af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

Mit fly mod London skulle lette 20:40. Eller det troede jeg i hvert fald. Jeg skulle ankomme på hotellet 23:40. Eller det troede jeg i hvert fald. Lige i tide til en god nats søvn i en varm seng. Eller det troede jeg i hvert fald.

Rejsen herover skulle dog vise sig at tage en anden drejning.

Mit fly var forsinket. Vi blev boardet samtidig med, at flyet blev tømt for passagerer, hvilket skabte yderligere forvirring og forsinkelse. Typisk SAS. Og da jeg endelig landede, steg jeg prompte ind i en taxa. Der var 45 minutters kørsel til hotellet. Eller det troede jeg i hvert fald. Det viste sig, at M1-motorvejen var spærret, hvorfor turen endte med at tage halvanden time. Og der sad jeg så med trætte øjne og en taxaregning på 2500 kroner.

Da jeg endelig ankom til hotellet, var der selvfølgelig sket en booking-fejl i deres system, og jeg måtte forstå, at mit værelse var blevet dobbeltbooket, hvorfor jeg måtte sove på en sofa i receptionen. Fire timer senere bliver jeg vækket af de første britiske patrioter, og så var dagen ligesom begyndt.

Sagen er nemlig den, at jeg er taget til London for at skrive denne reportage fra Tommy Robinsons rally. Med mig har jeg kun en notesblok, en kuglepen og en pakke cigaretter. Men det kan man også komme langt med.

Klokken er 06:30 og morgenmadsrestauranten på hotellet er spækket med britiske patrioter. Forsamlingen består primært af klassiske britiske Tommy Robinson ‘geezers’. I kender typen. Men der er også overraskende mange kvinder og børn. Dresscoden er britisk casualwear: Barbour, Burberry, Lacoste og Stone Island. Jeg føler mig en smule malplaceret i mit sorte jakkesæt, jeg i dagens anledning har akkompagneret med en stram windsorknude.

Energiniveauet er allerede enormt højt. Det sitrer i de britiske patrioter. De kan ikke vente med at komme ind til London og vise England – og hele verden for den sags skyld – hvad de er i stand til.

Og hvad er de så i stand til? Det skal dagen i dag forhåbentligt blive et vidnesbyrd om.

Inde i lobbyen går snakken på mordet på Charlie Kirk. Det har forståeligt nok været morgenens helt store samtaleemne. En mand siger, at man nok gør klogt i ikke at befinde sig for tæt på Tommy Robinson. Jeg antager, at han frygter, at en tilsvarende tragedie kan ske i dag.

Frygten kan dog ikke mærkes det fjerneste på Tommy Robinson. Efter min morgenkaffe træder jeg nemlig ud i gården på det gamle herregårdshotel for at ryge en cigaret. Et enkelt vindue står åbent, og indefra værelset kan man høre Tommy Robinson øve sin tale. Men han taler ikke. Han råber. Hele hotellet kan høre ham. Han er klar.

Jeg kan trøste mig med, at turen ind mod London ikke kommer til at koste mig yderligere 2500 kroner. Jeg har nemlig hustlet mig frem til at kunne køre med i samme bus som nogle af talerne til dagens arrangement samt hans mest centrale kerne af følgere. Den var nok ikke gået, hvis jeg var ansat på Politiken.

Og nu vi er ved talerne, må jeg nok hellere nævne, at programmet var spækket med store politiske navne fra hele verden. Franske Eric Zemmour, polske Dominik Tarczyński, danske Morten Messerschmidt, hollandske Eva Vlaadengerbrook. Og nå ja, Tommy Robinson selvfølgelig.

Bussen satte os af på en klassisk britisk pub midt i London. En af de helt store af slagsen. Efter at have skubbet os gennem den store folkemængde, der allerede var mødt op på pubben, fandt vi plads inde i baglokalet. Tommy Robinsons private securityfolk var overalt og der var enormt mange af dem. Om det var som følge af mordet på Charlie Kirk, eller om det var kutyme, fandt jeg aldrig ud af.

Da tiden er ved at være inde til marchen fra pubben til scenen – en tur der tager omkring 45 minutter – kan jeg se Tommy Robinson gøre klar til at gå ud og møde folkemængden. De ligner nogle, der mentalt gør sig klar til et af de vigtigste øjeblikke i deres liv. For udenfor pubben står hundredetusindvis af mennesker og venter på én mand. 

Ved scenen venter mere end en million. Et tal, der har været meget omdiskuteret. Flere medier berettede om 150.000, og det var i hvert fald løgn. Jeg kan ikke sige, hvor mange der præcist var tilstede den dag, men personligt ville mit bedste bud være et sted mellem 1.000.000 og 2.000.000.

Nu rykker Tommy Robinson og hans team på sig. Meget målrettet går de ud af bagindgangen, så de ikke skal presse sig gennem folkemængden inde på pubben. På den måde får de også skabt et overraskelsesmoment ved at komme ud et andet sted end det forventede. En af dem råber: “Lets do it then” og så buldrer de ellers derudaf og direkte ind i folkemængden, som møder dem med et brøl så højt, at jeg er ret overbevist om, at Keir Starmer kunne høre det helt ovre på Downing Street.

“Come on Tommy!” “This is your work, Tommy!” “Keir Starmer is a wanker!” Nu koger det. Der er fart på de britiske gutter, og inden jeg får set mig om, er flere hundredetusinder af britiske patrioter på vej mod scenen, hvor den resterende million venter på dem.

Jeg vurderer, at Tommy Robinson er blevet væk i mængden, og da jeg af security bliver tilbudt at blive kørt direkte til scenen, takker jeg ja.

I bilen har jeg tid til at reflektere et samtaleemne, jeg har haft med efterhånden 15-20 briter. Samtaleemnet hedder Nigel Farage. Hjemmefra havde jeg nemlig hørt på vandrørene, at der skulle være lidt knas i maskineriet mellem Nigel Farage og dagens hovedperson. Jeg var dog ikke klar over, hvor meget Tommy Robinsons trofaste følgere foragter Nigel Farage. Når jeg spørger til en årsagsforklaring, hører jeg noget forskelligt hver gang. Nogle siger, han ikke er hård nok på udlændingepolitikken. Andre siger, han har et egoproblem. Og så er der nogen, der selv har et klasseproblem, som mener, han er for elitær. Men det må udelukkende være i facon, for han repræsenterer jo de helt samme holdninger som Tommy Robinson selv. Tilbage står jeg faktisk med en følelse af, at de ikke rigtigt selv ved, hvorfor de ikke kan lide ham, om end de er blevet enige om, at han ikke just er commes il faut.

Dørene på bilen går op, og jeg eskorteres frem til scenen og ind bagved, hvor der er sørget for backstage-telte med forplejning. Der er lavet mad og bagt kager hjemmefra. Og det er på ingen måder fancy. Briterne lider, ligesom os danskere, under store prisstigninger, som vores respektive regeringer ikke evner at gøre noget ved. Det har den konsekvens, at Zemmour og company må holde sig mætte i kager, som britiske arbejderklassemødre sandsynligvis har bagt. Hvem sagde, at arbejderklassen og den politiske elite ikke kunne mødes et sted? Måske Nigel også ville have sat pris på det.

Det er ved at være tid til, at Tommy Robinson skal på scenen. Stemningen er allerede helt vanvittig god. Det britiske folk synger slagsange, jubler hver gang der bliver sagt noget højrefolkeligt fra scenen og der er Union Jacks, engelske flag, skotske flag, walisiske flag og nordirske flag, så langt øjet kan række. Scenen er sat, og folk er utålmodige. De vil se deres helt. “Tommy, Tommy, Tommy!”

Omme bagved scenen tager Tommy Robinson en dyb indånding. Det er showtime.

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det var som at stå midt i et jordskælv, da Tommy Robinson træder op på scenen. Alt ryster. Alt runger. Og det hele kulminerer, da han tager mikrofonen og går i gang med holde lige netop den tale, han råbte så højt at hele hotellet kunne høre ham blot nogle timer tidligere. Midt i orkanens øje står én ting helt klart. Tommy Robinson er ikke bare en aktivist, der varetager publikums interesser. Nej, for publikum er Tommy Robinson en folkehelt af religiøs karakter. En slags Messias.

Selvom det hele til tider kogte og stemningen var af høj energi, var der hverken bilafbrændinger eller knuste ruder. Kun folk, der stod samlet i en enorm menneskemængde, som sang og flagede for deres nationer. En ældre mand delte te ud fra en termokande. En kvinde satte sig på fortovet og tegnede med kridt. En flok unge mænd kyssede hinanden på panden og forsikrede hinanden om, at det hele nok skulle gå, hvis bare de kæmpede nok for det. Som du nok kan høre, foregik det meste i fred og ro.

Det var derfor nærmest absurd, at man allerede kort efter kunne læse i de etablerede medier, at voldelige højreekstremister var gået amok i Londons gader. En fortælling, der – hvis man selv havde været til stede – virkede som noget, der enten var skrevet på forhånd eller i det mindste med meget lidt kontakt til virkeligheden.

Det var som om, den egentlige begivenhed var blevet afløst af en ny, falsk fortælling, hvor fakta måtte vige for mediernes forestilling om, hvordan det var derovre. De billeder, medierne brugte på forsiderne, viste næsten kun vrede. En vrede jeg ikke selv oplevede et eneste sekund, da jeg stod der midt i orkanens øje. For hvad de etablerede medier ikke nævnte, var, at lige uden for billedrammen stod over en million briter og fejrede, at de nu havde indledt kampen om at tage deres land tilbage.

Derfor kan det også undre mig, at medierne fortsat kan slippe afsted med deres misinformationskampagner mod højreorienterede, politiske stemmer. Over en million mennesker var mødt op. Blandt dem var der 25 anholdelser. Til sammenligning var der 528 anholdelser til Notting Hill Carnival i London. Her var mediernes fortælling, at festlige unge mennesker var mødtes til karneval. 

Jeg var netop ved at samle mine ting og finde modet til at træde ud af menneskemængden, da en hvisken begyndte at brede sig.

“Elon’s on!”

På storskærm tonede han frem, Elon Musk.

Hans tilstedeværelse blev mødt med en enorm jubel og en opmærksomhed, som de andre talere ikke havde fået, end ikke Tommy Robinson selv. 

Med sin lettere autistiske charme og sine skæve formuleringer mindede han briterne om, at det aldrig var for sent at kæmpe for sit land.

Det var, som om han sagde højt, hvad mange havde tænkt: At kampen for at kunne sige sandheden – eller bare forholde sig kritisk til regeringen – ikke længere er givet. At den både kræver mod og årvågenhed.

Folk begyndte at klappe, da han afsluttede sine bemærkninger. Ikke i ekstase, men med den respekt, man viser for et vigtigt vidnesbyrd. Og for en mand, som briterne føler, har givet dem ytringsfriheden på de sociale medier tilbage. En anden form Messias, der sammen med Tommy Robinson, ofte minder briterne om ordene:

“You are the media now.”