af Mikkel Bjørn, MF for Dansk Folkeparti

Venstrefløjen har gennemskuet én ting: Når vi på højrefløjen taler, lytter folk. Og det skræmmer dem. Vores holdninger ræsonnerer med almindelig sund fornuft og udfordrer de venstreorienterede dogmer.

Derfor stopper de ikke ved argumenter. Nej, andre metoder må i brug. Med juridiske trusler, personangreb og løgne prøver de at lukke munden på os. Men vi må ikke lade os kue.

Jeg har selv oplevet det et efterhånden utal af gange. For nylig deltog jeg i P1-debat med den venstreorienterede advokat, Knud Foldschack, hvor vi skulle drøfte fornuften i at hente en dreng til Danmark, der er søn af to ISIS-terrorister, ikke taler dansk, og som aldrig har været i Danmark. Her fik jeg sagt, at en dreng, der aldrig har sat fod i Danmark, og som ikke taler sproget, ikke i nogen meningsfuld forstand er at betragte som dansk.

Det udsagn fik Foldschack til at eksplodere i raseri og true mig med et sagsanlæg for ærekrænkelse. En åbenlys trussel med ét formål: at skræmme mig til tavshed og undgå, at den brede offentlighed diskuterer de legitime bekymringer, mange borgere har om både hjemtagningen og tildelingen af dansk statsborgerskab til mennesker med værdier, der står i skarp modsætning til de danske.

Foldschacks trusler afslører en dybere problemstilling i debatten om ytringsfrihed og politisk korrekthed. Når de borgerlige stiller spørgsmål, der ikke passer ind i venstrefløjens fortælling, mødes de ofte med enten juridiske trusler eller en total dæmonisering i medierne.

Det handler ikke om saglig debat – det handler om at kvæle enhver opposition. At bruge trusler eller dæmonisering som våben er blevet en del af værktøjskassen for venstreorienterede stemmer, der finder metoderne mere fordelagtige end at udfordre skæbnen ved at tage den ideologiske kamp i det åbne.

Også løgnen er blevet en fast del af det venstreorienterede arsenal. Som formand for Indfødsretsudvalget var jeg for et par måneder siden genstand for DR-overskrifter, der erklærede mig på kollisionskurs med både grundloven, retsstatsprincipperne og forvaltningsloven, fordi jeg lavede baggrundstjek af kommende statsborgere og insisterede på, at eksempelvis terrorsympatisører ikke bør have dansk statsborgerskab.

Som formand for Indfødsretsudvalget er det mit ansvar at sikre, at de mennesker, vi giver dansk statsborgerskab til, er mennesker, der vil Danmark. Alligevel valgte Eva Ersbøll, jurist og venstreorienteret “ekspert” ved Institut For Menneskerettigheder, at hænge mig skråsikkert ud som lovbryder i en stor DR-artikel. Hendes kritik blev ukritisk gengivet af DR, som nærmest malede mig som en forbryder. Det var et angreb, der kunne have skadet mit omdømme og undergravet mit arbejde som politiker.

Hele kritikken var baseret på politisk uenighed – og efter en klage til Danmarks Radio, måtte både DR og Ersbøll da også indrømme, at der faktisk ikke var noget som helst hverken tvivlsomt eller ulovligt forbundet med min praksis. Det ville ganske vist være et brud på forvaltningsloven, hvis området var omfattet af den lov. Men det er det ikke – og det svarede således til at sige til en bilist, at hvis fartgrænsen havde været lavere i dette område, kunne du have fået en bøde. Men fartgrænsen og loven var og er nu engang, som den er. Og inddragelsen af en lov, der slet ikke gælder på området, var og er derfor fuldstændig meningsløs. DR måtte rette deres artikel og indrømme, at Ersbølls angreb på mig var misforstået.

Det er bare to eksempler på, hvordan venstrefløjen og deres meningsfæller bruger institutioner som medierne eller domstole til at sværte borgerlige politikere. Man finder en ekspert, der kan så tvivl om modstanderens moral eller lovlydighed, og så sørger medierne for at sprede det budskab så bredt som muligt.

Venstrefløjen har over årene skabt sig et massivt apparat og netværk af jurister, journalister og såkaldte eksperter, der står klar til at angribe og hjælpe i den politiske kamp. Målet er at skabe et klima, hvor borgerlige politikere og meningsdannere ikke tør sige deres mening.

Det er en strategi, de har forfinet gennem årene, og jeg har set det igen og igen – både mod mig og andre borgerlige politikere, der tør sige de ting, som mange danskere tænker. De er parate til at fordreje sandheden for at beskytte deres egen agenda. Men i denne sag blev deres løgne afsløret – og det er et vigtigt eksempel på, hvordan man kan kæmpe imod deres metoder.

Ved ikke at dukke nakken – og fortsætte med at sige sandheden. Jævnt og kort. Det afgørende her er, at vi ikke må lade os skræmme. For det er præcis det, de ønsker: at vi på højrefløjen skal trække os, holde os tilbage og undgå de svære emner. Vi har en pligt til at fortsætte kampen – ikke kun for os selv, men for de mange danskere, der føler, at deres stemme ikke bliver hørt.

Disse eksempler er blot toppen af isbjerget. Venstrefløjens taktik er at kriminalisere holdninger, der udfordrer deres verdensbillede. De bruger intimidering, trusler og løgne for at undgå den åbne, ærlige debat, som demokratiet bygger på. De ved, at mange danskere er bekymrede over den ukritiske tildeling af statsborgerskab, over indvandringen, og over den måde, hvorpå venstrefløjen vil gøre Danmark til et land uden grænser. Derfor slår de ekstra hårdt ned.

Men vi må ikke lade os kue. Vi skal insistere på retten til at ytre os, retten til at stille de ubehagelige spørgsmål. For i sidste ende er det kun gennem åben debat, at vi kan finde de bedste løsninger for Danmark.

Venstrefløjens metoder afslører deres svaghed – når argumenterne slipper op, tyer de til trusler og løgne. Det er vores opgave at stå fast og sikre, at sandheden aldrig bliver kvalt af venstrefløjens kyniske kneb.