Mads Strange er folketingsmedlem og politisk ordfører for Liberal Alliance

Hvis du læser dette, er du med al sandsynlighed blandt de 3,5 % rigeste personer på kloden. Ja, faktisk er du også blandt de allerrigeste personer, der nogensinde har eksisteret. Men det er selvfølgelig ikke primært din egen fortjeneste.

Du er født i en tidsalder, hvor spædbørn overlever sygdomme, der tidligere slog dem ihjel som fluer, hvor supermarkeder få minutter fra vores hjem bugner af friske fødevarer og hvor al verdens viden ligger frit tilgængeligt få sekunder væk i din bukselomme.

Men sådan har det ikke altid været. Dét kan virke som en banal konstatering, for du ved selvfølgelig godt, at fortidens mennesker levede fattigere liv.

Men personligt tager jeg alligevel tit mig selv i at glemme, hvor forfærdelig fortiden egentlig var, før økonomisk vækst begyndte at løfte menneskeheden ud af fattigdommens jerngreb.

For blot 200 år siden var det eksempelvis svimlende halvdelen af alle børn, der døde, før de fyldte 18 år. Og det skyldtes ikke blot, at fortidens samfund var mere ulige.

De rigeste og mest ressourcestærke konger, kejsere og kapitalister led også under fraværet af vækst. Da Dronning Anne af Storbritannien i slutningen af 1600-tallet blev gift med den danske prins Jørgen, fik de i alt 17 børn, der alle sammen døde som små.

Ikke fordi deres forældre manglede rigdom og ressourcer. Men fordi antibiotika, vacciner og moderne medicin endnu ikke var opfundet.

Men økonomisk vækst har ikke blot gjort os rigere. Den har også ændret spillereglerne for menneskelig sameksistens fundamentalt.

I størstedelen af menneskets historie var økonomien nemlig et nulsumsspil.

Hvis én bonde fik mere jord, måtte en anden få mindre, og hvis én adelsmand blev rigere, måtte en anden blive fattigere.

For velstand var ikke noget, man skabte, men derimod noget, man overtog.

Økonomisk vækst ændrede imidlertid fundamentalt på denne logik, og pludselig blev det muligt at gøre sig selv rigere uden at gøre andre fattigere.

Netop dette skifte er essensen af den kapitalistiske markedsøkonomis genialitet.

Du kan nemlig – med enkelte få undtagelser – kun skabe værdi for dig selv, hvis du også gør livet bedre for andre:

”Det er ikke på grund af slagterens, bagerens eller bryggerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser deres egen interesse”, som Adam Smith formulerede det.

Dette er baggrunden for, at den globale velstand er eksploderet, at børnedødeligheden er raslet ned og at de 1 pct. dårligst stillede i dagens Danmark på næsten alle tænkelige parametre lever bedre liv end de 1 pct. bedst stillede i Napoleons Frankrig eller Faraos Ægypten.

Og ja, det ér som sagt banalt. Men alligevel er det som om, vi mennesker ikke for alvor fatter det. I hvert fald kan vi konstatere, at vi er ufatteligt dårlige til at prioritere den økonomiske vækst.

Den legendariske investor Warren Buffet har af flere omgange været en af verdens rigeste mænd, og han har gennem sin årelange karriere skabt et gennemsnitlig afkast på mere end 20 pct. om året.

Men selvom Buffet er verdens mest kendte investor, er han langt fra verdens bedste. Eksempelvis har den nyligt afdøde stjerneinvestor, Jim Simons, gennem sine mange årtier i de finansielle markeder skabt et gennemsnitligt afkast på svimlende 66 pct.

Så hvorfor i alverden er der ikke særligt mange, der kender Simons, når alle, der har prøvet at oprette et aktiedepot hos Nordnet, er bekendt med Buffet? Svaret er tid.

For mens den snart 100-årige Warren Buffet begyndte at handle med værdipapirer som 10-årig, skulle Jim Simons runde sin 50-års fødselsdag, før han skiftede karrieren som forsker i teoretisk matematik ud med stillingen som stifter af en kvantitativ kapitalfond.

Det præcis samme princip om tid gør sig gældende, når vi taler om et samfunds økonomiske vækst.

Hvis den amerikanske økonomi havde haft blot et enkelt procentpoints mindre vækst de seneste 100 år, ville USA i dag være lige så fattigt som Mexico.

Einsteins fejlciteres ofte for at skulle have sagt, at ”renters rente er verdens ottende vidunder”. Dét er netop årsagen til, at økonomisk vækst er så afgørende.

Fra det ene år til det andet, kan vi som borgere ganske vist ikke mærke forskel på, om bruttonationalproduktet vokser med ét eller to procent.

Men over tid gør det en monumental forskel for, hvilket liv folk får muligheden for at leve.

Alligevel har vi mennesker desværre utroligt svært ved at forstå, hvor afgørende økonomisk vækst er.

Vores hjerner er gennem hundredtusindvis af års evolutionsproces formet af et darwinistisk miljø, hvor de vigtigste beslutninger handlede om umiddelbare trusler eller gevinster. At skaffe føde, undgå rovdyr og sikre næste generation.

I menneskets evolutionære fortid gav det således god mening, at vi tænkte lineært i stedet for eksponentielt.

Men i et moderne samfund betyder denne kognitive barriere, at vi har utroligt svært ved intuitivt at forstå effekten af renters-rente.

Det siges, at et samfund blomstrer, når gamle mænd planter træer, hvis skygge de ved, de aldrig selv skal sidde i.

Når vi i dag har privilegiet af at arve antibiotika, elektricitet, internettet og et land, hvor børnedødelighed praktisk talt er blevet udryddet, skyldes det, at vi lever i skyggen af træer, som tidligere generationer plantede.

Hvis også fremtidens generationer skal leve bedre liv end os, er det nu vores tur til at plante de næste.