af Rasmus Haarkær Ankersen, statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet
I første udgave af Magasinet Modstrømmen skriver Eva Selsing om cancel-kulturen i universitetsverden, og inddrager den franske filosof Michel Foucault som bannerfører for relativisme og sandhedsbenægtelse. Det er, som Selsing skriver, rigtigt, at Foucault i dele af sit forfatterskab fremstår som en komplet relativistisk tænker, der primært så det som sin opgave at kritisere det moderne og dets idealer. I Foucaults tidlige forfatterskab, og i en lang række offentlige optrædener, får man det indtryk, at Foucault ser enhver dekonstruktion og destruktion af det bestående, som noget positivt. Nogle har i den forbindelse døbt ham, og andre dekonstruktivister som Derrida, som oplysningstidens smadremænd.
Men ser man nærmere på Foucaults sene forfatterskab, og store dele af Derridas, er det svært bare at afskrive dem som sandhedsbenægtere og moralske relativister. Med sin forelæsningsrække fra 1978-1979 om biopolitikkens fødsel, omfavner Foucault derimod Kants kritiske oplysningsideal. Foucaults går altså fra at ville destruere det bestående, som en smadremand, til i stedet at ville dekonstruere og kritisere, i forsøget på at afdække de strukturelle og systemiske uretfærdigheder, som stadig består i det moderne. Ikke for at rive det moderne ned, men for at udbedre og afdække dets fejl, i en stræben efter et mere retfærdigt samfund. Altså kan Foucaults sene forfatterskab læses som værende fuldstændig i tråd med oplysningstidens idealer, og i den forstand også som et udtryk for ytringsfrihedens vigtigste opgave, nemlig kritik af de bestående magtstrukturer og frigørelse fra magtens strukturelle tankekontrol.
I den forbindelse er det ligeledes vigtigt at pointere, at Foucault ikke blot kritiserede det konservative, men i høj grad også den liberale og neoliberale doktrin og tankegang, hvilket netop var omdrejningspunktet i den ovennævnte forelæsningsrække. Denne tankegang har senere givet stærk inspirationen til en række prominente intellektuelle, herunder danske Ove Kaj Pedersen, som med sin bog ”Konkurrencestaten” afdækkede den neoliberale konkurrencedoktrins indtog i dansk politik. Den foucaultianske analyse har derved bidraget til en stærk kritik af neoliberalismen. Her er det værd at hæfte sig ved, at både store dele af venstrefløjen, men også det konservative højre-segment som Eva Selsing selv tilhører, har kritiseret neoliberalismen via netop dette foucaultianske perspektiv. Eva Selsing har i øvrigt selv været en aktiv deltager i denne kritik, bl.a. i sin bog ”Den Borgerlige Orden”.
Det synes, at Eva Selsing i sit indlæg forsøger at forsvare de klassiske samfundsinstitutioner, som hun selv finder allermest bevarelsesværdige, herunder kernefamilien, traditionel binær kønsforståelse og religion. Mit ærinde i dette indlæg er ikke at kritisere disse samfundsinstitutioner. En sådan kritik kan findes mange andre steder. Mit ærinde er derimod at påpege den dobbeltmoral, som jeg mener, at Eva Selsings indlæg er udtryk for. For mens Eva Selsing, givetvis berettiget, kritiserer dele af venstrefløjen for at være intolerant og enøjet i deres kritik af klassiske samfundsinstitutioner og deres sympatisører, begår Eva Selsing selv en uærlig og enøjet kritik af Foucault og hans intellektuelle arv. Foucaults sene forfatterskab bidrager netop til den kritiske, refleksive, åbne og argumentbårne debat, som Eva Selsing selv gør sig til fortaler for.

