Af Aston Braham, EU- og Demokratiordfører for Dansk Folkepartis Ungdom
I årtier har der været bred politisk konsensus om, at vi i Vesten bør gøre, hvad vi kan, for at hjælpe verdens fattigste lande. Ulandsbistand er blevet den foretrukne tilgang. Det er dog på høje tid, at denne dyre praksis underkastes en langt mere kritisk diskussion af dens faktiske virkning. For selvom konceptet om ulandsbistand i sig selv virker ædelt, bør de fleste ulandes undervældende fremskridt tvinge os til at stille et ubehageligt spørgsmål: Bidrager bistanden reelt til at bekæmpe fattigdom og korruption – eller er den snarere blevet en del af det system, der fastholder dem?
Det største problem med ulandsbistanden finder man allerede i dens mange modstridende begrundelser, der tilsammen gør ulandsbistanden nærmest immun over for kritik. For når én begrundelse svækkes, træder en ny bare frem.
Giver bistanden for eksempel ikke tilfredsstillende resultater, proklameres den som en moralsk nødvendighed – en, som vi ikke blot har rigeligt råd til, men som vi faktisk er forpligtet til at yde grundet Vestens koloniale fortid.
Det argument forenkler dog historien til ukendelighed. Kolonialismen var ikke én ting og havde ikke én virkning. Den rummede overgreb og undertrykkelse, men den efterlod også institutioner, infrastruktur, retsformer, sprog og uddannelsessystemer. I flere lande, som Zimbabwe og Sydafrika, kan fattigdommen og korruptionen, der observeres i dag, måske snarere betegnes som et produkt af afkoloniseringen.
Forklaringen holder heller ikke, når man tager et kig på Etiopien og Liberia – to lande, der ikke ligefrem er blevet fyrtårne for velstand og stabilitet på trods af, at de aldrig blev koloniseret. Omvendt er Singapore, en tidligere britisk koloni, i dag rigere end Storbritannien selv.
Hele argumentet om antikolonial solidaritet hviler også i sig selv på en form for postkolonial paternalisme. En forestilling om, at Afrika og andre ulande er underlegne ofre, der alene kan opnå velstand gennem Vesten.
Når det andre gange påpeges, at udfordringerne herhjemme vokser, og økonomien strammer til, bliver bistand pludselig et strategisk udenrigspolitisk redskab til at skabe alliancer samt dæmme op for migration og konflikter, der ellers ville ramme os hårdt. Ulandene reduceres til brikker i et geopolitisk spil, samtidig med at politikken stadig sælges som godhed og solidaritet. Det harmonerer dårligt.
Endnu værre er det, at bistanden ofte selv forværrer de problemer, vi nu angiveligt med endnu mere bistand strategisk kan gå ind og løse.
Alt for tit sendes bistand direkte til diktaturregimer som Kina, terrorstater som Iran og ‘nødhjælpsorganisationer’ som UNRWA, der er kompromitteret af terrorister. Men også når bistanden går til de mest velmenende grupper og formål, volder den skade. Ulandsbistanden svækker for det første forholdet mellem ulandenes magthavere og befolkninger. I et velfungerende samfund finansieres staten hovedsageligt af sine egne borgere gennem skatter, og må derfor for at opretholde sin indtægt levere sikkerhed, infrastruktur og økonomiske muligheder. Når en stat derimod finansieres af eksterne kilder, forskydes dette forhold, og borgerne mister deres evne til at præge samt stille magthaverne til ansvar.
Magthavernes primære fokus bliver så ikke at skabe vækst eller bekæmpe korruption, men derimod at sikre en vedvarende tilstrømning af bistand. Fattigdom og konflikt bliver en politisk ressource. Hvorfor skulle magthaverne for alvor løse deres befolkningers problemer, når det netop er problemerne, der giver dem adgang til udenlandske milliarder?
Det samme perverse incitament gør sig også gældende i den internationale bistandsindustri. Vi har i alt for høj grad overset faren ved at opbygge et helt system af NGO’er, konsulenter, administratorer og internationale organisationer, hvis eksistens afhænger af de problemer, de påstår at ville løse.
Samtidig svækker bistanden det iværksætteri, der skulle have båret ulandenes udvikling. Hvordan skal lokale iværksættere skabe vækst, hvis det, de forsøger at sælge, om det er myggenet, tøj eller fødevarer, tilbydes gratis lige ved siden af? Bønder kan ikke konkurrere med gratis mad, og små virksomheder kan ikke vokse frem i et marked, hvor donationer konstant undergraver prisen på det, de producerer.
Når ulande fastholdes i en afhængighedscyklus og svaghed, bør det ikke overraske, at borgere udvandrer og presset mod Europa øges. Afrika har dog ikke brug for, at deres folk videreudvikler Europa – noget de alligevel så sjældent gør, når først de er kommet herop. Afrika har brug for, at deres folk opbygger Afrika.
Der skal ikke lægges skjul på, at et stop for ulandsbistand på kort sigt vil kunne mærkes tungt, men vi må have tiltro til, at ulande, når først de har incitamentet til det, med tiden kan opbygge velstående samfund, som alle andre lande har gjort. I mellemtiden er det bedste, vi kan gøre, ikke på formynderisk vis at pudse vores egen samvittighed, men at give ulande mulighed for at konkurrere og vokse i deres eget tempo.
Det er på tide, at de danske magthavere agerer Danmarks ledere – ikke ulandenes frelser og da slet ikke deres hæmsko. Før politikerne får mod til at afskaffe denne dyre og skadelige praksis, må vi gøre op med den forfejlede følelsesmæssige appel bag bistanden og ændre den konsensus, der holder den i live. Vi må indrømme, at ulandsbistanden ikke opnår sit mål, men snarere bidrager til yderligere udhuling af lokale økonomier og styrkelse af korruption. Bistanden har aldrig reelt været en hjælp for dem, men en moralsk trøstepude og et strategisk værktøj for os. Lad os få afskaffet ulandsbistanden for ulandenes skyld, og ikke mindst for vores egen. De over 20 milliarder kroner skal ikke længere tages fra danskerne for blot at blive hældt ned i det sorte hul, som ulandsbistanden er blevet.