Af Rune Selsing, Forfatter og Filosof

I den angelsaksiske verden kalder de det et ’vibeshift’. Den nye konservative tidsånd, der bobler frem alle steder, men som endnu er svær at beskrive særlig præcist. I denne artikel vil jeg gøre et forsøg. Hvad handler vejromslaget om?

Vigtigst er, at min egen generation (jeg er 43), og især dem der er ældre, er vokset op i en kultur, der stadig er defineret af 2. Verdenskrig. Det kan lyde fattigt at være defineret af en frygtelig begivenhed, og det er det også. Min opvækstkultur var negativ opbyggelig. Alt handlede om at undgå at gentage katastrofen.

Man talte om kollektivisme og totalitarisme, som er teoretiske forsøg på at sætte nazisme, stalinisme og fascisme på begreb. Idéen er at trække essensen ud af ondskabens ideologier, så man med det samme kan pande den ned, hvis den skulle dukke op igen.

Alt med store sandheder var således problematisk. At noget er så vigtigt, at det er værd at dø for. I stedet skulle vi have små sandheder og små forbedringer. Et samfund, hvor vi ikke går i takt mod et fælles højere mål, men hver især søger at gøre vores eget liv mere behageligt. Altid individet først. Aldrig lade individet ofre noget for fællesskabet. Aldrig bruge den politiske magt til at definere, hvad det gode liv er. Det mest prisværdige set fra dette perspektiv er således outrerede autentiske livsformer og mennesker, der har valgt noget radikalindividualistisk. Der kommer ingen massebevægelser ud af folk, der alle går hver deres unikke vej.

Mange har set den britiske journalist Piers Morgan interview med det amerikanske internetfænomen Nick Fuentes. Det mest sigende var Piers Morgans forargede udspørgen over Fuentes’ udsagn om, at ”Hitler was a fucking cool guy”. Ikke fordi Fuentes forsvarede Hitler eller delte holdninger med ham. Han synes bare, at Hitler var cool. Ligesom Stalin i øvrigt. Uden at vi i øvrigt fik nogen forklaring på det aparte udsagn, og så må man jo tolke.

Ud over provokationen handler det om, at Fuentes og hans mange følgere ikke længere vil definere sig selv ud fra Hitler. Han er, i deres øjne, bare en historisk person med en flot uniform, der var god til at råbe. Der er massevis af historiens psykopater, hvor nutiden ser stort på deres ondskab.

Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir er Frankrigs svar på Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. Eller 1700-tallets krydsning mellem Peter Madsen og Josef Fritzl, forfatteren Marquis de Sade. Han bliver jævnligt både fejret og dyrket, uden at det der med, at han var et monster, er noget, nogen går op i. Og går helt almindelige mennesker i øvrigt ikke stadig rundt med t-shirts med massemorderen Che Guevara?

De yngre borgerlige deler tilsyneladende ikke de ældres ærefrygt for og insisteren på at se alt igennem en verdenskrigsbrille. De er kommet videre.

Det kulturelle vejromslag handler om at have noget at leve for igen. Ikke bare frihed og demokrati. Tænk over hvor komisk det er, at vi har en hel generation af borgerlige politikere, der ikke taler om andet end kampen for frihed. Jamen, vi er jo allerede frie! Mad på bordet og rent drikkevand er såmænd også ret så vigtigt, men det er der trods alt ingen, der stiller sig op på ølkassen og kræver.

Det vigtigste, vi mennesker har, er kærlighed. Kærlighed til den person, vi har valgt at stifte familie med. Kærlighed til vores børn. Kærlighed til vores slægtninge. At opgive sin elskede for et virkeligt lovende job i udlandet er ikke længere noget et velfungerende menneske gør. Den slags er afstumpet og en fæl misforståelse af, hvad der er vigtigt i livet.

Kærligheden er også kærlighed til fædrelandet. Stoltheden over at vide, hvor man kommer fra. At kende sin historie og sine sange. Påskønne den sjælelige forbindelse mellem alle danskere. Det særlige magiske bånd, vi har, hvor vi kender hinanden, selvom vi måske ikke har talt sammen endnu. Hvis man i dag erklærer, at man har mere sympati med en veluddannet amerikaner end en ufaglært landsmand fra provinsen, bliver man udskreget som den indbildske usympatiske klovn, man er.

Vejromslaget handler også om at tage sig selv og livet alvorligt. Gå ordentligt klædt. Gøre sig umage. Bruge sin tid fornuftigt. Det er et skifte henimod en mere alvorlig, men også mere meningsfuld, mennesketype. I stedet for at blive autentiske og selvrealiserende, betoner den nye mennesketype sin pligt. At gøre det rigtige. Følge sin samvittighed. Være ansvarsfuld.

Vi kan se vejromslaget på mange måder: At kunst skal være smuk igen, og at graffiti ikke er andet end meningsløst hærværk. At musik ikke længere er en subversiv identitet, men noget man lytter til. At det er naturligt at gå i kirke, og at ateisme mødes med et overbærende smil. At sex også er en åndelig forbindelse til et andet menneske, man aldrig kan tage let på. At pornografi er indlysende skadeligt. At man elsker sit land.

Tidsånden har i årtier tilhørt venstrefløjen og de liberale. Nu er den vores.