Kasper Støvring er forfatter til bøgerne “Sammenhængskraft” og “Blivende værdier”
Da den engelsk-amerikanske digter T.S. Eliot i 1922 udgav stordigtet The Waste Land, læste samtiden det som et symbol på et radikalt brud med fortiden, med dens temaer og litterære former. Digtet bestod i fragmenterede stemmer, spring mellem sprog og tidsaldre, og ingen samlende fortæller til at føre læseren gennem digtet. Digtet blev straks kanoniseret som modernismens fødselsattest. Men det, ingen af de unge, oprørske læsere lagde mærke til dengang, var, at digteren bag al denne sønderbrydning var ved at blive noget så umoderne som konservativ, monarkist og til sidst troende kristen. Eliot var ikke revolutionær og avantgarde på trods af sin konservatisme. Han var det på grund af den.
Eliot formulerede selv sin position med en berømt sætning, der stadig kan provokere nutidens modernister: Han var klassicist i litteraturen, royalist i politikken og anglokatolik i religionen. Tre ord, tre fronter, og alle tre pegede i samme retning, væk fra den liberale fremskridtstro, der ellers herskede blandt hans avantgardistiske samtidige. Formsprængningen i The Waste Land – citatmontagen, de brudte stemmer, den såkaldte mytiske metode, hvor gamle myter og ritualer lægges ned over samtidens kaos som en slags røntgenbillede og samlende struktur – var ikke frigørelse for frigørelsens skyld, men en diagnose og et håb om at påtvinge verden en ny orden. Digtet slutter med linjen om “these fragments I have shored against my ruins”, altså brudstykker stablet op mod en ruin.
Selve dristigheden i formen tjente den dybt konservative erkendelse, at den borgerlige, sekulariserede kultur havde mistet sin indre orden, og at kunsten måtte vise sammenbruddet, før den kunne pege ud af det. Men i klassicismen ligger en stræben mod orden og almengyldighed; det splittede må formes gennem kunsten. Læser man Eliots forfatterskab i sin helhed, tegner der sig en bue, der minder om Dantes vandring fra det infernalske gennem skærsilden og mod Paradis. The Waste Land er den kritiske afdækning af en åndelig ørken. Digtet The Hollow Men (1925) er det absolutte nulpunkt med de “hulde mænd”, tomme for tro og retning. Men med digtet Ash-Wednesday (1930), skrevet efter Eliots optagelse i den anglikanske kirkes katolicisme, indtræder bodsgangen: en fortæller, der erkender sig uværdig og først langsomt bliver rede til freden. Og i Four Quartets (1943) når digtningen sit endemål. Det store digt i fire suiter består i en poetisk udforskning af tid, evighed og inkarnation, hvor Eliot søger at vise, hvordan mennesket kan forløses fra tidens tyranni.
Det er i essayet “Tradition and the Individual Talent” fra 1919, at Eliot lægger det teoretiske fundament for hele denne bevægelse. Her lancerer han begrebet om den “historiske sans”. Det er tanken om, at en digter først bliver virkelig original ved at bære hele den europæiske litteraturs samtidighed i sig, ikke ved at forkaste den. Det er et radikalt konservativt kunstsyn forklædt som modernistisk manifest.
Nyskabelse forudsætter ærbødighed for arven, ikke brud med den. Samme essay rummer hans berømte teori om digterens upersonlighed, at poesi ikke er udfoldelsen af en personlighed, men snarere en flugt fra den for kunne nå det almene. Det er værd at bemærke i en tid, hvor kunst og offentlighed ellers dyrker individualitet og selvudlevering som de højeste dyder. I Four Quartets finder denne opfattelse sit mest fuldbårne udtryk. “Only through time time is conquered,” hedder det, og digtet insisterer på, at fortid, nutid og fremtid hænger sammen i et mønster, mennesket kan ane, men aldrig fuldt ud begribe. Kvartetternes sidste del, “Little Gidding”, ender med linjerne om, at vejens ende er at nå tilbage til udgangspunktet og først dér kende stedet for første gang. Det er konservatismens grundfortælling i renkultur: erkendelse som hjemvenden, ikke som opdagelse af det aldrig før sete.
Eliot var ikke kun digter. Han var også en konservativ kulturkritiker, der i værker som After Strange Gods (1934), The Idea of a Christian Society (1939) og Notes Towards the Definition of Culture (1948) forsøgte at tænke det moderne samfunds krise igennem. Hans tese var, at et samfund uden fælles etisk og teologisk grundlag hverken kan frembringe en gyldig litteraturkritik eller stå imod de totalitære fristelser, som mellemkrigstidens Europa så rigeligt demonstrerede. Kun et samfund bygget på erklærede kristne forestillinger, mente han, kunne udgøre et værn mod fascismen. Den indsigt er stadig gyldig i en aktuel debat om, hvorvidt et rent proceduremæssigt, værdineutralt demokrati overhovedet kan holde sammen på sig selv uden en dybere kulturel substans at trække på. Det er fristende at spørge, om Danmark nogensinde har haft sin egen Eliot, en digter, der på én gang sprængte formsproget og bar en dybt konservativ, religiøs livsforståelse.
Svaret er nej, og årsagerne ligger dybt i den danske litteraturhistorie. Georg Brandes og det moderne gennembruds program lagde sporet for en dansk modernisme, der forblev knyttet til sekularisering, samfundskritik og fremskridtstro. Hvor engelsk litteraturhistorie havde plads til en Eliot ved siden af sine radikale samtidige, blev den danske kanon formet af naturalismens, realismens og (kultur)radikalismens opgør med kirke og konvention, og senere generationer af modernister arvede i høj grad denne grundindstilling, uanset hvor formmæssigt eksperimenterende de blev. Dertil kommer en institutionel forklaring. Den danske kunststøtte, særligt fra oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964, har historisk favoriseret en kunstforståelse, hvor kunstneren honoreres som samfundskritiker og fornyer inden for en sekulær, socialdemokratisk ramme, ikke som viderefører af en religiøs eller national tradition. Det former, hvilke stemmer der får opmærksomhed, og hvilke der forbliver i periferien. Dertil kommer, at dansk efterkrigslitteratur i vid udstrækning har erstattet den kristne forløsningstanke med en freudiansk opbyggelighedsideologi, hvor emancipation fra fortrængning og skyld bliver det egentlige mål med både kunst og liv. Det er en frigørelsesfortælling, der er spejlvendt i forhold til Eliots.
Hvor Eliot bevæger sig fra psykisk sammenbrud mod en religiøs orden, hvor forløsningshåbet kræver selvopgivelse, bevæger den danske model sig fra borgerlig fortrængning mod psykologisk selvrealisering. De to fortællinger kan næppe eksistere i samme kulturelle rum uden at støde sammen, og i Danmark vandt den ene afgørende. Det viser noget om begrænsningerne i dansk kulturliv og den næsten totale venstreorienterede dominans, at en så rig og frugtbar konservativ tradition aldrig har kunnet vinde indpas herhjemme.

