af Frederik Christensen, Cand.scient.pol med speciale i udenrigspolitik

“Orden og frihed, som nogle gange beskrives som modsatrettede poler på erfaringens spektrum, bør i stedet forstås som indbyrdes afhængige.” Sådan skrev Henry Kissinger – det måske største, og muligvis mest kontroversielle diplomatiske geni i det 20. århundrede, i en af sine sidste bøger “World Order” fra 2015. I bogen forsøger Kissinger bl.a. at finde et svar på, hvordan man kan skabe en fælles verdensorden mellem lande med forskellige historiske erfaringer og værdier. Sidste år, omtrent et halvt år efter hans 100-års fødselsdag, døde Henry Kissinger, og med ham personificeringen af den klassiske statsmandskunst. Men Kissingers politiske og diplomatiske visdom behøves nu mere end nogensinde før.

Med en krig på det europæiske kontinent, der bliver værre og værre for ukrainerne og som risikerer at udvikle sig til en tredje verdenskrig, en højspændt relation mellem Kina og USA over Taiwans selvstændighed, et Israel i krig mod Iran og dets proxyer, og et uroligt og fragmenteret Syrien uden noget formelt lederskab, der i værste fald kan destabilisere et allerede fragilt Mellemøsten, er fred, hvor den kan fås og orden hvor den kan skabes, altafgørende.

Derudover lurer faren for en global atomkrig under overfladen, et faktum som på foruroligende vis er forduftet fra debatten, selvom det burde være i centrum. Alverdens gode hensigter og intentioner er dog uden betydning, hvis først der bliver trykket på den røde knap. For i det scenarie er der ikke nogen stater tilbage at have en holdning om.

Hvad der gør det hele endnu mere mærkværdigt, er, at faren for atomkrig konstant lå folk på sinde for bare lidt over 35 år siden. Men selvom farerne er tiltaget i styrke i dag, er frygten for brugen af altødelæggende våben ikke. Dette også selvom at “Bulletin of the Atomic Scientists” har stillet deres dystre dommedags ur til 90 sekunder til midnat, hvilket kan oversættes til, at menneskeheden aldrig har været tættere på en global katastrofe, end vi er det i dag. Hvis der er noget tidspunkt i historien, hvor vi derfor burde frygte atomkrig, er det nu. Og det faktum, at vi ikke taler om det, er et tegn på, at vi ikke begriber situationens alvor. Men historien og magtpolitikken er så sandeligt tilbage – om vi vil det eller ej.

Denne genkomst af hvad man i akademiske kredse refererer til som “hard power politics” kan dog bedst forstås som tragisk – altså bevidstheden om at der ikke eksisterer nogen gode valg, kun mindre dårligere.

Udenrigspolitikken af i går var netop formet af denne forståelse af det tragiske. 2. verdenskrig, som de fleste forstår som det godes ultimative sejr over det onde; frihedens og demokratiets triumf over nazismen og trældommens lænker, glemmer, at det krævede en pagt med djævlen i form af Stalin og Sovjetunionen for at besejre Hitler og Nazityskland. En mere brutal diktator end Stalin og et mere tyrannisk styre end Sovjetunionen er svær at finde. Men den alliance var en nødvendighed for at besejre aksemagterne, på samme måde som en fælles sikkerhedsarkitektur mellem russerne og europæerne er en nødvendighed i dag, hvis man vil besejre Kina. En de facto proxy krig med Rusland – som NATO er engageret i dag – er derfor på lang sigt en tåbelighed af astronomiske proportioner.

Det var også præcis det, som hovedarkitekten bag USA’s succesfulde inddæmningskrig mod Sovjetunionen, George Kennan, konkluderede, da NATO begyndte at udvide mod øst efter den kolde krig, på trods af at have givet russerne forsikringer om det modsatte. Kennan vidste, at en sådan udvidelse ville blive mødt med forundring fra russernes side – hvilket det gjorde, og at det ville blive tolket som en aggression – hvilket det blev. Han vidste samtidig, at det ville betyde, at NATO blev spredt for tyndt ud. At man valgte at fortsætte udvidelse af NATO, på trods af disse og andre lignende advarsler fra den amerikanske top, samtidig med at EU udvidede mere eller mindre synkront med NATO, resulterede netop i det, Kennan frygtede.

Vestens hovmod og insisteren på at se splinten i den andens øje snarere end bjælken i ens eget, skabte overvejende det, man kalder for et sikkerhedsdilemma. Ved at bevæge sig tættere på den russiske grænse med en de facto dobbeltalliance – NATO og EU – der militært stod langt stærkere end Rusland, stillede man russerne over for et dilemma: Selvom Vestens motiver var defensive, ville de kapabiliteter en dag kunne bruges offensivt.

Valgte man i stedet selv at opruste, risikerede man at eskalere konflikten. Den vestlige alliance var for langsomme til at se skriften på væggen, og efter flere fejlslagne forsøg på diplomatiske håndsrækninger, blev provokationen for Rusland for stor i 2008, hvor USA begyndte at bejle til både Ukraine og Georgien. Ruslands røde linje var blevet krydset, noget som USA’s daværende ambassadør til Moskva, William H. Burns, advarede imod eftertrykkeligt.

Det er et klassisk eksempel på en tragedie, hvor forglemmelsen af at forskellige lande har forskellige interesser, værdier og historiske erfaringer, risikerer at vælte den fælles orden, som er afgørende for en varig fred. Noget Putin selv glemte, da han valgte at invadere Ukraine. Det er sådan en situation, vi lige nu befinder os i med russerne.

Sammenligner vi igen vores nuværende situation med den kolde krig under først Kennan og sidenhen Kissingers lederskab, er kontrasten slående. Her var man konstant nervøs for at eskalere konflikten unødigt, selv da russerne udviste aggressiv adfærd, som under den cubanske missilkrise i 1962, hvor JFK holdt hovedet koldt og gjorde sit bedste for at deeskalere situationen, og afværgede af den grund en totalkrig med Sovjetunionen. Selv da Sovjetunionen stod halvvejs inde på det europæiske kontinent og byggede en mur, der opdelte Berlin i øst og vest, holdt USA sig ude.

Situationen kunne ikke være mere anderledes i dag, hvor der konstant bliver opildnet til mere og mere drastiske metoder og midler i krigen, selvom Rusland er blevet reduceret til en fraktion af den supermagt, den var engang.

Kun Morten Messerschmidt og DF taler om de ødelæggende konsekvenser en fortsat eskalering af krigen kan resultere i. Og selvom det er et skridt på vejen, er det bekymrende, at andre ikke følger med.

Dansk Folkeparti er samtidig det parti med den om muligt mest kontroversielle holdning til Grønland, som Morten Messerschmidt mener, ikke kan løsrive sig, da det ville være et brud på selvstyreloven. Uagtet om dette måtte være sandt eller ej, så er det en kendsgerning, at Grønland aldrig vil blive en selvstændig og suveræn nation i egen ret. Med det mener jeg, at landet ikke kan vælge sin egen skæbne, fordi det er klemt inde i en magtkamp mellem USA, Rusland og Kina, der alle er interesseret i Grønland. Først og fremmest grundet dets værdifulde olie- og mineralressourcer, men vigtigere endnu, grundet dets enorm strategiske betydning for fremtidens geopolitik.

Klimaforandringer resulterer i, at den grønlandske is smelter, hvilket skaber helt nye sikkerhedspolitiske spændinger mellem stormagterne. Især USA har en interesse i at sætte sig på området, af både militære og logistiske grunde, da kontrol over Grønland betyder kontrol over Arktis. Grønlands situation tjener derfor som endnu et tragisk eksempel på konflikten mellem retfærdighed og krig eller orden og fred. Begge dele kan ikke opnås. Endnu en gang må man besinde sig på, hvad Henry Kissinger kalder for tragediens uundgåelig.

Grønland tjener ydermere som et interessant eksempel på den svære disciplin, som er diplomati. Regeringen gør her klogt i at agere pragmatisk og som Løkke siger ”holde hovedet koldt”. Trumps handlinger – men i højere grad hans udtalelser – er for den almene iagttager upassende og grænseoverskridende. Det er der selvfølgelig noget om, men som den britisk-amerikanske historiker, Niall Ferguson har påpeget, så er den sammenlignelig med Richard Nixons utilregnelighed i 1970’erne. Nixon var ifølge Kissinger – hans tætteste rådgiver – uregerlig i hans handlinger og retorik, hvilket betød at Kissinger efter sigende ofte måtte tøjle præsidenten. Det var en enorm effektiv strategi, da det betød af modparten – i dette tilfælde det sovjetiske lederskab – aldrig helt vidste, hvor de havde præsidenten; om han bluffede eller ej.

En lignende dynamik virker til at have indfundet sig mellem Trump og hans vicepræsident J.D. Vance: Først udtaler Trump noget bombastisk og grænseoverskridende, og herefter bløder J.D. Vance tingene op. I dette tilfælde ved at påpege, at brugen af militær magt er unødvendig, da USA jo allerede har en militær tilstedeværelse på Grønland: nemlig Thulebasen.

Ovenstående er jo som sådan ikke nye takter fra Trump. Vi oplevede mere eller mindre det samme under hans første periode – dog med Mike Pence som vicepræsident – med hensyn til NATO, en stil han nu gentager i forbindelse med Grønland. Det er lige efter spillebogen i den doktrin som Robert C. O’brien, der tjente som sikkerhedsrådgiver under Trumps første periode, kalder for ”Fred gennem styrke” (”Peace through strength”). Det virkede under Trumps første periode, så hvorfor ændre noget? Ingen nye krige blev startet og der blev for en lille stund, skabt fred i Mellemøsten.

For os og for grønlænderne er det dog dybt ubehageligt, og man forstår godt Grønlandsordfører Rasmus Jarlovs chokerede indignation. Men det er nu engang sådan, spillereglerne er, og det må vi lære at indse og få det bedste ud af. For hvad er alternativet?

En tragisk verden fordrer derfor en realistisk udenrigspolitik. Dette er ikke ensbetydende med, at man skal gå til international politik uden moralsk omtanke. Men at en sådan moral skal fæstnes til pragmatiske overvejelser og diplomatiske forhandlinger, hvis ikke man vil falde hovekulds ind i den ene udenrigspolitiske katastrofe efter den anden, som vi har gjort i de sidste 20 år. For vi kan ikke kæmpe alle kampe samtidig, og slet ikke hvis vi også gerne vil levne noget til indenrigspolitiske prioriteter, som f.eks. velfærd. Og her bliver det tragiske igen synligt, for gør vi ét i international politik, kan vi ikke undgå at skulle ofre noget andet.

Hvis vi skal vinde den storpolitiske “krig” i overført betydning og ikke bare slaget, kræver det en benhård prioritering af vores indsats. Det betyder en fredsforhandling mellem russerne og ukrainerne, så vi kan fokusere på kineserne i stedet, der er vores primære geopolitiske fjende og en reel trussel mod verdensfreden. Det betyder, at vi må opgive et ideal, retfærdigheden, for at opnå et andet, orden og stabilitet. Alternativet er en kamp for retfærdighed, der ender i ragnarok og i værste fald en atomkrig.

Det er en barsk realitet og et tragisk men nødvendigt valg, hvis stater med forskellige værdier og forskellige historiske erfaringer, side om side skal kunne leve i fred. Vi ved allerede, hvad alternativet er, fordi det er det, vi har praktiseret i de mellemliggende år, hvor vi troede, at en ny verden havde indfundet sig.

Vi droppede ideen om et territorialforsvar og en fredsbevarende strategi til fordel for udenrigspolitisk aktivisme bundet op på en fredsskabende strategi, hvor tropper skulle bruges alle andre steder i verden end derhjemme. Det skete på bekostning af den nationale oprustning og et militært svækket Europa, der troede, at de kunne lægge dagene med magtpolitik bag sig – noget der kun blev muliggjort af, at Europa de facto har fungeret som et amerikansk protektorat. Men man høster, som man sår, som det gamle ordsprog hedder. USA virker dog endelig til at have taget ved lære af Kennans forudsigelser under Trumps lederskab.

Vi bør understøtte dette kursskifte og støtte op om Trumps doktrin om “fred gennem styrke”, hvilket formentlig vil betyde en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, et stærkt Israel der fortsat kan afskrække Iran og dermed skabe stabilitet i Mellemøsten og måske vigtigst af alt et definitivt fokusskifte mod Asien.