af Christian Vigilius, Formand for Konservativ Ungdom

Vi står overfor en eksistentiel trussel i Danmark og resten af Vesten. Truslen er ikke pludselig eller samfundsomvæltende fra den ene dag til den anden. Den er ikke ekstern. Den kommer indefra, den er selvskabt og den kommer snigende; år for år, generation for generation, udhuler den fundamentet for vores samfund og risikerer at blive ganske undergravende for vores civilisation. Jeg taler hverken om klima- eller energikrise. Jeg taler om fertilitetskrisen i Danmark og Vesten.

Vi får for få børn i Danmark. Det er hverken en overdrivelse eller moralisering, men blot en nøgtern konstatering af, hvordan virkeligheden ser ud. Med en fertilitetsrate på 1,5 ligger vi markant under de 2,1, som er nødvendigt for at opretholde befolkningen uden indvandring. Og Danmark er ikke alene; intet vestligt land har en tilstrækkelig fertilitetsrate, mens befolkninger i Afrika og Mellemøsten får fire til seks børn per kvinde. Den lave fertilitet i vesten er ikke blot en demografisk udfordring – det er en direkte trussel mod vores samfund, kultur og velfærd, ja, mod hele Vestens globale magtposition. Vi står ved en skillevej, hvor vi enten kan tage fat på denne krise eller risikere at lade vores samfund forvitre over tid.

Først og fremmest vil manglen på arbejdskraft blive kolossal. Hvis fertiliteten forbliver på 1,5 børn pr. kvinde, vil Danmark i 2060 have 200.000 færre i den arbejdsdygtige alder, samtidig med at flere vil have behov for offentlig pleje. Den udvikling er ganske enkelt uholdbar for vores velfærdssamfund, og uden handling vil det bryde fuldstændig sammen. Import af arbejdskraft præsenteres ofte som en hurtig løsning – som da Dansk Erhverv foreslog at hente 50.000 udenlandske arbejdstagere over 10 år. Men selvom vi har brug for en vis mængde af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, kan det aldrig løse vores fertilitetskrise. Det er og bliver en midlertidig lappeløsning på et strukturelt problem – vi kan ikke outsource vores demografi.

Endnu mere alarmerende er befolkningssammensætningen. Selvom danske kvinder i gennemsnit føder 1,5 børn, varierer fertiliteten betydeligt mellem forskellige grupper. Kvinder i Danmark, der er indvandret fra MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) føder i gennemsnit 2,58 børn. Hvis den udvikling fortsætter, kommer den muslimske befolkningsgruppe i Danmark til at blive enormt dominerende.

Det er et demografisk skred, og de allerede eksisterende integrationsproblemer i parallelsamfundene vil kun vokse sig større. Her er kriminaliteten høj og tilliden til myndighederne lav. Hvis vi ikke handler nu, vil polariseringen eksplodere, det vil underminere den sociale sammenhængskraft og udhule det stærke værdifællesskab, vi har i Danmark.

Globalt ser vi lignende mønstre. Europas og USA’s befolkninger daler, mens Afrika og Mellemøsten vokser i hastigt tempo. Migration mod Europa vil stige, hvilket kun yderligere vil forstærke de sociale og politiske spændinger, vi allerede ser i dag. Selvom øget velstand med tiden givetvis vil reducere fertiliteten i disse lande, er der lang vej endnu. Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at resten af verden når samme velstands- og fertilitetsniveau som Vesten. Den form for passivitet er ikke en mulighed, hvis vi ønsker at sikre et stærkt Danmark og et stærkt Europa.

Set med danske briller er der noget umiddelbart paradoksalt i, at vi har indrettet et velfærdssamfund med daginstitutioner, børnepenge, barsel og øgede offentlige overførsler til forsørgere af enhver art – alt sammen for at gøre det lettere at få og have børn – og alligevel er der færre og færre, der stifter familie. Men det understreger blot, at det ikke udelukkende er socioøkonomiske faktorer, der er afgørende for, om en befolkning ønsker at reproducere sig selv. Der er noget mere fundamentalt på spil: vores kultur, vores etik og moral, de værdier og visioner, der gennemsyrer vores samfund. Hvad nytter økonomiske tilskud og understøttelse, hvis man som mand eller kvinde har internaliseret et værdisæt, der italesætter familien som en begrænsning snarere end en velsignelse?

Vi lever i et ekstremt individualiseret samfund, hvor individets fremme, uafhængighed og selvrealisering synes at være det eneste efterstræbelsesværdige ideal. Vi er blevet fortalt, at vi bliver lykkeligere, jo mere vi fokuserer på os selv. Kvinder får af moderne, radikale feminister læst og påtalt, at familien er en hindring for ligestillingen. Ni måneders graviditet, 280 dages barsel og efterfølgende børnepasning og prioritering af familien ødelægger de nationale lønstatistikker og ligheden mellem mænd og kvinders karrieremæssige udfoldelser.

På samme måde er mænd påvirket af individualismens kvælertag og underminering af evnen og viljen til at forpligte sig på en parholds- og familierelation. Tilsvarende har hensynet til børnefamilierne været et fuldstændig negligeret område i dansk politik – og her kan de borgerlige ikke undse sig for en betragtelig del af ansvaret. Mangt en arbejdsmarkedsreform er gennemført med det ene formål at øge arbejdsudbud, arbejdsmængden og økonomisk vækst uden tanke på, om den intenderede ændring i danskeres adfærdsmønstre kan have en negativ indflydelse på familierne i Danmark. Det er ikke et argument imod økonomiske reformer, men et argument for, at lovgivningen skal understøtte og styrke familielivet i Danmark – ikke underminere det.

Og det er ikke kun af hensyn til fertiliteten. Den skarpe læser vil bemærke, at jeg gradvist er stoppet med at tale om ’fertilitet’ til at tale mere om ’familie’. Og det er helt bevidst. For selvom jeg helt oprigtigt talt betragter fertilitetskrisen som en af vores allerstørste udfordringer, så vil jeg ikke højne fertiliteten for enhver pris. Eller med andre ord: jeg vil ikke ofre familien på fertilitetens alter. Teknologiske fremskridt gør det i højere og højere grad muligt at få børn uden at stifte familie. Det kan der være alle mulige sympatiske bevæggrunde for, men det har den foruroligende konsekvens at underminere og overflødiggøre familien. Og så langt vil jeg ikke gå i fertilitetens navn. Familien er selve kernen i samfundet. En fertilitet, der vokser på bekostning af det nære og forpligtende fællesskab, kan ikke stå distancen i længden. Svaret på fertilitetskrisen er derfor at sikre rammer, hvor familien trives, for uden familien kan samfundet ikke blomstre.