Emil Salzer er digter

Engang var videnskab at stille spørgsmål.
Nu er det at have en holdning
under en selvfed skoldning.

På gangene vandrer kloner
der flager med rødsorte meloner.
Keffiyeh-tern
maler campus om
til sharia-værn
imens Marx spøger så lummert
i den indestængte luft
som fortrænger al fornuft
så klummert.

Professor Lind kom til at kalde sig patriot
så måtte han på røv og albuer;
de grinede som var han idiot –
alle de tolerante regnbuer.

Ud igen til verden
fosser flosset forskning
når geniet vejer tungt
men næseringen er tungere –
pandelappers tråde lyner i rød og gul
som tjeppe termer
Rudolf Steiner ville synes var cool:
Hvidhedsstudiernormkritikhegemoni
intersektionelsafespacequeerteori

Gennemsmadret
som Konservative Studerendes lokaler
der lå hærget
efter de endnu engang så rødt
og glemte deres trigger warning
og dampmedicin.

Nu må den frie tanke vige
for den tredje videns rige.

Stidsen kom til at tænke kritisk.
De forsøgte at nakke hende politisk.
Hun blev anklaget for plagiat
og hun blev holdt i surrogat –
men bravt hun kæmpede sig tilbage
fra deres falske anklage.

Nu klinker og klanker jernet,
metalliske håbefulde legemer.

Den næste generation robotter
står klar til september
på rad og række
efter at få skruet korrektheden på plads
gennem menstruationsfarvede brilleglas.

Robotter fyret af på manufakturerede idéer
er kolde for hvad der sker
når hjernens tid lakker TikTok mod ende
bare de kan slå på fjende.

Men når ekkokamrene kollapser
og kortslutter jeres synapser
så mærk jer mine ord;
Sandhed fødes sjældent i kor.