Af Mads Strange, Folketingskandidat for Liberal Alliance

”Åbne grænser, lukkede kasser”.

Da jeg for ti års tid siden først begyndte at gøre mig tanker om politik, lød dette mundheld ganske besnærende. For så længe indvandrere kunne forsørge sig selv og ikke led andre til last, hvorfor skulle de så ikke være velkomne i vores yndige land?

Siden da er jeg imidlertid kommet på andre tanker. Og jeg har tit tænkt på, at min egen erkendelsesproces i debatten om indvandring er et billede på en bredere tendens. Nemlig at den 89’er-liberalisme – der siden murens fald har domineret både Vesten som helhed og dansk politik – har spillet fallit.

For udlændingepolitik handler ikke fortrinsvis om hverken BNP-vækst, arbejdsudbudseffekter eller de offentlige finansers holdbarhed. Nej, det handler først og fremmest om værdier og kultur.
For hvad nytter det, at indvandrere forsørger sig selv, hvis de mener, at kvinder skal underordne sig mænd, at homoseksuelle skal hænges fra kraner til offentligt skue eller at religiøse normer skal stå over verdslig lovgivning? Det er heri, at den blinde vinkel i den lalle-liberale tænkning består.

For deres ideologiske grundlag beror på en præmis om, at værdier og kultur er private og sekundære – ­som var det noget, der automatisk opløses, når blot man træder uden for hjemmets fire vægge for at tage del i arbejdsmarkedet. Men værdier er imidlertid ikke neutrale. De former nemlig ikke kun vores egen adfærd, men også samfundets institutioner og den kultur, som binder vores nation sammen.

Da vi i Liberal Alliance foreslog at screene statsborgerskabsansøgere for udemokratiske holdninger, vakte det furore blandt de selverklærede ”progressive” liberalister.
Beskyldningerne fløj straks om, at der var tale om sindelagskontrol og en begrænsning af folks ytringsfrihed.

For mens de progressive liberale blot opfatter statsborgerskab som en administrativ formalitet, betragter vi borgerlige liberale omvendt statsborgerskab som en tillidserklæring til en kommende medborger. Ikke som en ret.
Men som en gave, der forpligter.

Sagen blotlægger en interessant ideologiske kløft internt på den liberale fløj. De progressive liberales mål er at maksimere individets grænseløse frihed – mens vi borgerlige liberale omvendt tror på, at frihed også forudsætter orden, og at rettigheder ikke kan adskilles fra pligter. Ganske vist er jeg heldigvis ikke den eneste forhenværende propelhats-liberalist, der er kommet til denne erkendelse, siden jeg i midten af 10’erne slog mine første folder som politisk interesseret. Pendulet synes nemlig at svinge den anden vej i disse dage.

89’er liberalisternes indflydelse, som ellers har domineret debatten i lang, synes i disse dage at være på tilbagetog. Men tag ikke fejl. Deres ideologiske vildfarelse lever stadig i bedste velgående – og derfor kan vi heller ikke bilde os ind, at slaget allerede er vundet. Den ideologiske kamp vil stå i de kommende år, og hvis vi borgerlige liberale ikke vinder, vil det få afgørende konsekvenser. Det ser vi allerede i USA, hvor store dele af det demokratiske parti i dag er villige til at tilbagerulle individuelle frihedsrettigheder til fordel for kollektive identitetskrav baseret på køn, hudfarve og seksualitet.

Og vi ser det også i vores egen danske andedam, når eksempelvis et parti som Venstre stemmer for indskrænkninger af vores ytringsfrihed i form af Koranloven. Fællesnævneren er, at vores fundamentale frihedsrettigheder udhules indefra som følge af den grænseløse liberalisme.

For når vores ytringsfrihed får vigepligt for religiøse hensyn, eller når vores ret til ikke at blive diskrimineret som følge af vores ydre karakteristika tilbagerulles, er der tale om et opgør med nogle af de principper, der har gjort de vestlige samfund til verdens bedste. Derfor er det en fejlslutning at tro, at liberalisme kan reduceres til at være et spørgsmål om at maksimere individets grænseløse frihed uden konsekvenser.

Markedsøkonomien, retsstaten og vores individuelle rettigheder hviler nemlig på et skrøbeligt fundament af social tillid, fælles kultur og en værdimæssig samhørighed, som ikke kan tages for givet. Et frit samfund kan sagtens absorbere en del normbrud, kulturforandringer værdimæssige spændinger – hvilket selvfølgelig også er sådan, et samfund udvikler sig med tiden.

Men selvom frihedens forudsætninger ikke forsvinder fra den ene dag til den anden, er der imidlertid også en grænse. Når hensynet til orden og kulturel sammenhængskraft nedprioriteres over tid, slider det nemlig på frihedens forudsætninger.

I disse år er det netop denne proces, vi ser udfolde sig i store dele af Vesten – og det er netop dét, vi borgerlige liberale skal bekæmpe. For borgerlig liberalisme handler ikke om at begrænse friheden, som vi ofte skydes i skoene.

Det handler om at tage dens betingelser alvorligt.