Af Asbjørn Emil Hansen, medlem af Liberal Alliances Ungdom Aarhus

I august 2024 delte Özlem Cekic på sin Facebook-profil en hændelse, der ikke burde kunne lade sig gøre i Danmark. En 12-årig jødisk dreng, iført kalot, var på vej til fest i synagogen i København, da han blev konfronteret af en voksen mand: “Jeg hader dig. Jeg hader jøder. Fuck jøder.”

Episoden står ikke alene. Siden 7. oktober 2023 har vi set et stadig stigende antal angreb mod jødiske skoler og synagoger. På Roskilde Universitet skabte maskerede aktivister utryghed for jødiske studerende, og på tværs af vestlige storbyer har der været enorme demonstrationer med slagord som “Hitler was right” og “globalize the intifada”

Hadet til Jøder er for alvor kommet tilbage. Før 2023 betragtede jeg mest af alt antisemitisme som et historisk levn, et irrationelt had fra en svunden tid. At opleve det komme tilbage er utrolig uhyggeligt.

I december 2023 blev Harvards daværende rektor spurgt, om “opfordring til folkedrab på jøder” overtrådte universitetets regler, hvortil hun svarede: “Det afhænger af konteksten.”

Også i Tyskland mærkes presset. I Berlin har politichefen Barbara Slowik for nylig advaret jøder, samt LGBT-personer, om at udvise ekstra forsigtighed i visse bydele.

Og hvordan skal vi så forstå denne udvikling? Historiker Timothy Snyder og filosof Hannah Arendt har peget på, at antisemitisme ofte varsler om dybere samfundsproblemer, en slags kanariefugl i kulminen. Det var situationen i 1800-tallets Rusland og Østeuropa, hvor stigende social ulighed og økonomisk krise banede vej for datidens store pogromer. Jøders succes i civilsamfundet blev ikke tolket som resultat af flid og merit, men som bevis på udbytning – og volden mod dem blev derfor retfærdiggjort.

Det samme skete på tværs af Polen med studenteroprøret i 1968, kommunistpartiet brugte begrebet zionister som en eufemisme for jøder hvilket førte til store pogromer der fordrev godt halvdelen af polens jøder til primært Israel og USA.

For blot ti år siden, før polariseringen i Vesten for alvor tog fart, blev ordet zionist mest brugt som et skældsord i små konspirationsteoretiske hjørner af højrefløjen, hvor det på samme vis fungerede som en belejlig eufemisme for jøder. På lukkede internetfora diskuterede man, hvordan alt fra våbenindustrien til Angela Merkel, angiveligt var styret af en “zionistisk verdensorden”. Zionisterne, hævdede man, ejede medier og politikere og brugte dem til at fremme Israels interesser i Mellemøsten.

Antisemitisme har da også historisk hovedsageligt været forbundet med højrefløjen, hvor den er gennemskuelig og hurtig at indramme: Bjørnen er løs fra zoo og den bider, så langt så godt.

Langt mere uklart bliver det med antisemitismen fra venstrefløjen. Her kommer den sjældent til udtryk som åbent jødehad, men snarere som politisk legitimering af antijødiske aktører og en bemærkelsesværdig tolerance over for klassiske antisemitiske troper. PFLP – en palæstinensisk terrororganisation kendt for angreb på jødiske civile i og uden for Israel, og som selv hævder at have deltaget den 7. oktober – møder stadig legitimitet i visse kredse.

Christian Juhl fra Enhedslisten har endda flere gange mødtes med PFLP-repræsentanter på Christiansborg.

I februar 2025 udløste Enhedslistens Trine Pertou Mach kritik, fordi hun i et interview formulerede sig uklart om, hvorvidt hun selv mente det var antisemitisk at tale om en “jødisk lobby”.

Kritikken blev ikke mindre opsigtsvækkende af, at hun samme måned lagde en begejstret selfie op med den kontroversielle Francesca Albanese, som blandt andet er blevet kritiseret for at hævde, at USA er styret af en “jødisk lobby”, og som er blevet anklaget for antisemitisme af en lang række jødiske organisationer og flere lande, herunder Frankrig og Tyskland.

Den såkaldte hesteskoteori, ideen om at ekstremerne på det politiske spektrum krummer sammen i et vist overlap, har de seneste år fået omtale bl.a. fra Konstantin Kisin, vært på podcasten Triggernometry.

Han har skabt fokus på en ny tendens i USA, flere kalder “the woke right”, ledet af profiler som Nick Fuentes, Tucker Carlson og Candace Owens – personer med millioner af lyttere på den amerikanske podcast-højrefløj. Fælles er et verdenssyn præget af antizionisme, amerikansk protektionisme og skepsis overfor vestlige samfund.

De tager snarere parti med Putins Rusland eller regimet i Teheran. Til deres podcasts udvælges ligesindede historierevisionister, som får frit spil i timevis uden kritiske spørgsmål.

Tucker Carlsons podcast er ofte blevet gæstet af stemmer som Darryl Cooper, der har kaldt Winston Churchill “krigens egentlige skurk” og hævdede, at Holocaust ikke var en planlagt udryddelse, men blot resultatet af logistisk inkompetence – et uheld, måtte man forstå.

Et illustrativt eksempel på denne politiske hestesko sås i december 2025, da Francesca Albanese gæstede Tucker Carlsons podcast, hvor de to viste sig at være bemærkelsesværdigt enige.

Og her midt i et politisk landskab, der ellers er så hårdt trukket op, er det bemærkelsesværdigt, hvordan spørgsmålet om Israel lader til at kunne bygge bro mellem den ekstreme venstre – og højrefløj.

I klassisk marxistisk tænkning ses både historien og samfund som et perfekt nulsumsspil mellem klasser af mennesker, hvor rettigheder og levestandard er noget der vindes på bekostning af andre. Historien forstås dermed som en evig kamp, hvor alt fremskridt bliver et resultat af strid mellem grupper.

Denne grundidé – at verden er defineret af modsatrettede interesser – genfindes i en slags invers form på den konspirationsteoretiske højrefløj. Når der tales om en ‘zionistisk elite’, der angiveligt styrer medier, finans og politik, beskrives virkeligheden ligeledes som et nulsumsspil mellem folket og en lille elite eller en dyb stat.

I den modsatte ende af spektret ser vi på især den yderste venstrefløj en tilbøjelighed til at forklare enhver konflikt som et sort-hvidt forhold mellem undertrykkere og undertrykte.

Det er en populistisk bekvemmelighed, der forvandler utrolig komplekse konflikter til simple moralske fabler. Når logikken anvendes på Israel, fremstilles landets succes ikke som et resultat af de åbne samfunds værdier – demokrati, frie markeder og solide institutioner – men som økonomisk rovdrift på regionen.

I samspil med USA bliver det til fortællingen om et imperialt projekt drevet af udbytning, i stedet for et forsvar for et samfund, hvor både religiøse og seksuelle minoriteter ikke undertrykkes, men lever med rettigheder, der ellers er sjældne i regionen.

Antisemitismen lever i dag af dobbeltstandarder. Når jøders succes forklares som noget, der må være opnået på andres bekostning, eller når Israels krig reduceres til et ensidigt imperialistisk projekt i samarbejde med USA, ser vi et gammelt mønster i ny forklædning.

Dette ændrer ikke ved, at IDF har begået krigsforbrydelser i Gaza, og at krigen har kostet alt for mange civile liv. Men netop derfor fremstår tavsheden om det iranske regimes brutale nedslagtning af demonstranter i januar så påfaldende. Det vækker ikke samme vrede i Vesten. Og det er her, Israel ender som jøden blandt stater. For indignationen synes selektiv – så selektiv, at det er svært at tro, at motivet alene er empati for palæstinenserne.