Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen
Forleden faldt jeg over et klip fra filmfestivalen i Venedig, hvor de israelske instruktører Yuval Abraham og Rachel Szor netop havde vist deres kritiske dokumentarfilm ’NAZA’ om Israels krig i Gaza. Publikum rejste sig, og så begyndte de at klappe.
Og de blev ved. Faktisk så længe, at applausen endte på omkring 25 minutter og efter alt at dømme blev den længste i festivalens historie. Jeg ved ikke, hvor mange minutter man skal klappe, før en applaus holder op med at være ros af en film og begynder at ligne en politisk manifestation, men jeg vil mene, at 25 minutter er et ganske godt bud.
Er du klar til et tankeeksperiment? For jeg gad godt at vide, hvad der skal til for at få det samme publikum til at klappe i 25 minutter af en dokumentar med omvendt fortegn?
Ville en dokumentarfilm, der skildrer Hamas’ omfattende terrorangreb den 7. oktober, hvor hundredvis af israelere blev massakreret, udsat for tortur, voldtaget og taget som gidsler, kunne vække den samme demonstrative begejstring og applaus på en af Europas største filmfestivaler?
Måske kræver det tankeeksperiment ikke særlig meget anstrengelse alligevel. For hvis vi tager et kig på modtagelsen af sådan dokumentere førhen, har det ikke ligefrem været med 25 minutters hørbar jubel. Den israelske dokumentar #NOVA fra 2024 blev afvist af Netflix, efter at streamingselskabets indkøbsteam angiveligt vurderede, at filmen var “for politisk”. Tilsvarende opstod der store protester og moddemonstrationer foran Phoenix Cinema i London, under visningen af dokumentaren Supernova: The Music Festival Massacre, hvorefter biografen blev udsat for voldsomt hærværk og vandalisme.
Gaza er efterhånden blevet noget mere end en politisk konflikt. Holdningen til krigen er også blevet en kulturel markør, hvor bestemte ord, symboler og standpunkter fortæller noget om, hvilket moralsk fællesskab man tilhører.
Det gælder ikke mindst ordet ’folkedrab’.
Anklagen bliver i dag så ofte fremsat som en selvfølgelighed, at man næsten kan glemme, at der faktisk er tale om en juridisk betegnelse. Om betegnelsen er rigtig, er mindre vigtigt. Nej, det vigtige er, at hvis du vil vise, at du er et godt menneske på den ’rigtige side’, så fremfører du naturligvis også den forventede indignation over ’folkedrabet’.
Yuval Abraham, den ene af instruktørerne bag NAZA, går endda længere end det. Han siger, at han som israelsk jøde ikke kan lade være med at forstå det, der er sket i Gaza, i ’Holocaust-termer’. En lignende historisk parallel trak den amerikanske skuespillerinde Maggie Gyllenhaal, da hun beskrev dokumentaren: »It reminded me of The Zone of Interest in the way it was about systems,« Altså en henvisning til filmen om Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss og hans familie, der forsøger at skabe et idyllisk familieliv med glade børn og blomster, mens der på den anden side af havemuren foregår systematisk masseudryddelse.
Det er ikke en historisk reference, man bør hive frem, bare fordi man ønsker at understrege, hvor moralsk forfærdet man er. Holocaust-sproget og folkedrabsanklager lever ikke længere kun i aktivistiske miljøer eller på demonstrationer. Det er rykket ind i den vestlige kulturelle offentlighed, hvor det i visse kredse – ikke mindst i Sala Grande i Venedig – er blevet forventelig måde at forstå Gaza på. Når én fortolkning bliver så selvfølgelig, er det værd at holde øje med, hvad der sker med de historier, der ikke passer lige så godt ind i den.
For det er svært ikke at få øje på en skævhed i den offentlige opmærksomhed omkring krigen. Israels krigsførelse, civile tab og krigsforbrydelser bliver finkæmmet intenst af medierne, men Hamas’ rolle trækker sjældent de samme vedvarende overskrifter.
Netop det så vi f.eks. da et FN-organ erklærede hungersnød i Gaza sidste år, som medførte en omfattende global fordømmelse. Men da en rapport fra UNICEF i august konkluderede, at forekomsten af akut underernæring hos børn i Gaza var nede på 0,5 procent, passerede det næsten ubemærket forbi i medierne.
Virkeligheden har det med at være et dårligt manuskript, der ikke passer ind i filmbranchens skarpe opdeling af helte og skurke. Men når medier og festivaljuryer klipper de nuancer ud, som ikke passer til det moralske narrativ, svigter de deres eget formål. Dertil må vi også tage terminologien alvorligt. Det er nemlig ikke gratis at lade nazikortet eller folkedrabsanklagerne blive en letkøbt konsensusforståelse. Jeg tror, vi må indse, at når vi insisterer på det sprog, fodrer vi en antisemitisme i vores eget samfund, som i værste fald risikerer at blive omsat til konkrete handlinger.