Af Lucas Zukunft, debattør, medlem af Konservativ Ungdom

”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.”

Sådan åbner Marx og Engels Det Kommunistiske Manifest – og allerede dér afsløres kernen i venstrefløjens verdensbillede: samfundet forstås som konflikt. Alt handler om kamp. På Marx’ tid var det kampen mellem arbejder og borger. I dag er det mellem køn, racer og sociale klasser

Venstrefløjen kan ganske enkelt ikke tænke verden uden fjender. Der skal altid være nogen at kæmpe imod, og kampen vil altid være voldelig.

De seneste årtier har vi igen og igen set, hvordan den moderne venstrefløj udnytter en hver lejlighed til at eskalere til vold.

Da George Floyd døde i USA, eksploderede landet i demonstrationer, der hurtigt forvandlede sig til plyndringer, brandstiftelser og masseødelæggelse. 19 mennesker mistede livet, og skader for milliarder af dollars fulgte. På kynisk vis udnyttede venstrefløjen et enkelt tragisk dødsfald til at sætte skub i deres ideologiske racekrig.

Herhjemme ser vi det samme mønster. De propalæstinensiske demonstrationer har gang på gang udviklet sig til chikane, hærværk og vold. Der bliver blokeret trafik, trængt ind på private arbejdspladser, smadret ejendom og livet bliver gjort utrygt for danske jøder.

Venstrefløjens bevægelser – fra BLM til klimaaktivisterne i Extinction Rebellion – kalder det civil ulydighed. Men alle ved, at venstrefløjen benytter sig af professionelle aktivister, og at der snarere er tale om organiseret kriminalitet, politisk vold og et forsøg på at omgå vores demokrati for at tiltvinge sig indflydelse.

Som højreorienteret har jeg et helt andet verdenssyn og et helt andet udgangspunkt. Jeg mener aldrig at politisk vold kan retfærdiggøres. Jeg mener at alle har ret til at komme til orde, hvis altså de er interesseret i kun at bruge ordets magt. Men jeg kan aldrig nogensinde stå inde for aktivisme, og slet ikke den form for terror, venstrefløjen kalder aktivisme.

Kontrasten mellem højre- og venstrefløj blev gjort særligt tydelig efter drabet på den amerikanske debattør Charlie Kirk. Han blev kendt for sine “prove me wrong”-arrangementer, hvor han tog ud på venstreorienterede universiteter og stillede spørgsmål til de studerende. De kunne frit debattere, og alt blev filmet.

Gang på gang så vi, hvordan venstrefløjen ikke kunne håndtere uenighed. Hans videoer blev særligt populære fordi det blev tydeligt, at når venstrefløjens argumenter slap op, og de blev trætte af, at Kirk mente noget andet end dem, begyndte de i stedet at råbe og forsøge at lukke munden på ham. Bevares, han viste også eksempler på de venstreorienterede, der evnede at have en respektfuld og sober debat. Men han viste os også venstrefløjens mørke side.

Til sidst blev det for meget, og en ung mand tyede til det ultimative og skød Charlie Kirk for rullende kamera, og for øjnene af hans kone og børn. En mand, der åbent stillede sig frem og tog del i debatten blev slået ihjel af en snigskytte, der gemte sig langt væk fra publikum.

Reaktionen på mordet på Charlie Kirk gør kontrasten mellem venstre- og højrefløj endnu tydeligere. For der kom ingen optøjer. Ingen voldelige demonstrationer. Ingen hærværk. Ingen hævndrab. I stedet blev der, i vanlig amerikansk stil, holdt en TV-transmitteret mindeceremoni med taler. Det største øjeblik hér, var da Charlie Kirks enke henvendte sig direkte til drabsmanden og tilgav ham.

Højrefløjen holdt fast på orden, respekt og tilgivelse. Noget, der står i skærende kontrast til alt, venstrefløjen tror på.

Som højreorienterede forstår vi, at det kun er muligt at leve i et frit samfund, hvis man sætter grænser. For en venstreorienteret vil det være et uforståeligt paradoks, for der findes ingen grænser, der ikke kan brydes, hvis blot målet er helligt nok. Den venstreorienterede ideologi handler om at nedbryde orden og normer – selve de idéer, der beskytter os alle.

Orden og normer er, i et venstreorienteret tankesæt, midler til undertrykkelse. Endnu et element i samfundet, der har til formål at holde folk nede, og derfor bliver vold legitimeret som middel.

En ting, der grænseløst generer mig, og som vi endnu en gang har set ved det netop overståede kommunalvalg er alle de venstreorienterede kandidater, der proklamerer at de vil kæmpe for det ene og det andet hvis de bliver valgt. Kæmpe. Ikke arbejde for, ikke forhandle om, ikke diskutere, men kæmpe. For i den venstreorienterede ideologi er demokratiet også et undertrykkelsesmiddel, og derfor skal selv de demokratiske processer være et slagsmål, hvor det handler om at få sin holdning presset igennem, snarere end et sted, hvor man forhandler sig frem til det fælles bedste.

Venstrefløjen kalder altid deres aktivister for ”seje og modige”. Men helt ærligt, i det nuværende politiske klima, hvor man bliver myrdet blot for at sige sin mening, er det sejeste og modigste at turde deltage i en fri debat.