Af Mathias Sindberg, Journalist hos Dagbladet Information

Stormen har lagt sig, tidevandet trukket sig tilbage, the great awokening er forbi. Hvem kan efterhånden huske, hvornår man sidst har hørt nogen sige »mikroagression« eller »heteronormativt«?

Inklusionskonsulenter bliver fyret, andelen af transpersoner på amerikanske universiteter falder, og hvis debatter om race, køn og seksualitet på et tidspunkt føltes trange og tungt patruljerede, lader rammerne for, hvad man kan sige, og hvordan man kan sige det, til at udvidede sig dag for dag.

»Jeg føler mig frigjort,« sagde en anonym “top banker” i januar til Financial Times, og udlagde Donald Trumps valgsejr som en slags befrielsens øjeblik i den amerikanske kulturkamp. »Vi kan sige retard og pussy uden at skulle frygte at blive cancelled … Det er et nyt daggry.«

Wokismen er død, og ingen lader for alvor til at savne den. De seneste års kamp om tidsånden er forbi, og det er jer, der har vundet. I kalder måske jeres blad for Modstrømmen, men enhver kan se, at vandet løber i jeres retning. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, vil jeg forsøge at give jer et par råd om, hvordan i forvalter den politiske og kulturelle dominans, der venter forude.

Den mest oplagte indvending mod den kulturelle bevægelse, vi nu kalder vibe shift, er selvfølgelig hykleriet. De samme mennesker, der for fem minutter siden råbte op om cancel culture, vil nu føre registre over folk, der har skrevet noget grimt om Charlie Kirk efter hans død. »Ring til deres arbejdsgiver,« lød opfordringen ligefrem fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vance. Herhjemme indkaldte DF til samråd for at kræve en løst ansat DR-medarbejder fyret, fordi han havde lavet en smagløs vittighed på Twitter. Det er som at følge det værste ved woke gennem et mørkets troldspejl.

Apropos; en af de mere ulidelige ting ved woke var det, man kalder virtue signalling. Alle dem, der forlorent anstrengte sig for at demonstrere deres moralske overlegenhed og iscenesætte sig selv som de gode. Gennem troldspejlet ser vi nu det modsatte udspille sig. Vil man anerkendes som en rigtig kulturkrigerisk konservativ må man også være hård og vise sin afsmag for blødsødne forestillinger om rigtig og forkert.

I USA deler Det Hvide Hus ASMR-videoer af raslende kæder til udviste migranter, og på X vælter folk over hinanden for at forsvare eller hylde en maskeret ICE-agent, der råbte »fucking bitch« efter at have skudt en ung mor i ansigtet tre gange i Minneapolis.

Herhjemme hævder Joachim B. Olsen, at palæstinensere nok ikke elsker deres børn. Og Mikkel Bjørn fik flexet sine anti-woke muskler, da Politiken spurgte om kriminelle flygtninge, som bliver udvist til Syrien, risikerede tortur. »Det går vi ikke op i«.

Der er en fin grænse mellem anti-woke og usympatisk. Du kan godt fortælle dig selv, at du kæmper en modig kamp mod den politiske korrektheds tyranni, når du håner kønsforvirrede teenagere, siger »pussy«, ruller øjne af tilbud til handicappede eller fnyser over, at de sarte venstreorienterede er så forskrækkede ved tortur. Men måske er du bare led.

Hvis man gør anstændighed til et skældsord, og enhver moralsk appel bliver afvist som woke, så ender vi et ubehageligt sted. Og et meget lidt konservativt sted i øvrigt.

Den amerikanske skribent Thomas Chatterton Williams forsøgte engang at beskrive identitetspolitik med en parafrase af en fransk kliche: »Omfavner man den helt, har man ingen hjerne; afviser man den kategorisk, har man intet hjerte.«

For et par år siden var George W. Bushs tidligere rådgiver Frank Luntz på besøg i Storbritannien. Med sig havde han et råd til de britiske konservative. Med kulturkrigen kan man vinde et valg, sagde han, men tabe et land. »Jeg siger det her som en, hvis land er på vej gennem helvede lige nu,« fortsatte han, »Vi er så delte og så polariserede«.

Lige nu er det nemt – og populært – at være imod woke. Men én ting er at ville have trans-drenge ud af pigernes omklædningsrum, afvikle kønskvoter eller insistere på retten til at læse Halfdan Rasmussens børnerim uden at skamme sig. Hvad med kvinders ligestilling, homoseksuelles rettigheder og religionsfrihed? Er det også woke?

I taler meget om jeres forkærlighed for dansk, vestlig og kristen kultur og jeres afsmag for den værdiliberale tradition – tilsyneladende uden at tænke videre over den intime forbindelse mellem de to. Danmark er et af verdens mest sekulære, lighedsorienterede og kulturelt progressive lande. I den forstand er i tidens revolutionære. Det er jer, der kæmper mod den moralske konsensus. »Konservatismen udspringer af en følelse, som alle modne mennesker let kan dele: følelsen af, at gode ting let kan ødelægges, men ikke let skabes,« skrev Roger Scruton, som i alle hævder at læse. Hvor meget vil i rive ned, og hvor hurtigt? Og hvad vil i sætte i stedet for?

Hvor Trotskij talte om den permanente revolution, kan i forsøge at insistere på det permanente vibe shift. I kan udlægge det som en civilisatorisk skæbnestund, hver gang en pige med lidt for kort pandehår siger noget om kolonial skam. I kan gøre hende til repræsentant for hele ‘venstrefløjen’ eller ‘systemet’ og erklære jer hævet over den gamle ordens slavemoral. I kan proppe alting ind i kulturkrigens aggressive maskineri, i kan owne the libs i al uendelighed og I kan måske også vinde et valg på det. Men i risikerer at tabe et land.

Det gælder for jer, hvad der gjaldt for den identitetspolitiske venstrefløj for nogle år siden: Det, der foregår i USA, bør opfattes som en advarsel, ikke en kilde til inspiration.