Af Marcus Dib, influencer og fast klummeskribent på Modstrømmen

Venstre beskrev sig selv perfekt under valgkampen: “Vi gør Danmark lidt mere borgerlig.”

Lidt mere?

Altså stadig socialdemokratisk. Stadig et af verdens højeste skattetryk – bare en smule lavere.
Stadig klimaaktivisme, identitetspolitik og en voksende stat – blot i en lidt mildere udgave.

Det er den danske højrefløjs største ambition: at være venstrefløjen light.

Ikke at formulere en klar borgerlig vision. Ikke at flytte Danmark i en grundlæggende borgerlig retning. Ikke at udfordre den politiske konsensus. Bare at administrere venstrefløjens projekt en anelse mere forsigtigt og en smule mere effektivt.

De borgerlige idealer er ikke forsvundet. De er blevet nedtonet, pakket ind og gjort ufarlige. Til sidst er de så udvandede, at de næsten ikke længere adskiller sig fra det, de engang var et alternativ til.

Men det mest afslørende er ikke manglen på mod.

Det er reaktionen, når nogen faktisk tør være borgerlige.

Den, der vover at formulere et mere konsekvent borgerligt standpunkt, bliver udsat for en regulær heksejagt. Ikke først af venstrefløjen, men af sine egne. De står i kø for at tage afstand, fordømme og demonstrere deres egen renlærighed.

De er mere optaget af at føre hekseprocesser mod afvigere i egne rækker end af at bekæmpe deres politiske modstandere. Renlærighed og “den ordentlige tone” bliver vigtigere end retning. Accept i mediecirkler bliver vigtigere end principper.

Normalt samler man sig om dem, der kæmper hårdest for ens sag. På den danske højrefløj sker ofte det modsatte.
De mest konsekvente bliver mødt med mistro, afstandtagen og fordømmelse fra deres egne. Det minder om en flok, der vender sig mod den stærkeste i egne rækker. Ikke fordi vedkommende er den største trussel mod modstanderen, men fordi han eller hun blotlægger de andres egen usikkerhed.

Sådan behandler den danske højrefløj den, der oprigtigt forsøger at føre borgerlig politik.

Vi så det med Nye Borgerlige. Vi ser det nu med Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti.

Det er ikke nok, at venstrefløjen kalder dem for ekstremister. De såkaldt borgerlige skynder sig at gøre præcis det samme – ofte hurtigere, hårdere og med endnu større foragt.

Den største sejr for venstrefløjen er ikke de konkrete politiske resultater. Det er, at de har fået lov til at definere sproget. I dag afgøres en debat ofte, før den overhovedet er begyndt. Hvis man taler om remigration, bliver man kaldt ekstremist. Hvis man definerer danskhed som mere end et pas, bliver man beskyldt for racisme. Hvis man ønsker en markant mindre stat, bliver man beskrevet som usolidarisk.

De borgerlige protesterer sjældent mod præmisserne. De skynder sig i stedet at forsikre om, at de naturligvis ikke mener noget så “yderligt”. Dermed accepterer de modstanderens definitioner, før de overhovedet fremlægger deres egne argumenter.

Den borgerlige fortælling om danskhed er blevet reduceret til følelser, værdier og personlige sympatier. Danskhed fremstilles som et spørgsmål om et kærlighedsforhold til flæskesvær, påskeliljer eller Grundtvig. Eller som om en iraner, der forlader islam og kritiserer religionen, derfor uden videre er dansk.

Som om danskhed alene handler om holdninger eller kulturelle præferencer. Som om det at være dansk udelukkende er et spørgsmål om identitet og selvforståelse. Og hvis nogen anfægter den opfattelse og hævder, at danskhed først og fremmest er knyttet til afstamning og befolkningshistorie, bliver de ikke blot mødt med uenighed, men ofte behandlet, som om synspunktet i sig selv er problematisk.

Det er efter denne opfattelse blevet et emne, man nærmest ikke må rejse – ikke kun på venstrefløjen, men også blandt de borgerlige.

Imens har “borgerlige” medier, journalister og politikere påtaget sig rollen som socialisternes mest loyale moralske vogtere. De kalder remigration for højreekstremisme, tager afstand fra Donald Trump ved enhver lejlighed og skynder sig at demonstrere, hvor forskellige de er fra de mest konsekvente borgerlige stemmer.

Som om den vigtigste opgave ikke længere er at udfordre venstrefløjen, men at blive accepteret af den. Den største synd i dansk borgerlig politik er ikke længere socialisme.

Men borgerlighed.

Resultatet er, at den borgerlige vælger står politisk hjemløs. Med en højrefløj, der skammer sig over sine egne, søger accept hos modstanderne og hellere deler magten med socialister end risikerer at blive beskyldt for at være konsekvent borgerlig.

Til sidst står vælgeren tilbage med et valg mellem socialister – og socialister med blåt slips.

Den største modstander for den danske højrefløj er ikke venstrefløjen. Det er frygten for at blive kaldt det, venstrefløjen kalder dem. Først den dag de borgerlige holder op med at gøre sig spiselige for deres modstandere og i stedet står ved deres egne holdninger med selvtillid, vil der igen findes et reelt borgerligt alternativ i Danmark.

Indtil da vil den danske højrefløj være bange for sin egen skygge.