Af Sihaam Mohamoud, studerende

I mere end 20 år har danske politikere diskuteret, om Hizb ut-Tahrir kan forbydes. Spørgsmålet vender tilbage med jævne mellemrum, og senest er der igen fremsat forslag i Folketinget om at få organisationen opløst.

Jeg forstår godt ønsket om et forbud. Men når vi efter mere end 20 år stadig diskuterer det samme spørgsmål, er det værd at spørge, om vi overhovedet diskuterer det rigtige.

Et foreningsforbud er ikke ligegyldigt. Det viste sagen om Loyal to Familia. LTF blev foreløbigt forbudt i 2018 og endeligt opløst ved Højesteret i 2021. Alligevel måtte myndighederne efterfølgende retsforfølge personer for at videreføre den opløste forening. I 2024 blev 11 personer dømt for blandt andet netop dette.

Dansk ret kan altså ramme videreførelsen af en opløst forening. Men sagen viser også begrænsningen: En dom kan opløse en organisation. Den kan ikke nødvendigvis opløse miljøet eller ideologien bag den.

Alligevel vender den danske debat igen og igen tilbage til, om Hizb ut-Tahrir kan opløses. Imens står et langt mere ubehageligt spørgsmål næsten urørt: Hvad er egentlig organisationens forhold til politisk vold og terror?

Hizb ut-Tahrir beskriver sig selv som ”ikke-voldelig”, og den forskel skal tages alvorligt. Organisationen er ikke Islamisk Stat eller al-Qaeda og bruger ikke terror som sin erklærede metode til at etablere det islamiske kalifat, den arbejder for. Men organisationens danske historik gør det svært at lade den beskrivelse stå alene.

I 2002 blev den daværende danske talsmand Fadi Abdullatif idømt 60 dages betinget fængsel efter racismeparagraffen for en løbeseddel med blandt andet en opfordring til at dræbe jøder. Rigsadvokaten vurderede senere, at det strafbare forhold måtte anses for begået på vegne af Hizb ut-Tahrir.

Næsten 20 år senere gav organisationens retorik om væbnet kamp igen anledning til en dom. Ved en Hizb ut-Tahrir-demonstration i København i maj 2021 opfordrede den danske medierepræsentant Elias Ramadan Lamrabet til at kalde på dem, der havde ”magten”, ”træningen” og ”våbnene” til at ”gøre det af med det, som de kalder Israel”. Efterfølgende råbte demonstranterne: ”Det skal løses med jihad.” For de udtalelser blev Lamrabet idømt 60 dages betinget fængsel.

Det er ikke i sig selv nok til at kalde Hizb ut-Tahrir en terrororganisation. Men de to sager gør det svært bare at slå sig til tåls med, at organisationen kalder sig ”ikke-voldelig”. For det afgørende er ikke kun, om Hizb ut-Tahrir selv begår terror, men også hvordan organisationen forholder sig til vold begået af andre.

Det var den bredere vurdering af Hizb ut-Tahrirs forhold til terror, Storbritannien foretog.

I januar 2024 blev Hizb ut-Tahrir forbudt som terrororganisation efter den britiske Terrorism Act 2000. Det skete ikke, fordi organisationen blev beskyldt for selv at have begået, deltaget i eller forberedt terror. Den britiske regering vurderede derimod, at Hizb ut-Tahrir opfyldte lovens kriterium om at fremme eller tilskynde til terrorisme.

Den udløsende faktor var organisationens reaktion på Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Hizb ut-Tahrirs centrale medieplatform og afdelinger i Mellemøsten hyldede angrebet, omtalte Hamas som ”helte” og opfordrede ifølge den britiske vurdering til yderligere terroraktivitet.

Samtidig betragtede den britiske regering Hizb ut-Tahrir som én sammenhængende international organisation. Den britiske afdeling kunne derfor ikke vurderes isoleret fra organisationens internationale virke.

Storbritannien er ikke et facit for Danmark. Den britiske terrorlovgivning er ikke den danske, og vi kan selvfølgelig ikke importere en britisk afgørelse og kalde sagen lukket. Og her er det vigtigt ikke at lade ønsket om at ramme Hizb ut-Tahrir udviske en afgørende skelnen.

Man kan være imod demokrati uden at være terrorist. Man kan ønske et kalifat uden at være terrorist. Man kan mene, at Vesten er dekadent, sekulært og materialistisk uden at være terrorist. Et frit samfund må også tåle mennesker, der forkaster dets værdier. Ellers er friheden ikke meget værd.

Det er derfor ikke Hizb ut-Tahrirs islamisme eller modstand mod demokratiet, der bør afgøre sagen. Det afgørende er organisationens forhold til terror og politisk vold.

Om Hizb ut-Tahrir efter dansk ret allerede har krydset den grænse, ved jeg ikke. Det skal et politisk flertal heller ikke beslutte på forhånd. Men det er netop dét spørgsmål, der bør undersøges.

For hvis organisationens danske og internationale virke giver juridisk grundlag for at behandle Hizb ut-Tahrir som en terrororganisation, er endnu en omgang om et almindeligt foreningsforbud ganske enkelt utilstrækkelig.

Storbritannien stillede det sværere spørgsmål. Det bør Danmark også gøre.