Af Emilie Jäger, Politisk Redaktør på B.T.

Først et spørgsmål: Når der er et problem i samfundet, er det så systemets og strukturernes skyld? Eller giver det mening at undersøge, om personligt ansvar har spillet ind? Og: Er der journalistik, man skal undlade at lave, fordi svaret man kommer frem til, kan gøre nogen kede af det? I bund og grund er vi inde ved noget af kernen af diskussionen af, hvad et borgerligt mediehus er. Nå. Til sagen: Sjældent har et ramaskrig ramt dele af Mediedanmark, som det var tilfældet, da min chefredaktør Simon Richard Nielsen slog fast, at B.T. er et borgerligt tabloidmedie.

Jeg befandt mig på sidelinjen, da jeg dengang arbejdede for 24syv, så jeg kunne nysgerrigt se på lige dele forargelse og forskrækkelse, som var til at føle på hos den åbenbart lidt følsomme fjerde statsmagt i København. Det var lige før, at Zetland gik i sort (som da Trump blev valgt), og det var – igen, fra sidelinjen – lidt fascinerende at opleve, hvordan det journalistiske parnas slog kors for sig. Det burde vel ellers ikke komme som en stor overraskelse. For B.T. er jo en stolt del af Berlingske Media-koncernen, der med sin redaktørerklæring tilbage fra november 1948 fastslår, at Berlingske blades grundsyn er konservativt og ledes i “national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.” Og for at det ikke skulle være nok: Når man træder ind i Berlingske Medias reception via Pilestræde, bliver man på en lysende tavle mødt med ordene: ‘Vi er borgerlige.’ Men hvad vil det egentlig sige?

I en tid hvor journalisternes rolle diskuteres konstant, og udfordres af sociale medier, så vil jeg – nu hvor jeg heller ikke længere er på sidelinjen men en del af det borgerlige medie B.T.- give mit ydmyge bud. Det handler for en stor dels vedkommende om de to første spørgsmål, jeg stillede indledningsvis. Mit indtryk er nemlig, at mange journalister har en forkærlighed for at lede efter problemet i strukturerne.

Eksempel: Hvis en eller anden kvindelig musiker ikke har fået så mange jobs som en eller anden mandlig musiker, så er det nok til et besøg i Aftenshowet på DR, hvor der kommer en snak om ligestilling og onde strukturer. Men en anden vinkel kunne vel også være: Måske er du bare ikke lige så god en musiker som manden? I et frit land med en fri presse bliver det nødt til i højere grad at være tilladt at stille dét spørgsmål.

Igen er mit indtryk desværre, at en del journalister ikke rigtig arbejder med det personlige ansvar. De arbejder med, at det meste er samfundets skyld. Og at det i hvert fald altid er samfundet, der skal finde en løsning for den enkelte. Det gør dem ikke til dårlige journalister – men det er ærgerligt for pluralismen i mediebilledet. Jeg har tidligere, overfor Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles avis, plæderet for, at de sociale medier har gjort en masse godt for borgernes mulighed for at komme til orde og sige magten imod. Når mange søger hen mod SoMe, så er det nok også fordi, de ikke har følt sig repræsenteret af (mainstream) medierne. Dét bliver min branche nødt til også at tage på vores kappe. Det er ikke rart at skulle rette det kritiske blik på sig selv, men jeg vil påstå, at vi generelt godt kunne have været mere sandhedssøgende. Mere ærligt oplysende – mindre biased.

Et eksempel på, hvor mediebranchen til en vis grad har svigtet, er oplysning af etnicitet i kriminalitetssager. Her har nogle bedrevidende chefer og mellemledere efter min vurdering sagt, at det duede sandelig ikke at oplyse om etnicitet. Reelt har forklaringen været, at det ville puste til fremmedhad. Det er jo helt vildt, at der sidder et selvbestaltet moralpoliti og bedømmer, hvad befolkningen kan tåle at høre. Jeg har i hvert fald selv skulle stå skoleret i DRs mediemagasin og forsvare, hvorfor jeg mener, at etnicitet kan være en central oplysning. Her vil jeg påstå, at det var mine dygtige kolleger på B.T.s ihærdighed, der gjorde at Rigspolitiet i dag har opdateret deres håndbog, sådan at politiet fremover i det mindste vil oplyse nationalitet til pressen.

Et tredje eksempel er Muhammedtegningerne. De fleste medier ønsker ikke at vise dem. Nogle siger, at det er fordi, at de ikke vil såre nogens følelser unødigt. Andre er ærlige nok til at indrømme, at det slet og ret er fordi, de ikke tør. Men det er hykleri, når dele af pressen råber op om, at de sandelig ikke må begrænses af nogen former for politisk indblanding, mens de lægger sig ned for voldsmandens veto. Det er en falliterklæring. Uanset hvordan undskyldningen lyder. På B.T. tør vi. Så når det er relevant for læseren at se, hvad det var for nogle karikaturtegninger, der medførte, at Danmark stod i en af sine største udenrigspolitiske kriser siden 2. verdenskrig, så bringer vi dem. Også selvom vi risikerer, at nogen kunne blive krænket.

For ytringsfrihed og pressefrihed indebærer, at nogle kan blive kede af det. Der kan ikke være safe spaces i den frie offentlige debat i den vestlige verden. Og her er det desværre på sin plads at tilføje: Det er ikke omkostningsfrit for B.T. at gøre dette.

Min kollega Claes Theilgaard har overfaldsalarm, fordi han bliver truet. En anden god kollega, Jotam Confino, bliver udsat for en ufattelig mængde af tilsvining og trusler, fordi han siger noget, som nogle ikke kan lide at høre. Ja, jeg har selv oplevet at få trusler. Hvorfor? Fordi vi på B.T. tør at se steder hen, som der tidligere er blevet underbelyst. Derfor forsøger folk at true os til at tie stille. Forhåbentlig lykkes det ikke for dem.

P3-chef Isabella Hindkjær proklamerede tilbage i 2018, at tiden, hvor medier tilstræbte sig objektivitet, hvor man hørte modsatrettede synspunkter, var slut: “Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer ansvar for at ændre verden.”

Og ja, der har vi det. I et borgerligt mediehus tilstræber vi stadig objektivitet, og vi hører stadig modsatrettede synspunkter. Vores journalistik arbejder ud fra, at der ikke er noget (hverken i indvandrings-, værdi-, køns- eller klimadebat), som folk ikke kan tåle at høre, fordi de så risikerer at mene noget “forkert”.

Vi bringer alle perspektiver frem – og vi tror på, at folk så selv kan træffe deres beslutning.