af Bolette Bjerre, politisk udvalgsmedlem i Venstres Ungdom

Regeringen har netop gennemført en ministerrokade, hvor Rasmus Stoklund er blevet ny udlændinge- og integrationsminister. Her er det tunge skyts fundet frem, for Stoklund har ry for en hårdere linje på området. For hvad gør man, når Dansk Folkepartis målinger vil noget andet end ens egne? Der er panik før lukketid. Når Socialdemokratiet hiver Rasmus Stoklund op af hatten, tror jeg næppe på, at politikken ændrer sig. For mig ligner det bare, at der kun er øje for, at retorikken skal skærpes.

Den socialdemokratiske populisme spirer i fuldt flor, og lige så hurtigt som ukrudtet i Stoklunds spand på Facebook. Det handler ikke om nye lovforslag eller ændret politik, men om at sende et signal til vælgerne. Ja, man kan næsten ikke undgå at trække på smilebåndet, når bagtanken er så åbenlys.

Det her handler ikke om realpolitik, men om mandatfiskeri. For imens Socialdemokratiet leger taburetleg, er den ikke-vestlige indvandring steget under Mette Frederiksens tid som statsminister. Så uanset hvor meget Rasmus Stoklund prædiker om konventioner og menneskerettighedsdomstole, ændrer det ikke på den politik, regeringen faktisk kan og vil føre.

Så hvorfor er det pludselig blevet så vigtigt for Mette Frederiksen? Jeg gætter på, at det er fordi det også er blevet vigtigt for danskerne. Dansk Folkeparti står til omkring 8 procent og agerer trussel for Socialdemokratiet kort før et Folketingsvalg. Her er det tydeligt at se, at når vælgerne vandrer mod højre, følger Socialdemokratiet trofast efter. Ikke med handling i skridtene, men med ord.

Strategen, Mette Frederiksen, er eminent til at aflæse folkestemningen. Men strategi er ikke nok, når man mangler at tage konsekvensen og rent faktisk stå ved sine ord i udlændinge- og integrationsspørgsmålet. Og det har hun haft rigeligt med tid, viden og magt til. Hvis det fortsætter ad samme sti, reduceres det hele til politisk teater og som et parløb med DF. Og er det virkelig, hvad statsministeren kan være netop denne dagsorden bekendt?

Den nye udlændingeminister er ikke en kursændring. Det er et tykt røgslør. Det er Socialdemokratiets forsøg på at dække over, at deres udlændingepolitik er mere kommunikationsstrategi end reelle initiativer. Og her fristes man jo til at tro, at rødhætterne føler sig en smule truet af ulven. Og det mener jeg, er at drive gæk med danskerne og deres tillid.