Af Jonas Lauge, stud.theol. ved Dansk Bibel-Institut
På den nationale del af højrefløjen synes der at findes to nationale sindelagstyper. De kan ofte ende med at mene det samme politisk, men have vidt forskellige bevæggrunde.
Begge kan ønske en stram udlændingepolitik.
Begge kan være kritiske over for EU.
Begge kan tale varmt om Danmark, historien og kristendommen.
Men det afgørende spørgsmål er ikke kun, hvad man forsvarer. Det afgørende spørgsmål er også, hvorfor man forsvarer det.
Der findes en kærlighedsbåren national sindelagstype, hvis nationale sindelag udspringer af kærlighed: Kærlighed til fædrelandet, historien, slægten, sproget, kirken og kulturen. Denne sindelagstype ønsker at bevare, fordi den har modtaget noget værdifuldt. Den er taknemmelig, før den er vred. Den vil beskytte Danmark, fordi den elsker Danmark. Men der findes også en ressentimentsbåren national sindelagstype, hvis nationale sindelag udspringer af modvilje. Denne defineres næppe først og fremmest ved kærligheden til det egne, men ved fjendskabet mod det fremmede.
Den vil i praksis beskytte Danmark, fordi den hader dem, der ikke er Danmark. Dette er ikke en uvæsentlig forskel. For selv om de to sindelagstyper kan ende med samme politiske konklusioner, er deres indre bevæggrunde vidt forskellige. Den ene er positivt defineret. Den tager udgangspunkt i noget, der elskes, modtages og ønskes bevaret. Den anden er negativt defineret. Den tager udgangspunkt i fjenden, i modstanden, i det, man ikke er, og i det, man ikke vil være. Det ses i dag i dele af den nye højrebølge.
Her kan nationale symboler, kristendom, familie og tradition komme til at fungere mindre som noget, man faktisk lever i og elsker, og mere som markører i en kamp mod samtiden. Man kan tale varmt om kristendommen uden at praktisere den, om familien uden at forstå dens forpligtelser, og om Danmark uden egentlig at kende dets historie, sprog og kultur. Da bliver det nationale ikke først og fremmest et hjem, men et våben.
Dette ses særligt tydeligt i udlændingepolitikken. De to nationale sindelagstyper ønsker begge en stram udlændingepolitik, men af vidt forskellige grunde. Den ene ønsker det, fordi han mener, at Danmark er et gammelt fædreland med en særegen historie, en kristen arv, et dansk sprog, en bestemt tillidskultur og et fællesskab, som ikke kan bære ubegrænset kulturel forandring. Han ønsker at beskytte noget konkret, smukt og nedarvet.
Den anden kan nå frem til samme standpunkt, men ad en ganske anden vej. Her handler det ikke først og fremmest om kærlighed til Danmark, men om vrede mod de fremmede. Det politiske standpunkt kan ligne det samme, men det åndelige udgangspunkt er et andet.
Det betyder ikke, at vrede altid er illegitim. Et folk må kunne reagere, når dets grænser, kultur, institutioner og sædvaner trues. Men vrede kan ikke være konservatismens grundstof. Vreden kan vække et menneske, men den kan ikke bygge et samfund. Den kan sige nej, men den kan ikke i sig selv give et ja. Og konservatismen må i sidste ende være mere end et nej. Den må være et ja til fædrelandet, familien, kirken, historien og den orden, vi ikke selv har skabt, men som vi har fået betroet.
Et lignende forhold gør sig gældende i EU-spørgsmålet. En kommunist og en nationalkonservativ kan godt stå side om side i kritikken af EU, uden at kritikken udspringer af det samme sindelag.
Kommunistens bevæggrunde kan være, at EU ses som kapitalens Europa, hvor store virksomheder får friere hænder, mens arbejdernes vilkår kommer under pres. Den nationalkonservative er i stedet drevet af kærlighed til suveræniteten, den nationale selvbestemmelse og den konkrete historiske nation.
Samme konklusion er altså ikke nødvendigvis udtryk for samme sindelag. Denne skelnen er særlig vigtig, fordi den negativt definerede nationale sindelagstype let kommer til at redskabeliggøre de begreber, som den kærlighedsbårne sindelagstype faktisk tror på. Danmark, traditionen, familien og kristendommen kan alle gøres til redskaber i en kamp. De kan bruges som slagord, selv når de ikke længere bæres af egentlig hengivenhed. Det gælder ikke mindst kristendommen.
På højrefløjen hører man ofte, at Danmark er et kristent land, at vores kultur bygger på kristendommen, og at kristendommen har formet vores moral, institutioner med mere. Det er alt sammen sandt. Men det er ikke nok. For kristendommen er ikke vigtig, fordi den historisk har været nyttig for Danmark.
Kristendommen er vigtig, fordi den er sand. Den har ikke værdi, fordi den kan bruges som argument mod islam, wokeisme eller moralsk opløsning. Den har værdi, fordi den forkynder sandheden om Gud, mennesket, synden, nåden og frelsen.
Hvis kristendommen kun forsvares som et kulturpolitisk redskab, er den allerede blevet reduceret til noget mindre end sig selv. Gud er ikke en brik i en debatstrategi. Han er ikke et nationalt symbol blandt andre nationale symboler. Han er Gud. Den ressentimentsbårne nationale sindelagstype risikerer derfor at blive en spejlvending af den moderne identitetspolitik, den ellers kritiserer. Den definerer sig ved fjenden. Den lever af konflikten. Den ved, hvad den hader, men ikke altid hvad den elsker. Den kan rive ned, udstille og bekæmpe, men den har vanskeligere ved at bygge, bevare og give videre.
Den kærlighedsbårne nationalfølelse er derimod opbyggelig. Den begynder ikke med fjendskabet, men med taknemmeligheden. Den ved, at et fædreland ikke blot er et territorium, men et hjem. Den ved, at kultur ikke blot er en markør i en debat, men en levende arv. Den ved, at kristendommen ikke blot er en historisk identitetsmarkør, men sandheden om Gud og mennesket.
Derfor må den nationale højrefløj spørge sig selv, hvad den egentlig er drevet af. Er vi drevet af kærlighed til det givne, eller af had til det fremmede? Vil vi bevare, fordi vi har modtaget noget godt, eller vil vi blot bekæmpe, fordi vi har fundet en fjende?
Et sundt nationalsind må være positivt defineret. Det må begynde med kærlighed, taknemmelighed og ansvar. Først da bliver det opbyggeligt. Først da kan det gøre mere end at sige nej til samtiden. Først da kan det bevare, bygge og give videre.
For Danmark skal ikke blot bruges. Danmark skal elskes!