Af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen
De seneste måneder har fire prominente kvindelige navne i Venstre kampagneret med budskabet om, at borgerligheden anno 2026 er blevet for maskulin. Man skulle tro, at der var vigtigere ting for Venstre at gå op i end unge borgerlige mænds jakkesæt, såsom at de i målinger ligger langt under 7%, har en fraværende formand, det interne drama om L5, deres håbløshed på sociale medier og vigtigst af alt deres efterhånden manglende eksistensberettigelse.
Men Marianne Lynghøj, Linea Søgaard-Lidell, Marie Bjerre og Iben Krog har dog trods de eksistentielle udfordringer for »Danmarks liberale parti« udtalt, at de ikke kan se sig selv i det manderum og testosteronlejr, som de mener, den borgerlige fløj er blevet.
Vores chefredaktør og vores faste klummeskribent Mikkel Bjørn bliver blandt andre nævnt som syndebukke for denne udvikling. Og det skriger til himlen, at dette i virkeligheden handler om misundelse over den bølge, som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti efterhånden har redet længe på. Ja, det handler ikke om mænd, deres påklædning eller om, hvorvidt borgerligheden er for maskulin.
Og det kan ses ved, at der er en helt simpel, men noget ganske grundlæggende, som Venstre-kvinderne har misforstået. Det fremviser en af de fire, Marie Bjerre, udmærket i et interview i Deadline på DR2:
»Blå blok bliver nødt til også at appellere til kvinder, og det kan vi jo desværre se, at det gør blå blok ikke, og det er et problem, for der er masser af kvinder, der går op i, at man tager ansvar, at staten ikke må fylde for meget, at der er for meget bureaukrati, at vi har internationalt engagement, og vi skal også opruste. Alle mulige borgerlige værdier er der masser af kvinder, som går op i.«
Og det opremser lige præcis, hvilken pointe der flyver over hovedet på dem. De forstår ikke, hvad kvinder anno 2026 søger i borgerlig politik. Common Agenda lavede kort tid efter folketingsvalget i marts en optælling af, hvad vælgerne mente, var de politiske områder, der var mest afgørende for dem. Der lå »udlændinge og indvandring« klart nummer ét.
Så det klinger hult, når Bjerre siger »internationalt engagement«. Hun mener bare mere magt til EU, ikke et opgør med konventioner, der bremser dansk selvstændighed, om hvem vi skal hjemsende osv. Det er ikke politik, der gør noget godt for kvinder. Tværtimod gør det dem faktisk mere udsatte.
Hvis borgerligheden og blå blok skal få regeringsmagten en dag, kræver det folk som Mads Strange, Malte Larsen, Christian Kirk og Christian Vigilius – om Venstre-kvinderne kan lide det eller ej. Men det kræver også folk som Helena Artmann, Sólbjørg Jakobsen og Mette Thiesen.
At starte en kønsdebat og kønskrig, som i praksis er det, de lægger op til, er noget, der bør høre venstrefløjen til. Vi bør som borgerlige anerkende vigtigheden af fremtrædende politikere, som kan sprede det borgerlige budskab uanset køn.
I meningsmålingerne ligger Dansk Folkeparti omkring SF, der notorisk har haft mange kvindelige vælgere. De har faktisk hele 12 % blandt kvinderne. Og Venstre ligger kun på 6,9 %.
Så hvem er det, der skræmmer de kvindelige vælgere væk? Hvis det er nogen, er de smarte slipsebærende unge mænd fra DF og LA. Måske bør Venstre-kvinderne se indad i stedet for fejlagtigt at sige:
»Vi ser i høj grad, at kvinder ikke rigtig føler sig hjemme hos os blå partier.«
Fordi det er usandt. En matematisk usandhed endda. For efter folketingsvalget tilbage i marts talte de politiske eksperter om en ny type vælger, som Dansk Folkeparti har fået fat i. Det er den unge kvinde fra Vestegnen, der på egen krop ser og oplever problematikkerne ved den muslimske indvandring. Det skulle eftersigende være en del af grunden til Dansk Folkepartis flotte resultat, at de fik kvinderne med.
Venstre-kvinderne må indse, at de har skabt en klub, som kvinder simpelthen ikke gider være en del af. Det kommer der af at være Socialdemokratiets vedhæng. Både mænd og kvinder har indset, at hvis man vil have reel borgerlig politik, og hvis man vil beskyttes mod masseindvandringens rædsler, må man søge andetsteds hen. Mod partier, der ønsker et opgør med konventionerne og hjemsendelser.
Jeg har længe været fortrøstningsfuld og antog – naivt muligvis – at hele den borgerlige fløj stod sammen om at kæmpe for anstændighed, ordentlighed og en respektfuld fremtræden, når det gælder påklædning. Men ak, Venstre-kvinderne skulle lige problematisere det, som jeg egentlig troede var en selvfølgelighed. At der intet er galt med, at unge mænd tager slips og jakkesæt på. Men at vi faktisk påskønner det, da det symboliserer respekt, ordentlighed og umage. Ting, der i mine øjne er kernen af borgerlig politik.
Marie Bjerre påstår, at blå politik appellerer mere til mænd. Den borgerlige fløj vil gøre det muligt økonomisk for kvinder at blive længere tid hjemme, mens deres børn er små. Omkring 2 ud af 3 mødre har dårlig samvittighed over manglende tid med deres børn, så det er i den grad politik, der er skræddersyet til kvinder. Og den største borgerlige politik, der tilgodeser kvinder, er naturligvis en strammere udlændingepolitik med konsekvent hjemsendelse af kriminelle.
Jeg troede, vi var færdige med at udskamme folk på baggrund af, hvad de har på. Og prøv at tænke sig et ramaskrig, hvis det var omvendt. Hvis Jacob Mark, Magnus Georg Jensen, Frederik Vad og Thomas Rohden sagde, at venstrefløjen var blevet alt for meget nederdel, kjole og næsering, ja, så ville der falde brænde ned, og de tinnitusgivende feministiske slagord ville kunne høres i menneskemængden.