af Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen

Koranlovens 1-års-fødselsdag er en perfekt anledning til at huske de mange problemer, der er ved loven. Efter en længere debat over sommeren 2023 gjorde Regeringen det den 25. august klart. Regeringen ville kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med religiøs betydning for trossamfund. Det forslag som senere blev begrænset til kun at gælde hellige skrifter. Det var en overraskende udmelding.

Regeringen havde forinden gjort det klart, at problemet specifikt var ”koranafbrændinger foran udenlandske ambassader”, som Lars Løkke Rasmussen blandt andet sagde til Danmarks Radio. Og indgrebet skulle ellers være et kirurgisk præcist nålestik mod de ”forhånende afbrændinger”. Den endelige version af lovforslaget til koranloven blev dog alt andet end et præcist nålestik mod koranafbrændinger, som justitsministeren ellers havde sat os i sigte.

Loven endte med at kriminalisere den der ”offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift, med bøde eller fængsel indtil 2 år”.

Så for at vi ikke glemmer, hvad der skete, kan vi nu sammenholde loven med det politikerne forinden talte om. For loven gælder i dag for alle hellige skrifter for godkendte trossamfund. Altså ikke kun Koranen men også Bibelen, Toraen, Vedaerne og Tripitaka. Det er en ret så væsentlig afvigelse fra det varslede. En afvigelse, som undrer mange, herunder Folkekirken, der ikke havde ønsket sig en sådan beskyttelse af Biblen.

Kriminaliseringen gælder ikke kun afbrændinger ved udenlandske ambassader, men er et forbud i hele det offentlige rum, ligesom man ikke må medvirke til at viderebringe en optagelse af den utilbørlige behandling i en videre kreds via sociale medier, hvis målet alene er udbredelsen og ikke at bruge det i en nyhedsudsendelse eller lignende.

Loven gælder også mere end bare afbrændinger. Skulle en homoseksuel mand have lyst til at rive siderne med fortællingen om Sodoma og Gomorra ud af Biblen, fordi siderne rummer en fortælling om, at Guds vrede og straf rammer byerne, efter Gud havde set homoseksuel interaktion i byerne, ja så kommer den homoseksuelle mand i karambolage med loven. Loven, som dermed beskytter det hellige skrift, og ikke den homoseksuelle mands ret til at manifestere sin frustration over Biblen.

Skulle en eksil-iransk kvinde, som har fundet fred og beskyttelse i Danmark have lyst til at rive Koranen i stykker som en feministisk protest over regimet i Iran, der fængsler, torturerer og dræber kvinder, beskytter loven Koranen og ikke kvindens ret til at markere sin uvilje mod, at Koranens ord misbruges som grundlag for dødsstraf, piskning og stening af kvinder.

Og har man som demonstrant blot lyst til at destruere noget, som kun er en kopi af et helligt skrift, så har loven også taget højde for det. For selv rekvisitten, som kan forveksles med den ægte vare, er omfattet af loven. Justitsministeriet har nemlig vurderet, at den potentielle skadevirkning ved utilbørlig behandling af en kopi, vil kunne være lige så stor som at ødelægge en original, fordi dem som ser kopien blive ødelagt, kan blive lige så vrede – om det så er en kopi eller ej.

For en borger som faktisk ønsker at bruge et helligt skrift som en del af en politisk demonstration eller magtkritik – måske endda som kritik af det forkyndersystem som mange trossamfund er – er loven nu en hindring. Loven gør altså meget mere end bare at stoppe forhånelse af religioner. Den bremser magt- og religionskritik. Når loven går videre end lovet på alle disse parametre, endda selv for strafferammen som er 6 gange højere end den tidligere gældende blasfemilov, kan den umuligt kaldes et nålestik.

Overfor loven står den grundlovs- og konventionsbeskyttede ytringsfrihed. Det betyder, at kommer der en sag for domstolene, kan vi ende med, at forbryderen alligevel ikke bliver straffet, da ytringsfriheden sætter begrænsninger for loven – frihedsrettigheden kan altså trumfe loven. Her bliver det særligt forvirrende. For hvordan ved borgeren så, hvad de må og ikke må? Hvordan ved borgeren, hvornår ytringsfriheden vinder, eller loven vinder. Som justitsministeren udtrykker det, vil den finere afgrænsning være op til domstolspraksis. Så det er først efter sigtelse, tiltalte, domstolsbehandling og dom, at vi for alvor bliver klogere på, hvad systemkritikere, magtkritikere, religionskritikere og andre borgere må i vores demokratiske samfund. Det er en på alle måder uholdbar situation, uanset hvad man elles synes om loven.

Mere alvorligt er det, at forbrydelsen er blevet skrevet ind i straffelovens kapitel 12 om ”landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”. Kunstneren, magtkritikeren og religionskritikeren som køber sin egen bog behandler den utilbørligt, er nu sat i kasse med landsforrædere og terrorister. Smag på det. Smager det godt i et demokratisk samfund?

Det betyder, at politiet kan åbne en stor værktøjskasse af tvangsindgreb af tungeste kategori og bruge dem mod ikke voldelige borgere. Vi kan trøste os med, at vores nuværende Justitsminister, Peter Hummelgaard, har sagt, at der ”i praksis kun meget sjældent – hvis overhovedet – kan tænkes at blive tale om at foretage telefonaflytning, opsætning af kamera i privat hjem eller hemmelig ransagning af den mistænktes bolig.” Det vælger jeg at stole på. Men hvorfor så overhovedet lave loven sådan?