Interviewet er foretaget af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen

Få dage efter at tusindvis af unge fik besked om, at de var blevet optaget på deres drømmeuddannelse, talte jeg med Gunnar Lind Haase Svendsen, der pr. 1. september 2026 stopper som professor ved Syddansk Universitet.

Jeg har talt med ham om den politiske kultur på et af Danmarks største universiteter, om hans oplevelse af en venstreorienteret dominans i universitetsmiljøet og om, hvad unge borgerlige forskere og studerende kan gøre, hvis de oplever et pres for at tilpasse sig den herskende kultur.

Jeg indleder med at spørge, hvorfor Haase Svendsen har valgt at sige op som professor ved Syddansk Universitet.

»Jamen, jeg har været træt af det i mange år efterhånden. Blandt andet den måde at ledere på universitetet er begyndt at “coache” og “peptalke” i stedet for at lede og tage beslutninger. Det hele inden for universitetet er blevet meget utraditionelt, og det meste af tiden bliver efterhånden brugt på endeløse og tidskrævende møder, som har gået mig på nerverne i lang tid.

Og jeg er begyndt at tænke over, at det jo er livstid, man bruger på det. Det får man jo ikke lige tilbage igen. Vi havde engang et møde, hvor vi skulle tale om, hvorvidt eleverne måtte bruge AI til skriftlige eksamener. Altså, selvfølgelig er det en dum idé at tillade, at de må snyde til eksamen. Men det brugte vi altså meget tid på, og det kunne jo klares på ét minut, eller hvis der bare var nogle fornuftige folk i toppen, der ikke ville lave møder om hvad som helst.

Vi har også brugt uendelige mængder af tid på klima og verdensmål og alt muligt, der i min verden er det pureste tidsspild. Så jeg er ganske enkelt træt af at spilde min tid.«

Hvad med selve forskningen og undervisningen hvordan står det til?

»Jamen, inden for forskningsverdenen er det også blevet mere og mere barnagtigt, synes jeg. Der er kommet sådan en flokdyrsmentalitet, hvor man hyler mod månen i flok. Det skal altid være synd for nogen, og det handler altid om at kritisere neoliberalisme. Det er så ensidigt socialistisk, ukritisk og uempirisk. Man vil ikke tale om presserende samfundsproblemer og udfordringer såsom indvandring.

Og det er egentlig ligegyldigt, om det er højre- eller venstreorienteret, men så snart der bliver dannet en flokdyrsmentalitet, skader det undervisningen og læringen. Fordi universitetet skal være et sted, hvor der er frihed til at diskutere, og hvor de bedste argumenter skal og vil vinde.«

Så der er simpelthen nogle emner, som er ‘bandlyst’ at tale om?

»Ja, og sådan er det til møder, seminarer, retreats og hvad man ellers spilder tiden på. Der hersker sådan en lunken socialisme eller det, jeg kalder fleksibel humanisme, hvor det eneste, der tæller for forskerne, er deres egne personlige karrierer. Og hvis man begynder at tale om “kontroversielle” emner, ja, så er det ikke ligefrem karriere accelererende.«

Hvornår begyndte du første gang at overveje at sige op? Var der en konkret episode, der blev udslagsgivende?

»Ja, det var der!« siger Haase Svendsen entusiastisk og fortsætter:

»Det, som folk ikke forstår er, hvor vigtigt det er med kvalifikationsguidelines i forhold til ansættelser på universitetet, så det er de mest kvalificerede, der bliver ansat. Men der er så mange, som har interesse i, at det er ligesindede karriereprofessorer, der har samme socialistiske udgangspunkt. De ansætter simpelthen de mest uduelige og politisk korrekte folk. Så det var mit store slag. Det var til et af de mange useriøse møder, vi havde omkring de her kvalifikationsguidelines, der fik mig til at tænke, at nu skulle jeg sige op.

For det handler jo grundlæggende om, at man gerne vil arbejde et sted, hvor der er nogle kompetente folk, som kan publicere gode ting uden at have et helt hjælpeapparat af politisk korrekthed under sig.

Det er simpelthen et kredsløb: De politisk korrekte ansætter kun ligesindede.«

Du har før fortalt om en forelæsning, hvor du blev grint ad, efter at du kaldte dig selv patriot. Kan du fortælle lidt om den oplevelse?

»Ja, det er almen praksis. Det blev jeg egentlig ikke overrasket over, fordi den socialistiske flokdyrsmentalitet er så iøjnefaldende og altoverskyggende. Det er den almindelige tone og atmosfære på universitetet, altså at det er suspekt at kunne lide sit land. Fædrelandskærlighed er dybt tabuiseret. Du bliver straks mistænkeliggjort, hvis man kalder sig selv patriot, det er simpelthen blevet et skældsord. Og det er noget, som hersker både blandt elever og ansatte.«

Hvad er du blevet kaldt af dine elever, og har dine tidligere kollegaer også haft noget at sige om dine politiske synspunkter?

»Ja, altså man tilhører automatisk den suspekte gruppe, hvis man siger nogle borgerlige ting. Der er en klar underliggende konsensus om, hvad der er tilladt at mene. Man kan tydeligt mærke det i stilheden og de blikke, man får, hvis man udtaler sig fædrelandskærligt.
Og der er mange højreorienterede ting, man simpelthen ikke kan få udgivet i tidsskrifter. Det er sådan et lukket ekkokammer.«

Hvor voldsom er den politiske korrekthed på SDU?

»Øhh, det er voldsomt. Det handler altid om lighed! Lighed, når det gælder sundhed, arbejdsmarked, og jeg kunne blive ved i uendeligheder, og det meste af det er fuldstændig absurd! Vi bruger så meget tid på at tale om de mindst samfundspresserende emner.

Og hele det institutionelle er så dysfunktionelt, for alle forskere plejer deres eget omdømme. De følger bare flokken og publicerer det, som kan gavne deres karrierer.«

Du har været professor på SDU i 26 år. Hvorfor vælger du at stoppe netop nu?

»Jamen, som jeg siger, så synes jeg, det bliver mere og mere spild af tid, og jeg er skuffet over, hvordan miljøet er blevet. Det er en skuffelse, der har bygget sig op over flere år. Jeg havde regnet med, at universitetet var et sted, hvor folk fordomsfrit kunne debattere og komme med argumenter, og så måtte det bedste argument vinde. Men sådan er det ikke. Det er blevet mere og mere politisk korrekt, og folk siger ikke, hvad de tænker.

Når der er politiske snakke, så ender det altid med den samme konklusion: at det er synd for nogen, og de skal have hjælp. Det er så uværdigt for et universitet og direkte uvidenskabeligt. Og det er jeg godt og grundigt træt af.«

Er det din oplevelse, at de studerendes holdninger har ændret sig gennem dine 26 år som professor?

»Jeg føler, at folk har bevæget sig længere og længere til venstre, og igennem alle de 26 år har jeg stået, hvor jeg har stået politisk. Så er det jo klart, at jeg bliver opfattet mere og mere som højreradikal. Altså, man kan ikke sige ting som, at man er imod multikulti, eller at der er for mange muslimer i Europa, uden at man er ondskaben selv. Og så rammer virkeligheden en pludselig lige i ansigtet. Altså, friheden til forskellige meninger er ikke eksisterende.«

Han fortsætter med at tale om, hvad han gennem årene har sagt til sine elever:

»Jeg har altid fortalt mine elever, at jeg gider ikke se politiske manifester eller noget, der minder om et partiprogram. Jeg vil have, at I tænker empirisk og videnskabeligt. Og det har de rigtig svært ved at forstå, fordi den politiske korrekthed har været så udbredt.«

Har du oplevet, at studerende med konservative eller borgerlige holdninger er blevet marginaliseret eller behandlet anderledes?

»Ja, der har været nogle. Der er nogle, som tilslutter sig og er meget interesserede i mere liberale økonomiske teorier, og det er ugleset blandt de andre elever, da det ligesom går imod den her tanke om lighed, som langt de fleste studerende lever efter. Så at gå imod flokken kan have sociale konsekvenser.«

Haase Svendsen fortsætter:

»Men det er ikke noget, der bliver talt om, altså hvor man står politisk. Men jeg kan se det i blikkene og kropssproget, når visse emner eller teorier bliver debatteret eller gennemgået. Det er der, deres politiske synspunkter kommer til udtryk.«

Så det kan være, at der sidder nogle mere borerligt orienterede elever, der bare af sociale grunde ikke siger deres politiske holdninger højt?

»Ja.« Siger Haase Svendsen klart og tydeligt.

Din tidligere arbejdsgiver, SDU, siger til BT: »Akademisk frihed er en grundlæggende forudsætning for et universitet.« Hvordan har du oplevet den akademiske frihed?

»Deres svar bekræfter jo egentlig mine grunde til at sige op. For det er jo bare et ikke-svar. Det er “copy and paste” fra en eller anden paragraf, de har stående i et dokument omkring presseorientering. Så det betyder jo sådan set, at det er noget, de ikke tager alvorligt. Jeg synes langt fra, at der er akademisk frihed på SDU, for man kan ikke sige ting frit. Og jeg er sikker på, at hvis du spørger andre inden for mit område, så vil de sige det samme. Jeg ved dog ikke, om de vil indrømme det, men der hersker en meget dystopisk politisk korrekthed.

Hvis man sidder derude og har et ideal om universitetsverdenen som et videnskabens tempel, hvor der er et miljø, hvor det bedste argument vinder og sådan noget, ja, hvis man har det syn, så kan jeg ligeså godt sige, at det er ønsketænkning og ikke har nogen gang på jord i virkelighedens verden.«

Hvad ville være dit vigtigste råd til en ung borgerlig forsker eller studerende, der oplever et politisk pres?

»Jeg synes, at de unge mennesker skal til at være lidt mere modige. Jeg har ikke været specielt modig, skal jeg lige sige. Jeg har først rigtig stået frem de senere år og har ikke talt så højt om de borgerlige ting, jeg har skrevet. Men jeg synes, at I unge skal turde stå frem. I skal ikke bøje nakken og lade jer tie. I skal ikke være bange for at blive kaldt racister. I skal turde være jer selv og ikke altid blot sige det, som er mest politisk korrekt, men det, som I faktisk mener, og det skal man ikke skamme sig over.

Og jeg er meget fortrøstningsfuld på fremtiden og landets unge, for det virker til, at der er flere og flere yngre folk, som ikke lader sig udskamme, og nogle som tør sige, at de bruger deres sunde fornuft, og at de mener, at mennesket grundlæggende har ansvar for eget liv. Det vil generelt være mit råd til alle både forskere og studerende: I skal turde sige, hvad I tror på. Det bør være universiteternes kerne: Friheden til at ytre sig og en debat, hvor det bedste argument vinder.«