af Marlene Budolph, Public Affairs Konsulent og Cand.scient.pol.
Den vestlige verden står over for en paradoksal krise. På den ene side er vi stolte forkæmpere for frihed, lighed og individuel selvbestemmelse – vi kæmper sågar for retten til forskellighed. På den anden side ser vi en systematisk nedbrydelse af maskulinitet – en institutionalisering af en anti-maskulin diskurs, der udråber mænds styrke, ambitioner og lederskab som værende problematiske træk. Under dække af kampen mod toksisk maskulinitet er vi ved at skabe en generation af mænd, der skammer sig over netop at være mænd. Og hvad bliver så resultatet? Forvirrede og svage mænd – og dertil kvinder, der bliver tvunget til at tilpasse sig en mandlig arketype, de aldrig rigtigt har ønsket sig.
Denne udvikling er hverken sund for mænd eller kvinder. For mens vi fordømmer maskulinitet i sin klassiske form, holder vi liv i tilslutningen til ekstreme og destruktive typer som Andrew Tate, der med sine forhadte holdninger og polariserende retorik bliver et naturligt – men forfærdeligt – tilflugtssted for unge mænd, der føler sig fortabt. Kampen mod toksisk maskulinitet har således kun styrket netop de mænd, der burde marginaliseres, alt imens den har gjort almindelige, ordentlige mænd usikre på, hvem de må være.
Som liberal siger jeg fra. For der er intet liberalt i at udskamme maskulinitet. Der er intet liberalt i at forsøge at ensrette kønsroller eller påtvinge kvinder præferencer, der går imod deres egne biologiske eller psykologiske instinkter. Hvis en kvinde ønsker en klassisk maskulin mand – stærk, beskyttende og måske endda villig til at forsørge – er det ikke et valg, der skal latterliggøres af feminister eller ses som et forræderi mod årtiers kamp for ligestilling. På samme måde skal kvinder, der ønsker bløde og mere feminine mænd, også have lov til det – men pointen er, at valget skal være frit. Jeg er ligeglad med, om du er til mænd der græder eller om du, som jeg selv, ikke bryder dig om svage mænd. Så længe du lader mine præferencer være lige så legitime, som jeg hævder, at dine er.
I dag synes det at være blevet efterstræbelsesværdigt, at mænd skal græde for at bevise deres autenticitet og bryde med gamle normer. Men er vi gået fra én snæver definition af maskulinitet til blot at påtvinge en anden? Hvis en mand ikke ønsker at græde eller vise sårbarhed på den måde, skal han så udskammes som ufølsom eller toksisk?
Vi risikerer at skabe en ny slags maskulin standard, hvor mænd presses til at udtrykke følelser på en bestemt måde for at være rigtige mænd. I stedet for at pålægge mænd en forventning om, hvordan de skal føle og handle, burde vi kæmpe for at give dem friheden til at vælge selv – uanset om det betyder at græde eller ej. Det handler ikke om at afvise sårbarhed, men om at acceptere, at der findes mange måder at være maskulin på. Ligestilling betyder frihed til at være, som man er – ikke en ny social forventning forklædt som frigørelse.
Problemet er, at vi i en afsporet kamp for ligestilling og feminisme har gjort mænds maskulinitet til en fjende og kvinder, der værdsætter den, til medløbere for patriarkatet. Men ligestillingskampen burde ikke have som selverklæret mål at gøre mænd til kvinder og kvinder til mænd. Den burde handle om, at begge køn skal kunne udfolde deres naturlige styrker – både i form af forskellighed og lighed – uden at skulle undskylde for det.
Der er brug for den opbyggelige maskulinitet. Ikke kun for mændenes skyld, men også for samfundet og ikke mindst for de kvinder, som stadig foretrækker de klassiske maskuline egenskaber og dyder. Sund maskulinitet er ikke undertrykkelse. Det er styrke, ansvar og beskyttelse. Det er ambition og vilje til at tage lederskab, hvor det er nødvendigt. At tage dét fra mænd er at tage noget fundamentalt fra vores samfund. Og at påtvinge kvinder en idé om, at de kun kan være rigtige feminister, hvis de vælger mænd, der ikke ønsker eller evner at påtage sig disse roller, er lige så autoritært som de patriarkalske systemer, feministerne selv hævder at bekæmper.
Det er bydende nødvendigt, at vi holder fast i det grundlæggende, liberale princip om frihed. Kvinder skal have lov til at vælge de mænd, der giver mening for dem – uanset om det er den bløde, moderne type eller den klassiske, maskuline beskytter. Og mænd skal have lov til at være mænd uden at føle, sig udskammet for at insistere på at være maskulin i en feminin tid.
Lad os derfor sætte friheden til forskellighed først og bryde med den kyniske feminisme, der kun gavner sig selv. For det er hverken liberalt eller foreneligt med vestens øvrige værdier at tvinge nogen – hverken mænd eller kvinder – at leve på en måde, de ikke bryder sig om. Frihed til forskellighed er vejen frem. Lad mænd være mænd. Lad kvinder vælge den maskuline mand, hvis det er det, de ønsker sig. Uden denne fundamentale frihed mænd og kvinder imellem risikerer vi at bidrage til Vestens forfald ved at skabe en generation af svage og forvirrede, vestlige mænd – til gavn for hvem?