af Aisha Khan, anonym frafalden muslim

Min morfar kom til Danmark som gæstearbejder i 60’erne, men han havde bestemt ikke tænkt sig at lade Danmark forme hans børn. Derfor blev min mor og hendes søskende jævnligt sendt til Pakistan i lange perioder, så de kunne få en ordentlig islamisk og pakistansk opdragelse. Det virkede. Min mor var lige så pakistansk som dem, der aldrig havde forladt landsbyen.

Hun blev som 18-årig gift væk til en slægtning af mine bedsteforældre. Ni måneder senere blev jeg født.

Jeg voksede op i København, og mine forældre gav mig lov til at gå dansk klædt i skolen. De gav mig også lov til at deltage i skolefester og være med på lejrture. Skolen troede derfor, at vi var integrerede. Men de vidste ikke, at jeg levede i en anden virkelighed udenfor skolebygningen.

Så snart mig og mine søskende kom hjem, trådte vi ind i den islamiske republik Pakistan. Her gjaldt islamiske regler og pakistansk kultur, hvilket bl.a. betød, at vi fik tæsk for at spise vingummi, fordi det indeholdt gelatine, som jo er haram. Så vi lærte hurtigt at skjule slikket, og vi delte det i smug med hinanden, når de voksne ikke var der. Sådan startede vi med at leve i frygt og hemmelighedsholdelse, som med tiden kun ville blive langt værre.

Efter skole blev vi tvunget i moskeen, hvor vi skulle lære at læse koranen og få islamisk undervisning. Mig og mine søskende hadede det, men vi var tvunget til det. Så vi sad på kolde gulve og kæmpede os gennem arabiske vers, vi ikke forstod – mens de danske børn, vi kendte, legede på legepladsen.

I moskeen var der også noget, der hed ’’dars’’, som er islam-undervisning. Den pakistanske moske havde et specielt for børn, hvor vi fik fortalt, hvilke pinsler der ventede os, hvis vi nægtede at gå med tørklæde, hørte musik eller svarede vores forældre igen. Vi fik også fortalt om tortur i graven, som udover selve helvedet er den tortur, man skal igennem, før man kommer i netop helvedet. Pakistanske børn bliver altid opdraget, styret og kontrolleret gennem frygt.

Næste dag tog jeg igen mit danske tøj på og gik i skole, hvor jeg lavede danske ting, indtil jeg skulle hjem igen.

Fysisk afstraffelse var normen i alle pakistanske hjem, som jeg havde set, så jeg troede, det var normalt. Jeg vidste dog godt, at det ikke var sådan hos danske børn. Men de havde også en anden kultur, og mine forældre lavede altid et ’’dem og os’’-fortælling, som gjorde, at mig og mine søskende aldrig sammenlignede os selv med danske børn.

Islam fyldte hele vores tilværelse udenfor skolen; derhjemme prædikede vores forældre islam for os og fortalte os, hvad der er haram, og hvad der er halal. I moskeen fik vi det banket ind. Og eftersom jeg boede på Nørrebro, lærte jeg allerede som barn en ekstremistisk muslimsk organisation ved navn Hizb ut-Tahrir at kende. Deres budskaber blev præsenteret som ”stolt muslimsk identitet”. I virkeligheden var det islamisk hjernevask.

Folk spørger ofte, hvorfor unge med minoritetsbaggrund ikke bliver integreret. Svaret er enkelt: Fordi hele vores liv udenfor skoletiden var islamisk. Det var ikke Danmark, der formede os. Det var hjemmet, moskeen, andre muslimer og det muslimske fællesskab og den muslimske identitet, som formede os. Derfor blev vi aldrig danske af kultur, mentalitet eller værdier.