker til at have forstået og foregrebet. Konservative vendinger såsom “Tryghed i usikre tider” og det hyppige brug af begreber som “fællesskab”, “stabilitet”, “samhørighed” samt “det kollektive ansvar” trækker alt sammen på noget konservativt. Det samme gør mærkesager såsom kritikken af den stigende ulighed mellem land og by – som Kaare Dybvad, Bjørn Brandenburg og andre i partiet har været bannerførere for, Frederik Vads erkendelser i udlændingepolitikken, Mattias Tesfayes påtale af, hvad han kalder “pisse dårlig opdragelse”, såvel som Ida Aukens appel til “åndelig oprustning”. Samtlige mærkesager betoner pligtetikken frem for det overflødighedshorn af rettigheder og krav, som ellers har domineret den offentlige samtale. Det er i det store hele ærkekonservativt.
Når jeg så alligevel mener, at Socialdemokratiet ikke (længere) er et konservativt parti, skyldes det en række ting. Før jeg kommer nærmere ind på dem, er det dog nødvendigt at definere, hvad konservatismen egentlig er.
Konservatismen er for det første ikke en sammenhængende filosofi eller fasttømret ideologi, som man kender det fra socialisme eller liberalisme, der begge er universelle politiske (normative) teorier om, hvordan samfundet bør indrettes, og hvordan man når derhen. Konservatismen er en anderledes størrelse, idet den ikke er universel eller uniform. Hvad vi søger at bevare – eller konservere – i Danmark er forskelligt fra, hvad man søger at bevare i Frankrig, Tyskland og Italien eksempelvis.
Konservatismen baserer sig i stedet i langt højere grad på erfaringer og fornemmelser, snarere end rationaler og intellektualiseringer. Som den britiske konservative tænker, Michael Oakeshott, lettere ironisk – og bestemt polemisk – beskrev de såkaldt “rationelle”: “Som køkkenmedhjælpere, der prøver at erstatte en kok, der ikke er der, ved de ikke mere end det, der står på papiret. De læser det mekanisk – det giver dem idéer i hovedet, men ingen smag i munden.”
Konservatismen er måske også af den grund mindre knyttet til et bestemt parti sammenlignet med andre ideologier – en kendsgerning, der på ironisk vis er blevet genbekræftet af Det Konservative Folkepartis afkobling fra det konservative.
Det leder os til spørgsmålet om, hvordan konservatismen i så fald er forskellig fra socialdemokratismen. Det er det på følgende måder: For konservative trives mennesket bedst i stabile, nære og overskuelige fællesskaber. Derfor prioriteres en stærk familiepolitik, kulturel forankring og national sammenhængskraft. Nationen ses som et udtryk for det, der er særligt for et bestemt folk – noget, der ikke blot kan designes politisk, men som vokser organisk ud af en partikulær historie, tradition og kultur. Alt det har en iboende værdi, fordi det er vores – ikke fordi det tjener noget verdsligt eller skaber profit – men fordi det har en værdi i sig selv. Socialdemokratismen, såvel som andre ideologier, vender ofte dette på hovedet. Velfærdsstaten tjener som et godt eksempel. For en konservativ er velfærdsstaten et middel til at styrke de fællesskaber, som mennesker naturligt lever i: familien, nærområdet, civilsamfundet og nationen. For en socialdemokrat bliver velfærdsstaten et mål i sig selv, og borgeren et middel.
Dette skisma er kun blevet tydeligere i den igangværende valgperiode: regeringen er blevet stadig mere teknokratisk, og retfærdiggør konstant sig selv ved at jævnføre nødvendighedens politik, der understøttes af kriseretorikken.
I det følgende afsnit vil jeg forsøge at gøre ovenstående mere håndgribeligt ved at vise, hvordan Socialdemokratiets politik er blevet afskåret fra det konservative.
Remigration
Den nylige og ophedede debat om remigration er det bedste eksempel på Socialdemokratiets stadigt tættere alliance med det venstreliberale og teknokratiske paradigme. Her vælger man at prioritere en række abstrakte principper bundet op på international lovgivning, der bogstavelig talt skader danskerne, både fysisk og kulturelt. Partiets udlændingeordfører, Frederik Vad – som skal roses for at være en vigtig stemme i debatten – fremstår ikke desto mindre med sine erkendelser som køkkenmedhjælperen i Oakeshotts analogi. Han har mange idéer, men eksekveringen udebliver. Kigger vi mod vores nabolande, bliver det tydeligt, hvor grelt det kan gå, hvis ikke man tager et drastisk opgør med udlændingepolitikken – hvilket erkendelserne jo egentlig netop fordrer. Både Sverige, Tyskland, England og Frankrig døjer med uoverstigelige udfordringer på immigrationsområdet, som allerede har sat dybe – og muligvis irreversible – spor i de pågældende lande. Immigrationsspørgsmålet er og bliver derfor det mest presserende politiske problem i de kommende årtier. Kend din konservative på det.
Ukrainekrigen
Det næste punkt er muligvis endnu mere kontroversielt. Ikke desto mindre er Ukrainekrigen i min optik næsten lige så skadelig for Danmark som vores lempelige udlændingepolitik. I de sidste fire år har vi fået det modsatte at vide af Socialdemokratiet og regeringen, men i krig er sandheden som bekendt ofte det første offer. Selvom ukrainernes situation er forfærdelig tragisk, udgør krigen ikke en vital interesse for Danmark – noget, der burde være blevet indset med indsættelsen af Trump. Danmark og Europas fortsatte engagement i krigen har gjort mere skade end gavn for både Ukrainerne og os selv. Europas lederskab er dybt inkompetent hvad angår udenrigspolitiske spørgsmål, og mangler at gøre sig en række erkendelser. Enhver med en basal forståelse af geopolitiske dynamikker og nationale interesser ville vide, at Rusland anser ukrainsk medlemskab af NATO som uacceptabelt. Det vidste den britiske premierminister Winston Churchill, og det samme gjorde amerikanerne i 1990’erne. I 2008 sendte den amerikanske ambassadør til Rusland, William Burns, sågar et memo hjem til den amerikanske udenrigsminister i 2008, der gjorde dette utvetydigt klart.
Regeringens udenrigspolitik minder i den forstand påfaldende meget om den nationalliberale regerings linje i 1864, hvor man også tilsidesatte militær logik til fordel for idealistiske fortællinger – med store omkostninger til følge. Den eneste forskel er, at det denne gang er andre, der mister land som en konsekvens af det.
Samlebåndet
Afslutningsvis skal Socialdemokratiets arbejdsmarkedspolitik nævnes. Selvom arbejde utvivlsomt er en konservativ mærkesag, har partiets omtale af samme været kontraproduktivt. Statsministerens parole om, at danskerne skulle vænne sig til at “blive længere ved samlebåndet”, for at kunne hamle op med russerne, var ukonstruktiv og unødvendig retorik og tjener som endnu et eksempel på partiets instrumentelle logik. Det samme gør afskaffelsen af Store Bededag, der blev begrundet med, at man skulle have flere penge i kassen – et regnestykke der sidenhen viste sig ikke helt at gå op. Dette blev suppleret af Kaare Dybvad, der udgav sin bog “Arbejdernes Land” og udtalte, at man ligefrem skulle være stolt, hvis man hentede sit barn sidst i institutionen. For hvorfor tage vare på sit eget barn, når du kan overlade den opgave til institutionen, så du dermed er fri til at tjene penge til staten samtidig?
En ny begyndelse
Konservatismen er kendetegnet ved, at den ser samfundet som organisk og sammenhængende. Mennesker er bundet sammen i kraft af deres traditioner, nationalitet og kultur, og hvert individ er bundet af et slægtskab. Det er, hvad Edmund Burke kalder for generationskontrakten – altså at de levende har en pligt til at videreføre, hvad der er blevet dem overleveret. Den bundne opgave for konservatismen i de næste mange årtier bliver at genfinde og genbekræfte det, som vi har mistet. For som forfatter Kasper Støvring og billedkunstner Thomas Kluge udtrykker det i deres seneste bog “Det moderne er fortid” fra 2024, er progressivismen en blindgyde. Sandheden rækker i stedet bagud, og det er derfor her, vi finder løsningen på samtidens og fremtidens problemer. En ny begyndelse venter. Fremtiden er konservativ.