Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen

Hvis du har læst Berlingske hen over sommeren – udover at have læst Modstrømmen selvfølgelig – er du måske stødt på Oskar Melins debatindlæg »16-årig vil have skoleuniformer i folkeskolen – af hensyn til børnene og de unge«. Jeg er enig, men diskussionen mangler den anden halvdel af klasseværelset. For måske er det ikke kun eleverne, der trænger til at klæde sig lidt mere som nogen, der går på en dannelsesinstitution. Måske skulle vi også tage et kig på læreren foran tavlen.

Melin, der er medlem af Konservativ Ungdom, argumenterer blandt andet for, at »Skolen er mere end et sted, hvor børn lærer at læse, skrive og regne. Folkeskolen har også en vigtig opgave i at danne kommende generationer og lære dem værdien af fællesskab, respekt og ansvar.«

Han peger også på det pres, mange unge mærker, når tøjet bliver en social markør, og det pludselig gælder om at have de rigtige sko, det rigtige mærke eller følge den nyeste trend.

Det er jeg helt enig i. Men tager vi ordene respekt, ansvar og dannelse alvorligt, synes jeg også, de bør føre os videre end til mærket i nakken på elevernes trøjer. For dannelse handler ikke kun om, hvordan børn møder hinanden, men også om hvordan de lærer at møde voksne og autoriteter. Og netop den forskel mellem lærer og elev har vi efterhånden gjort os meget umage for at udviske.

Læreren har mistet sin autoritet i folkeskolen, og vores evige forsøg på at gøre forholdet mellem lærer og elev så uformelt som muligt bærer en del af skylden. Vi har fået blandet det at være i øjenhøjde sammen med, at lærer og elev helst skal være på samme niveau. Det er de ikke. Læreren har ansvaret, sætter rammerne og skal kunne forvente, at der bliver lyttet, når der undervises. Man kan sagtens være en varm og vellidt lærer uden at være endnu en ven i flokken.

Det ligger egentlig meget godt til os danskere. Vi elsker det flade hierarki og har for længst skilt os af med mange af de formelle omgangsformer, man stadig finder i blandt andet Frankrig, Tyskland og Italien. Tanken er på mange måder sympatisk, men vores nærmest allergiske forhold til autoritet bliver et problem, når vi også begynder at betragte forskellen mellem voksen og barn som forældet. I klasseværelset er der faktisk én, der bestemmer mere end de andre, og sådan bør det være.

Jeg husker tydeligt min egen dansklærer i folkeskolen. Han gik i hullede jeans og band-T-shirts, havde tatoveringer op og ned ad armene og lignede mest af alt en skatergut, der tilfældigvis var havnet foran en tavle. Ved siden af computeren lå snuspakken trofast gennem timerne. Det gjorde ham selvfølgelig ikke automatisk til en dårlig lærer, ligesom en nystrøget skjorte ikke automatisk havde gjort ham til en god en. Men hans fremtoning var meget sigende for en lærerrolle, hvor det efterhånden næsten er blevet en dyd ikke at udstråle for meget autoritet.

For tøj er ikke ligegyldigt. Vi accepterer uden problemer, at påklædning kan understrege den rolle og det ansvar, man har. Derfor tager dommeren sin kappe på, politibetjenten sin uniform, og de færreste af os ville møde op til en jobsamtale i det samme, som vi smider på en doven søndag derhjemme. Vi kan ikke komme uden om, at vores fremtoning fortæller noget om, hvilken rolle vi træder ind i, og hvor alvorligt vi tager den.

Derfor synes jeg heller ikke, at uniformsdiskussionen bør stoppe ved elevernes garderobe. Jeg forestiller mig ikke alle landets folkeskolelærere stå ved tavlen i slips og blazer, men en professionel dresscode ville være et ganske udmærket sted at begynde.

Så ja tak til Melins skoleuniformer. Men når vi stiller krav til elevernes rolle i skolen, skal vi også begynde at stille krav til lærernes.