2025 har været et godt år for borgerligheden. Det politiske pendul svinger mod højre, og hvis vi er rigtig heldige bliver 2026 året, hvor vi igen får en borgerlig regering. 

I denne leder vil jeg give mit personlige bud på, hvad der bør være borgerlighedens nytårsforsæt for 2026, så den kan gøre et endnu større indhug i den politiske og kulturelle debat og meningsdannelse.

Lus i skindpelsen

Jeg vil starte med det folkelige og kulturelle højdepunkt, der afsluttede 2025 – Kongens nytårstale. Kongen indledte nemlig med en ret så opsigtsvækkende udtalelse, idet han kaldte personer, der erklærer sig uenig med regeringens Ukrainepolitik for “lus i skindpelsen”. 

Nu skal jeg som den første indrømme, at jeg måske i særdeleshed finder det problematisk, da jeg netop har en anden holdning til Ukrainekrigen og vel derfor må være en af de “lus”, som Kongen refererer til.

Udover at jeg synes, det er dårlig dømmekraft fra vores Konges side at udtale sig om konkrete politiske problemstillinger, mener jeg derudover også, at hans analyse er forkert og derfor desto værre. For den primære trussel kommer efter min overbevisning ikke udefra, men indefra, som J.D. Vance så korrekt bemærkede det i sin tale ved München i starten af året. 

Det bør efterhånden være åbenlyst for alle. Faktisk forsøger man ikke engang at dække over det længere. Det amerikanske program “60 minutes” kunne i et nylig udsendelse vise, at det er relativt normalt for personer i flere europæiske lande, at modtage bøder for at udtale sig “krænkende” om andre i offentligheden, ligesom man kan risikere at blive udelukket fra sociale medier eller sågar få konfiskeret sin telefon, hvis man udtaler noget, de politiske magthavere er uenige i.

Derfor er det første nytårsforsæt for borgerlige i 2026 at forstå, at truslen mod Europa i højere grad kommer fra et stadig mere autoritært EU end fra totalitære nationer uden for Europa.

Gud er ikke død – tværtimod

Det leder mig til mit næste punkt, som mange har svært ved at forene sig med: at det verdslige forgår, mens det eviggyldige består. Derfor holder de fleste fast i politiske konstruktioner som EU og den internationale liberale orden på nærmest ortodoks vis. Også selvom disse institutioner har vist sig fejlagtige og direkte selvunderminerende. Af den grund var det måske særligt forløsende, da Kongen som afslutning på sin tale velvilligt lod vente på sig, tog brillerne af og som vanligt sluttede med ordene “Gud bevare Danmark”. For mig betød det i hvert fald at jeg mærkede en speciel form for glæde. På en måde som jeg ikke har mærket det før. Måske er det fordi, der er så meget på spil, for tænk hvis vores majestæt en dag undlader at ytre netop de ord, fordi “tidsånden” ikke længere er til det. Ja, så er vi for alvor blevet enker i evigheden, som Kierkegaard vistnok sagde det. Heldigvis fik Kongen understreget, at vores kristne kulturarv er fundamentalt for vores selvopfattelse og identitet. Gudskelov.

Gud forpligter os til at værne om vores land og vores næste i den konkrete forstand. Og Gud er ikke død, men sprællevende. Derfor mener jeg, at Gud for alvor bør vækkes til live i den borgerlige lejr. Ikke som en maskot eller idé, fordi det til tider føles godt, men som noget der ånder og lever i os, fordi det faktisk er rigtigt og sandt. 

Mindre liberalisme, mere fællesskab og fædrelandskærlighed

Hvis ikke jeg allerede har fået ørerne i maskinen over mit skriv om Gud, får jeg det formentlig over mit næste forsæt, som er, at borgerligheden skal være mindre fikseret på liberalismen og mere fokuseret på fællesskabet og fædrelandskærligheden. Ikke fordi de er uforsonlige, men fordi individet kun er noget i kraft af sin relation til noget andet. Vi har naturligvis krav på frihedsrettigheder, ligesom menneskets iboende værdi er ukrænkelig – men det er kun selvindlysende, hvis man tror på Gud. Vi er med andre ord skabt i Guds billede og har fået vores selvstændighed og frie vilje givet af ham. Altså er vi ikke født som autonome individer i den liberale forstand, men står fra begyndelsen i relation til dem, der har givet os livet — vores mor og far — og til ham, der har skabt os: Gud. Derfor er vi også underlagt en moralsk fordring, som vi kan vælge at adlyde eller ignorere, men ikke uden konsekvenser.

Det skaber den lidt paradoksale herlighed, at du skal glemme dig selv for at blive mest dig selv, og det er egentlig ret fantastisk, da det slår to fluer med ét smæk: stoltheden og narcissismen, der i så høj grad gennemsyrer vores kultur.

Remigration

Det sidste nytårsforsæt er selvfølgelig remigration. Mens de europæiske ledere har travlt med at tordne mod Putin, Orban og andre, har vores egne ledere travlt med at lukke indvandrere ind i hobevis, hvoraf mange vil afmontere vores demokratiske og frie samfund ved først givne lejlighed. Derfor må det vigtigste politiske nytårsforsæt være et reelt remigrationsregime, hvis vi ønsker, at Europa, som vi kender det, skal bestå.

Det kræver nogle konkrete målsætninger og planer, der kan aktualiseres, hvilket Dansk Folkeparti er godt i gang med at udmønte. Det vil betyde et opgør med de internationale konventioner og ubehagelige politiske diskussioner og beslutninger om, hvem der hører til i den gruppe, der muligvis skal sendes hjem. Men bare fordi det er en svær diskussion, er det ikke ensbetydende med, at den ikke skal tages. Lad derfor næste år være et i Gud, Konge, Fædrelandets og remigrationens ånd.

Godt nytår til alle og tak fordi I læser med!