Mikkel Bjørn er folketingsmedlem og formand for indfødsretsudvalget for Dansk Folkeparti

Der er efterhånden bred enighed om, at Vesten befinder sig i en periode præget af relativ svækkelse. Vestens andel af verdensøkonomien falder, den demografiske udvikling er ugunstig, den politiske og kulturelle sammenhængskraft er mindre sikker, og andre magtcentre udfordrer et forspring, der længe blev taget for givet.

Ingen af disse udviklinger forklarer sig selv. Økonomisk tilbagegang, demografisk stagnation og politisk usikkerhed er ikke blot ydre tegn på tabt styrke. De rejser også et mere grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt Vesten har bevaret forståelsen af de historiske betingelser, der gjorde den stærk i første omgang.

For det vestlige forspring udsprang ikke alene af bestemte opfindelser, institutioner eller idéer, men ikke mindst af en vedvarende indre forskellighed.

Vestens styrke bestod aldrig i ensartethed. Den voksede frem gennem en usædvanlig indre mangfoldighed af kongedømmer, bystater, kirker, universiteter, nationer og retsordener, der konkurrerede med hinanden og udvekslede både tanker og erfaringer. Ingen enkelt magt fik varigt monopol på sandheden.

Det, der bandt den vestlige civilisation sammen, var ikke en ensartet samfundsmodel, men en fælles arv, som fik forskellig form fra land til land.

Kristen tro, romersk ret, græsk tænkning og lokale sædvaner blev fortolket, tilpasset og prøvet mod forskellige folks erfaringer. Loven fik sin autoritet ved at være indlejret i en bestemt livsform.

Først da Vesten begyndte at tro, at retten kunne frigøres fra denne jordbund og hæves over folkene som et abstrakt system, mistede vi noget afgørende i forståelsen af vores egen civilisation.

Det europæiske samarbejde begyndte som et praktisk svar på konkrete problemer mellem selvstændige nationer, men har gradvist udviklet en indre drift mod harmonisering.

Forskelle i lovgivning, retsopfattelse og politisk tradition er i stigende grad blevet behandlet som problemer, der skulle udjævnes, snarere end som en naturlig del af Europas mangfoldighed.

Nationerne forstås derfor mindre som levende historiske fællesskaber og mere som administrative enheder i en voksende europæisk orden. Dermed vendes den historiske europæiske erfaring på hovedet. Et kontinent, der blev stærkt gennem mange centre for lov, tanke og magt, søger nu sin styrke gennem stadig mere ensartede regler, begreber og institutioner.

Det konkrete skal tilpasses det almene, og de nationale forskelle må vige for en fælles abstrakt orden.

Netop her viser bruddet med Vestens kristne grundlag sig. For kristendommen står det universelle ikke over det konkrete, men træder frem gennem det.

Mennesket forstås ikke som et fritsvævende individ, men som et væsen indlejret i relationer, forpligtelser og en historie, det ikke selv har skabt.

Kristendommens centrum er ikke en abstrakt idé, men inkarnationen af den:

Ordet blev kød.

Det guddommelige træder ikke ind i historien som et princip, der svæver over tid og sted. Det bliver et bestemt menneske, født på et bestemt tidspunkt, af en bestemt mor og ind i et bestemt folk. Det evige antager konkret form og lader sig binde til tid, sted, slægt og historie.

Det er kristendommens dybeste svar på abstraktionens fristelse: Det universelle bliver ikke virkeligt ved at ophæve det konkrete, men ved at legemliggøre sig i det.

Det samme gælder kærligheden. Også her er Vesten gået galt ved at løsne den moralske fordring fra dens konkrete relationer og gøre den til et abstrakt krav rettet mod menneskeheden som helhed.

Også næstekærligheden er konkret. Næsten er ikke menneskeheden i almindelighed. Næsten er ikke en moralsk forestilling. Næsten har et ansigt.

Den abstrakte kærlighed kan blive storladen uden at koste noget. Den konkrete kærlighed binder. Den kræver tid, troskab, afkald og tålmodighed. Også politisk er denne indsigt afgørende.

En regering har ikke myndighed over menneskeheden. Den har myndighed over et afgrænset samfund. Den forvalter ikke verdens ressourcer, men de midler, som bestemte borgere har frembragt, håndhæver love på et bestemt territorium og er ansvarlig for bestemte institutioners fortsatte beståen.

Derfor må politiske dispositioner tage udgangspunkt i det land, der faktisk skal leve med følgerne. I dets historie, befolkning, økonomiske muligheder, retsbevidsthed og kulturelle forudsætninger.

Det nationale fællesskab er mere end en praktisk opdeling af verden. Det er den ramme, hvor mennesker deler love, institutioner og ansvar. Her bliver solidariteten konkret, fordi den retter sig mod bestemte medborgere og bygger på pligter, der går begge veje.

Den moralske fordring og den politiske lov er ikke det samme. Mennesket kan være kaldet til at give mere, end staten kan kræve. Kirken kan forkynde en kærlighed, som ingen lov kan gennemtvinge.

Den enkelte kan ofre sig, hvor staten må afveje. Netop derfor bliver politikken ikke mere kristen af at omsætte kærlighedsbuddet til grænseløs jura. Den bliver blot grænseløs. Politik bliver farlig, når den lover at gøre mennesket helt. Politik bliver farlig, når den lover at ophæve menneskets grundvilkår.

Når den ikke længere vil beskytte et samfund mod vold, uret og opløsning, men vil befri mennesket fra enhver ulighed, konflikt, social afhængighed, kulturel binding, historisk arv eller personlig ufuldkommenhed.

Den politiske utopi begynder ofte med en moralsk indignation, som i sig selv kan være berettiget. Men når politikken gør den fuldkomne verden til sin målestok, forvandles virkelige mennesker let til forhindringer.

Den kristne mistillid til politiske frelsesprojekter udspringer ikke af ligegyldighed over for uretfærdighed. Den udspringer af et alvorligere syn på mennesket.

Mennesket er ikke blot et produkt af dårlige institutioner. Det bærer også uordenen i sig selv. Det er fejlbarligt, selvmodsigende og drevet af motiver, der rækker ud over dets erklærede hensigter. Derfor bringer det uundgåeligt sin egen uorden med ind i de ordninger, det skaber.

Magtsyge, misundelse, selvbedrag og hovmod forsvinder ikke, fordi de iklædes en god sag. De følger med ind i bevægelsen, partiet, staten og revolutionen. Også den, der vil skabe det retfærdige samfund, kan fristes til at gøre sig selv til retfærdighedens målestok.

Derfor skal staten opretholde ret og fred, men den må ikke forveksles med Guds rige. Dens opgave skal begrænses, netop fordi den udøves af mennesker over mennesker. En magt, der hævder at kunne frelse samfundet, kræver til sidst også retten til at bestemme, hvad frelse er.

Denne mistillid til politiske frelsesprojekter er ikke et udtryk for politisk passivitet, men for politisk realisme.

Staten skal opretholde ret og fred, men den må ikke forveksles med Guds rige. Et samfund, der vil udrydde al lidelse, ulighed og moralsk ufuldkommenhed gennem politisk magt, risikerer at gøre mennesket til redskab for sin utopi.

Det 20. århundredes store politiske katastrofer begyndte ikke med mangel på idealer. De begyndte med idealer, der ikke længere accepterede nogen grænse.

Det konkrete menneske er altid i vejen for ideologier.

Det vil ikke altid frigøres på den måde, befrieren har besluttet. Det er knyttet til vaner, loyaliteter, religion, familie, køn, sted og historie. Det modsiger sig selv. Det kan ikke reduceres til den rolle, teorien har tiltænkt det. Derfor må det opdrages, renses for sin falske bevidsthed, omformes eller til sidst fjernes.

Læren fra det 20. århundrede er ikke blot, at visse ideologier var onde. Den er, at politik bliver umenneskelig, når den gør en abstraktion mere virkelig end det menneske, der står foran den.

Derfor er det også paradoksalt, at netop nye abstraktioner voksede ud af erfaringerne med det 20. århundredes ideologiske katastrofer.

Nu formulerede Vesten sit svar i nye abstrakte, universelle principper: også kendt som menneskerettighederne.

Dermed lod man endnu en gang abstrakte idéer få forrang for de konkrete mennesker, som retten skulle beskytte og værne om.

En for Vesten fatal beslutning, der siden har svækket befolkningens tillid til folkestyret og nationernes indre liv – og dermed undergravet en afgørende kilde til Vestens historiske styrke.

For lov er ikke abstrakt moral. Den er en konkret orden, hvor det skal stå klart, hvem der bestemmer, hvem der forpligtes, og hvem der kan stilles til ansvar.

Den vestlige civilisation blev ikke grundlagt på en erklæring om universelle rettigheder. Den vestlige retsorden blev ikke til som en færdig teori, der blev sænket ned over Europas folk. Den voksede frem gennem sædvane, domme, aftaler, kirkeret, kongelig ret, byret og senere lovgivning.

Retten blev udviklet i mødet mellem norm og erfaring. Den skulle ikke blot være rigtig i princippet, men kunne forstås, efterleves og bæres af et samfund.

Fortalen til Jyske Lov sammenfatter denne retslige realisme med en klarhed, som meget moderne lovgivning kunne lære af: »Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger.«

Kravet om tydelighed og forankring i landets sædvane understreger, at loven ikke kan skilles fra det folk, der skal leve under den.

Loven må tales på et sprog, borgerne forstår. Den må være knyttet til et territorium, en myndighed og et folk, som både kan vedtage den og gøre oprør mod den. Den må vokse frem af erfaring og kunne korrigeres af erfaring. En rettighed uden forankring i et konkret folks lov, historie og retsbevidsthed er ikke mere ophøjet, fordi den kaldes universel. Den er hjemløs.

Den har ingen klar lovgiver, fordi den hævdes at eksistere før loven. Den har ingen fast betydning, fordi dens indhold udvikles gennem fortolkning.

Den har ingen bestemt befolkning som ophav, men griber alligevel ind i bestemte befolkningers liv. Her vender vi tilbage til den kristne modsætning mellem abstraktionen og det konkrete. Kristendommens lære er ikke, at det abstrakte princip skal herske over verden. Dens lære er, at Ordet blev kød.

Sandheden må træde ind i en bestemt virkelighed. Kærligheden må rette sig mod en virkelig næste. Ansvaret må bæres af nogen over for nogen.

Og retten må have et land. For når loven mister sit folk, mister den også sin grænse. Når den mister sin sædvane, mister den sin hukommelse. Når den mister sin nationale myndighed, mister borgeren muligheden for at stille magten til ansvar. Den hjemløse ret bliver ikke magtesløs. Den bliver magt uden folk.

Vestens krise består ikke først og fremmest i, at andre er blevet stærkere, men i, at Vesten har glemt, hvad dens egen styrke hvilede på. Den begyndte at betragte frihed, ret og menneskelig værdighed som abstrakte størrelser, der kunne bestå uafhængigt af de historiske fællesskaber, som havde frembragt og båret dem.

I forsøget på at gøre sin arv universel gjorde Vesten den hjemløs – og den vestlige civilisation mistede således jorden under fødderne.